Læsetid: 4 min.

Læseren omkuld

Værdifuld. Lone Hørslevs voldsomme verbale gestik er lige ved at sprænge digtets rammer. Men de holder!
Humor. Selv i bogens mørkeste del, holder Lone Hørslev den humor, der gør hendes bog så værdifuld.

Humor. Selv i bogens mørkeste del, holder Lone Hørslev den humor, der gør hendes bog så værdifuld.

Søren Bidstrup

21. september 2012

Efter at have læst Lone Hørslevs nye digte tre gange, hver gang ude af stand til at sætte mit læsetempo ned, aner jeg stadig ikke, hvad de ’egentlig’ handler om. Eller jo, det ved jeg nu sådan set godt, for de kredser om modsætningen mellem orden og kaos og mellem tryghed og trods, om roen i lukkede rum og bevægelsen ud i de åbne. Digtene beskæftiger sig med kærlighed og politik, og med kærlighedens økonomi, hvor man som bekendt så let går fallit, som grækerne var lige ved at gøre. Digtene minder én om børn, der stiller store, enkle spørgsmål, på hvilke voksne prøver at svare. Digtene husker én på følelsen af at gå forbi en fyr, som sælger Hus Forbi og siger »Hav en god dag!« Og digtene har plads til det at sidde i et intercitytog og i det stille more sig over damen overfor, der har glemt at tage navneskiltet af (Hej Hanne Nysted, Nordea).

Men når det måske alligevel ikke er så vigtigt at vide, hvad disse syv sekvenser ’i grunden’ og på bunden handler om, er det fordi langt det vigtigste er at konstatere, at de fungerer forstået på den måde, at de suverænt vælter deres læser omkuld.

En rig, levende tekst

Det skyldes mest deres voldsomme verbale gestik, med brug af store bogstaver, altså VERSALER, og hældende, løbende typer, såkaldte kursiver. Det skyldes anførselstegn, der angiver afstand til udtryk, og spørgsmålstegn eller udråbstegn, der skal fremvise tvivl og affekt. Det skyldes digterens på én gang beregnende og henkastede brug af linjebrud og de derigennem fremkaldte skift mellem lange og meget korte vers. Og det hænger sammen med hendes bratte brud på den gode, ’pæne’ tone samt mange skjulte eller åbenlyse citater. Det kan være Aarestrup eller »Dansevise«, eller vores statsminister, der på tv siger: »Der KOMMER svære beslutninger ...«

Lone Hørslev skriver kort sagt en rig og levende, uforudsigelig tekst. Og derved fordobler og forskyder hun den spænding, der er hendes digtes tema, og som vedrører det at tage bestik af sine sociale og personlige livsbetingelser: Hun er lige ved at sprænge digtets ramme. Men det at rammen alligevel holder, udgør en art eksistensudsagn, og en overlevelsesstrategi.

Få styr på tapetet

Man kan standse op og tælle til ti. Man kan rydde op i sin bolig. »Det gælder om at redde sine stumper, det gælder / om at få styr på sit tapet«. Men samtidig gælder det om at lade virkeligheden få lov at slå ind og konstant holde sig i affekt. Holde drømmene lige i munden, som det hedder et sted.

Kompositorisk er bogen bygget op i syv sekvenser, der efter nr. 4 afbrydes af elleve tegninger. Tallet 11 går så igen i anden og fjerde del, de mest politisk-sociale, hvor tallet antyder noget og så noget mere, et overskud, en løbsk og løs ekstra betydning, et ’uroligt’ element som en bladsælgende hjemløs eller et væsen, som på samme tid er plante og dyr, eller blodet, der pibler frem på fingeren af det lyriske subjekt. Heroverfor står to korte serier på tre digte hver: den indledende med under-overskrifterne »La’os alle smile / La’os alle tælle / La’os alle vælge« og den afsluttende, opbygget over en togrejse mellem Valby og Vejle, samt to suiter med fem digte i hver, af identisk størrelse og kasseagtigt format. I den ene kobler Lone Hørslev direkte fra økonomi til seksualitet og lader den græske situation være en elsker, der blotter sin atletiske overkrop, tager dig på røven, tager dig på brysterne og løfter dig op og ind i din seng. I den anden prosadigtdel går det hele knap på lysteligt for sig; her følges på skift fem venner i kamp med magtesløshed og modløshed og mathed og sindssyge og træthed og en mulig død.

Bedre end et turpas

Selv her, i bogens mørkeste del, holder Lone Hørslev imidlertid den humor, der gør hendes bog så værdifuld. Og som bevirker, at den lader sig læse og højtlæse, uden at dens kraft slipper op. Digtsamlingen koster det samme som et turpas, hedder det i en indlagt sekvens med 43 one- eller two-linere. Men en bog skal heldigvis ikke flås af og smides ud, når aftenen er forbi.

Sidste gang Lone Hørslev fremlagde en sending digte – med Jeg ved ikke om den slags tanker er normale (2009) – var hun efter denne læsers mening i færd med at blive lige netop dét nummer for sløset og smart. Men med La’os har hun heldigvis genfundet den voldsomhed og den ømhed, som gjorde, at man straks lagde mærke til hendes energiske stemme i debuten 2001 med TAK og i Ærgerligt, ærgerligt to år efter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu