Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Kassen fyldt – bægret fyldt – livet tomt

Rejsekongen Simon Spies fik alt – undtagen noget at glæde sig over. Ny detaljerig levnedsskildring efterlader læseren sorgfuld
Mening. Er der en mening med det hele? Simon Spies Spies forlangte hele tiden af sine omgivelser, at de skulle more sig sammen med ham. Men bogen efterlader det klare indtryk, at Spies ikke fandt megen glæde ved tilværelsen.

Mening. Er der en mening med det hele? Simon Spies Spies forlangte hele tiden af sine omgivelser, at de skulle more sig sammen med ham. Men bogen efterlader det klare indtryk, at Spies ikke fandt megen glæde ved tilværelsen.

Juncker Jensen

Kultur
28. september 2012

I første halvdel af 1970’erne svævede nærværende anmelder ud i det københavnske natteliv. Et sent stop på ruten var baren ’Undergrunden’ beliggende i rejsekonge Simon Spies’ koncernhovedkvarter Mercur, nær Vesterport. Her kunne man opleve selveste kongen blive båret ind af sit hoffølge af assistenter og morgenbolledamer. Spies svajede rundt, uappetitligt langhåret og langskægget, gnæggende og ræbende. Han lignede en skimmelost i ansigtet: blåplettet, emmende og gærende.

Hvad var der dog sket med manden? Ti år tidligere havde fotos afbilledet ham slank, net og velplejet indtil det pertentlige, og han skrev dannede avis-indlæg, hvori anførtes hans dobbelte akademiske værdighed: cand.polit. & cand.psych.

Simon Spies’ rejse gennem livet er nu fortalt detaljerigt af journalisten Andreas Fugl Thøgersen. Som læser kan man glimtvis fornemme, at Thøgersen oprindeligt har forestillet sig, at hans projekt gik ud på at fremstille Spies som en genial ener, der blev miskendt og kanøflet af sin smålige samtid. Men at opgravede fakta efterhånden har gjort Thøgersen lige så utilpas ved Spies, som læseren bliver det undervejs.

Skrøbelig far

Simon Spies blev i 1921 født ind i et fattigt Helsingør-hjem. Hans far, William, havde et skrøbeligt sind, men formåede at få en bankuddannelse og en stilling som fuldmægtig i en af byens fine banker. To år inden Simons fødsel nuppede William af kassen ganske mange tusinde – for at hjælpe sin enkemor med at holde en spandefabrik oven vande. Stemmer havde beordret ham til tyveriet, erklærede William, da han prompte blev afsløret. Derpå gik William endeligt fra forstanden og opholdt sig de næste mange årtier på sindssygehospitalet i Nykøbing Sjælland. Simon frygtede resten af sit liv at ende som sin far.

Drengen gjorde sig tidligt bemærket ved sit handelstalent. På Helsingørs markedsplads tiltuskede han sig letfordærvelige varer, som alligevel skulle smides ud. Dem skramlede han gennem byen i en barnevogn, hvorfra han med betydelig fortjeneste solgte til dem, der ikke var nået frem til markedet. Simon Spies fik handelsmedhjælpereksamen og drog til København, hvor han som 19-årig, under den tyske besættelse, i 1941 købte fire ladcykler, og iværksatte sig som cykeldrosche-vognmand. Han gik konkurs. Gæld: 5.000 kr. Det indgød Spies en sund modvilje mod at gældsætte sig. Mindre sundt var det, at han i 1942 indmeldte sig i det danske nazistparti, så han kunne få sin gæld ud af verden ved at tage arbejde i det tyskbesatte Østrig. Han udmeldte sig af nazistpartiet året efter, men medlemskabet skulle siden volde ham forklaringsproblemer.

Længslen mod sol

Efter krigen snusede Simon Spies’ forretningsnæse den længsel, danskerne nærede efter sol og grisefest – og at de efterhånden også havde råd til at rejse, bare tilbuddet var rigtigt. Spies lovede: »Den bedste rejse – og penge tilovers.«

Og så gik det ellers til Middelhavet. Højkonjunkturen fra 1958 til 1973 bar Spies-koncernen op imod himmelbuen.

Hvor Spies i 1950’erne havde været velanstændig, som tidsånden forlangte, gav han sig i 1960’erne til at skeje med sprut, stoffer og et meget synligt sexliv. Andreas Fugl Thøgersen noterer: »Han søgte at finde grænserne, men fandt dem aldrig.« I 1969 røg Spies på den lukkede psykiatriske afdeling. Stofferne kæmpede han sig siden fri af, men ikke sprutten og den synlige sex.

Og, nå ja, hvis det bare havde været sjovt. Spies forlangte hele tiden af sine omgivelser, at de skulle more sig sammen med ham. Men bogen efterlader det klare indtryk, at Spies ikke fandt megen glæde ved tilværelsen. Han købte andre mennesker som sit hof og tidsfordriv.

Den større offentlighed markedsførte Spies sig over for ved skiftevis at forarge og benove. Som Thøgersen beskriver det: »Han smed fødderne op på damaskdugen i salonen, pruttede og bøvsede højlydt. Det var åbenlyst et spil, ligesom alt muligt andet, han gjorde, var det, og alle spillede med, hvilket var grunden til, at han blev ved. Og ved. Og ved.«

I sit sidste leveår giftede Spies sig med den purunge Janni. Sit løfte til hende om at være trofast holdt han i tre uger. Da han døde af sin skrumpelever, faldt Spies-koncernen fra hinanden. Uden hans kyniske selviscenesættelser havde den intet til at holde sig sammen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her