Da jøderne kom hjem

Stærkt oplysende fremstilling af et uoplyst emne i besættelseshistorien
Stærkt oplysende fremstilling af et uoplyst emne i besættelseshistorien
29. september 2012

I Matador forekommer en replik, måske seriens mest bevægende: Da den jødiske kasserer i Korsbæk Bank hr. Stein efter hjemkomsten fra Sverige i maj 1945 træder ind i stuen hos bankdirektør Varnæs, udbryder denne: »Af alle glæder er denne vist den største!« Replikken er realistisk. Sådan reagerede utallige danskere ved gensynet med deres jødiske fæller. Replikken rummer tillige den sandhed, at antisemitismen nok var til stede i det danske samfund, og det var den, men den var ikke som i flere andre lande institutionaliseret, og bortvejredes i øvrigt med den nazistiske besættelse af landet. Fra da af var antisemitisme nærmest lig med nazisme og siden ensbetydende med landsforræderi. Jøderne var landsmænd. Underlige og omskårne og spiste ikke pølser ved vogn, men landsmænd. Punktum.

I sit efterhånden vægtige historiske forfatterskab har Sofie Lene Bak, hvis faglige forskningsfelt er dansk besættelsestidshistorie med særligt henblik på jøderne, sat sig for at skildre vilkårene for de danske jøder efter maj 1945. Hvad skete der ved hjemkomsten fra Sverige, hvor et overvejende flertal havde søgt hen – og fra Theresienstadt, hvor de relativt få uheldige var havnet? Spørgsmålet har før kun været sporadisk behandlet, det var stort set ikke noget, man talte om. I og for sig heller ikke i jødiske kredse, og slet ikke udadtil. For det første kendte man ikke før i tiden til begrebet krisehjælp; de slemme oplevelser skulle ties ihjel. For det andet var det sin sag at delagtiggøre udenforstående i den danske jødedoms tildragelser i betragtning af de øvrige europæiske jøders anderledes frygtelige skæbne. I næsten enhver henseende havde historien om de danske jøder og danskerne været en solstrålehistorie om hjælpsomhed, opofrelse, mod og sammenhold. Sandt var det, at flertallet slap væk, hvilket ikke kunne have ladet sig gøre, hvis det for det første ikke havde været i tysk interesse og for det andet og det er vigtigt: Den danske befolkning ikke havde stået last og brast og mere til.Stod man blot en anelse nærmere, vidste man, at historien også havde sine skyggesider, at alt ikke var lige idyllisk.

Nogle blev bestjålet i fraværet

Sofie Lene Bak har i sin nye fortrinlige fremstilling Da krigen var forbi undersøgt forholdene og delt sol og vind rimeligt mellem på den ene side den altovervejende kønne fortælling om en integreret mindretalsbefolkningsgruppes redning ved flertallets hjælp og som modstykke den smålige, grådige tankeløshed eller ondskabsfuldhed mod de tilbagevendende.

Ikke alle, der havde fået betroet jødisk ejendom i varetægt så længe krigen varede, optrådte bagefter korrekt, men begik ting og sager, man helst ikke vil tro. Ting blev stjålet, forretninger udhulet, penge forsvandt. Stadig var forholdene her i sammenligning med Polen eller Frankrig det rene vand. Men for dem det gik ud over, var det jo en ringe trøst, og nogle jødiske familier, de fattige som var en hel del, var ilde stedt efter maj ’45 og de stod ribbet for alt, måske med gæld efter den dyre flugt. Priserne i så henseende er et kapitel for sig. Med national stolthed kan det dernæst konstateres, at de danske myndigheder gjorde en formidabel indsats for at afbøde de negative følger af flygtningenes flugt og 19 måneders fravær fra landet. Socialstyrelsen gik i mange tilfælde direkte ind i sagerne, ligesom Københavns Kommune lige efter den store jødeaktion i oktober ’43, sikrede sig kontrol med adskillige jøders boliger og ejendom som en slags nødretsoverformynderi.

Når forholdene bliver pinlige i en eftertids øjne, er det ved behandlingen af de statsløse jøder, der endnu engang måtte opleve en kold og afvisende dansk administration. Det gjaldt bare om at slippe af med de uønskede, presset dertil af politikerne.

99 procent af de danske jøder klarede sig fri af Theresienstadt og af udryddelseslejrene. ’Kun’ 104 omkom. Derfor er de danske jøders hjemkomst efter besættelsen naturligvis en detalje. Men en vigtig én til forståelse af den fortid, der bestandigt trænger sig på. De færreste er vist for resten parentetisk bemærket klar over, at antisemitisme var udbredt i danske flygtningekredse i Sverige. Man kan ikke lade være med at tænke på, hvorledes den danske stambefolkning ville reagere i vore dage, hvis det utænkelige skulle ske, at en blodtørstig antimuslimsk besættelsesmagt en dag kom og besatte os …

 

Sofie Lene Bak: Da krigen var forbi. De danske jøders hjemkomst efter besættelsen. 253 s. ill. Gyldendal

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Majbritt Nielsen

Ang
"Ikke alle, der havde fået betroet jødisk ejendom i varetægt så længe krigen varede, optrådte bagefter korrekt, men begik ting og sager, man helst ikke vil tro."

Skulle det ske i dag. Ville det nok se mere grelt ud.

For nogen år siden brændte en etage-egendom. Hvor det lykkeds at rede noget indbo ud.
Som så stod samlet på gaden i poser.
Der gik fremmede da hen og stjal fra poserne.

Så i dag er der desvære nok ikke den samme moral, som var før.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lasse Kold

Vores Muslimske medborgere er vel de nye forfulgte her i vor tid.

"Replikken rummer tillige den sandhed, at antisemitismen nok var til stede i det danske samfund,..."
Er de Europæiske Jøder semitter ? Jeg troede at de var efterkommere af Khazarerne som havde sin oprindelse i Central Europa.

anbefalede denne kommentar