Læsetid: 3 min.

Klaustrofobiske øvelser

Der er ikke meget rum eller schwung over teksterne i årets afgangsantologi fra Forfatterskolen. De er snarere klaustrofobiske, skrevet fra et lille rum
Der er ikke meget rum eller schwung over teksterne i årets afgangsantologi fra Forfatterskolen. De er snarere klaustrofobiske, skrevet fra et lille rum
21. september 2012

Det er ikke, at teksterne i Forfatterskolens afgangsantologi anno 2012 er mere optaget af form end af indhold. Sådan er det ikke. Men de er optaget af det små, af intimsfæren og af sætningerne og deres forløb. De er kun meget lidt optaget af litteraturens større enheder, plottet, forholdet mellem fortælletid og fortalt tid, de lange stræk og det store udblik.

Det er på det lille niveau, de har arbejdet, de fem afgangselever, det er det, de kan finde ud af. Som helhed giver det årets antologi et noget enstonigt udtryk, men undervejs er der ret fine passager. Her hos Pernille Abd-El Dayem, hvis enkle sætninger man ville have lyst til at læse i næsten enhver længde og prosaform:

»Søster, du lærer mig noget fint om kærligheden. Jeg tænkte det forleden, da du spiste et stykke rugbrød med smør. Hvad var det? Det så henkastet ud, den måde du havde smurt brødet, ikke helt ud til kanten, bare et par strejf ud fra midten. Det interesserer mig, at du kunne efterlade så meget bart brød, og alligevel var brødet virkelig smurt.«

Men man læser dem altså i disse korte noter, der aldrig rigtig samler sig til en historie eller bare et fiktivt rum. Og selvom det har form af en henvendelse, i al fald i sætningerne ovenfor, så skriver Pernille Abd-El Dayem på en måde, hvor det talende jeg alligevel fylder mest.

Sutter på provinsen

Også det er typisk for antologiens bidrag. De skriver selvfølgelig om ret forskellige ting – om en fødselsgang og Schlegel i den bedste tekst af Ursula Scavenius, om kvinder, der er ensomme blandt andre mennesker, og om kroppe og begær hos Caroline Albertine Minor. Men det er som om alting foregår bag matterede ruder. Eller ses gennem en tåge eller hvilket billede for sprogets og ytringens lavmælte uklarhed, man nu foretrækker.

Sådan er det også hos den eneste mandlige afgangselev i år, Andreas Pedersen, der udmærker sig ved at skrive fra en moderne landboprovins. Og så også ved at halvdelen af hans bidrag er digte. Der er noget prunkløst og enkelt over dem, digtene, men de sutter også på det agrare. De feticherer ord som stuehus og slunken:»Jeg var ikke i marken i sidste måned/ De ringede til mig/ Jeg lå længe og hørte på ringetonen/ Lydstyrken/ Så fortalte de mig om det fysiske arbejde/ Jordbrugerne«

Det er jo en meget prosaisk form for lyrik, det her, uden metaforer, uden andet stiltræk end forsøget på at give de enkelte ord tyngde. Og også her fornemmer man et bestemt ideal, dette arbejde med at lade litteraturen være som en indtrængende mumlen. Ikke alt er helt tydeligt, men nogen vil sige dig noget som betyder noget. Det er det, denne stil vil sige, og den bliver kun nogle gange til manér.

Længsler

Noget lignende gør sig gældende hos Johanne Engel Aaen, hvis tekster ellers formelt står for sig selv – halvdelen er digte, halvdelen er vel en art abstrakt dramatik. Replikkerne knopskyder ligesom ud af hinanden uden at man egentlig er klar over, hvor mange eller hvem der taler – eller hvorfra de taler.

» – velkommen tilbage/ – du er ikke velkommen/ – du har fejlet/ – gylpen/ – gylpet/ – du har fejlet/ – den lille stribe på lagnet/ – du har fejlet/ – den lille stribe på lagnet som et bremsespor/- fra munden/ – du har fejlet/ – jeg mente det virkelig/ – men kroppen reagerer som den vil«

Er der en eller to, eller måske tre eller fire, eller måske et ligegyldigt antal mennesker dér? Men der er noget både smukt og typisk ved den sidste replik.

For også kroppen går som en rød tråd gennem dette års bidrag, kroppen som noget uregerligt og fremmed: som sædet for længsler, der kommer bag på en selv, som det, der pludselig kaster en ud i fødselsveer eller bare er der som en tung mødighed, mens man ser ud over dyrene på engen.

Kroppen og sætningen. Det er mindsteenheder, fundamentale størrelser. Man behøver jo ikke at blive hængende dér, heller ikke fordi man har gået på Forfatterskolen.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu