Læsetid: 2 min.

Komplet klaverhanløveg 3. 500

Enrico Pieranunzi konfirmerede med punch og gratie Montmartres nye Steinway
1. oktober 2012

Montmartre har nu haft sit nye Steinway-flygel så længe, at det via diverse stjernegæsters brug og vurdering er blevet klassificeret som et meget »europæisk instrument«, altså ét, som især yder retfærdighed til de jazzpianister, der i anslag og udtryk bærer rundt på en ballast fra den europæiske klassik.

Det forekom derfor helt indlysende, at Montmartre fejrede afslutningen af denne indkøringsperiode ned et tre dages gæstespil af den italienske pianist, Enrico Pieranunzi, måske – sammen med Jarrett – den, der kommer titelen »total pianist« nærmest. En klaverhanløve så komplet, at han også rummer hunløvens karakteristika i sig.

Og hvilken fryd blev de tre dage ikke. Vi fik netop – repertoire- som udtryksmæssigt – både han og hun, yin og yang, paradoksalt nok uden at der blev spillet egentlige ballader. Den side af temperamentet, hos os og ham selv, stimulerer Pieranunzi nu mest i form af en række egne stykker skrevet i typisk italiensk serenadestil: rytmisk på én gang insisterende og duvende, komplet sangbare og med naturligt udfordrende harmonik, der gør dem til gode improvisationsobjekter.

Pieranunzi indledte i torsdags solo med et par af disse stykker, efterfulgt af et par jazzstandarder, hvori han ændrede serenadebehandlingens venligt rolige opfindsomhed til noget modsat.

Nu var der ingen frase, der ikke kontrasterede voldsomt med den forrige, indfaldene væltede frem som hos en Martial Solal, og det heftige, nærmest løsslupne tog over, naturligvis stadig under fuld kontrol.

»Body and Soul« er sjældent blevet løftet så vidt som her, og sættet sluttede med endnu en påmindelse om den særlige blanding af punch og gratie på Pieranunzis palet: den spanskinspirerede »Horizontes Finales«.

Kolossal musikerskab

Efter pausen åbnede Pieranunzi nu spillet for sin partner, bassisten Jesper Lundgaard, der greb de mange muligheder for at spille i en permanent dialog med italieneren i stedet for hele tiden at skulle tage sine soli, efter at mesteren havde udpint temaerne, og rent symbiotisk blev samspillet fredag, da duoen blev til trio og trommeslageren Jonas Johansen lagde et knitrende bål under det hele.

Johansen kan spille maksimalt intenst uden at hæve sin volumen og kan være maksimalt loyal og alligevel styrende. Hans medvirken hævede også Lundgaards indsatser til det sublime, bl.a. i Miles Davis’ »Solar« og i Pieranunzis »Transitory Grace«, og aftenens hovedperson brugte Johansens potentiale til i lange medleyer at vise slægtskaber mellem en række temaer samt til rent frie passager, hvor der ikke var andet en trioens kolossale musikerskab, der bar.

At vi tempomæssigt sjældent befandt os under medium betød ingenting, for alt var båret af transparens, begavelse og et totalt genuint swing og rummede masser af åndehuller og gav plads for særprægede behandlinger af standards. Det kulminerede for denne iagttagers vedkommende med Pieranunzis åndeløst drilske intro til Al Dubin og Harry Warrens »Summer Night« kun baseret på dens første tre toner, og siden en afvikling af denne yndefulde vals i et meget raskt tempo, der godt nok fratog den dens ynde, men gjorde dens skelet med den mærkværdigt korte ’bro’ til sin egen fortælling.

Jazz bliver ikke meget bedre.

 

Enrico Pieranunzi, Jesper Lundgaard, Jonas Johansen, Montmartre torsdag-lørdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu