Læsetid 5 min.

Lysten er et fedt fix

Frihed er, når man ikke har mere at miste … Anne Lise Marstrand-Jørgensens nye roman giver 68-tidens seksuelle frigørelse en ordentlig tur med riven
28. september 2012

Sidst i 1960’erne blev det en frigørende og samfundsvenlig handling at dyrke sex med mange partnere og opløse sin familie. Hvorfor, er egentlig lidt af en gåde, for ofte blev frihedsidealerne brugt og misbrugt til alskens personlige formål. »Freedom’s just another word for nothing left to lose,« som Janis Joplin sang.

Netop denne del af vores nære fortid får en tur med riven i Anne Lise Marstrand-Jørgensens nye roman Hvad man ikke ved. »Sex er ikke Gud«, siger en ven til romanens hovedperson Eric, der i den hede sommer 1969 synes at tro, at et stort forbrug af kvinder og sex bringer ham i pagt med en stor og fager fremtid. Summer of Love!

Eric er navnebror til den sexglade og narcissistiske ældste bror Erik i Christian Kampmanns firebindsværk fra 1970’erne, som Hvad man ikke ved står i en vis gæld til. Dog var Kampmann ulige mere optimistisk på frigørelsens vegne. Dels fordi han så frigørelsen som led i en stor politisk bevægelse. Dels fordi han afsluttede sin fortælling om familien Gregersen før fattigfirsere og højredrejning demonstrerede, at utopien ikke voksede ind i himlen.

Skønt Anne Lise Marstrand-Jørgensen er loyal over for sine personer, er der ikke tvivl om hendes synsvinkel: Lysten var et fedt fix for nogen. Men for mange andre, f.eks. børnene, blev frigørelsen et mellemspil uden andre perspektiver end de voksnes sædvanlige roderi.

Bånd er som blodårer

Eric er gift med sygeplejersken Alice, som han har tre børn med: Marie-Louise, Flora (hovedperson i bogens sidste del) og lillebror Martin. Som de fleste jævnaldrende kvinder er Alice dog hjemmegående, mens Eric forsørger familien som økonom i et revisionsfirma. Men Erics drømme går videre, i praksis udtrykt ved stor seksuel appetit på andre kvinder og fascination af den barfodede seksuelle frigørelse, han møder i vennen Sufis (tidl. Pauls) kollektiv. Ustandselig stikler han til Alice for at få hende med på et åbent ægteskab, og en juledag får han endelig has på hendes modstand:

»Det var ikke fordi, han ønskede at knække hendes vilje, han var blot overbevist om, at det ville komme dem begge til gavn at se på tingene med nye øjne. Ægtepar mistede gejsten alle vegne, hans idé var ikke kun født af lyst, men også næret af et oprigtigt ønske om, at fremtiden skulle blive anderledes og bedre for ham og Alice end for så mange andre.«

Som konsekvens bruger de begge fritiden dels i sexklubber, dels på løse affærer. Alice accepterer Erics argumenter: »Alle de bånd, mennesker binder hinanden med forhindrer os i at udvikle os og trække vejret frit.« Men hun tænker også sit: »Hvad hvis de bånd er ligesom blodårer, hvad nu, hvis det er dem der holder os i live og giver os næring?«

Hun vælger at følge sin mand, som hun elsker, selv om hun gennemskuer ham: »du vil ikke kun have din vilje, du vil også have min.«

Selv vil Alice helst have ro og fred med Eric og børnene. En dag, da Flora kommer til skade, mens Alice ikke er til at få fat i – hun ligger skæv og sløj på et hotelværelse med en mand – knækker filmen. Alice træffer en drastisk beslutning, der for altid ændrer familiens liv.

Frigjorte uden fortid

Anne Lise Marstrand-Jørgensen lægger et klart fokus i sin beskrivelse af en hel generation af middelklassefamilier uden fortid og uden rammer. Kulissen er den fiktive forstad Vase udenfor storbyen Rossel, der kan minde om Risskov ved Århus.

Bogen er inddelt i tre tidsperioder: Del 1 omfatter sommeren 1969. Del 2 omfatter 1969-74, mens del 3 beskriver 1973-74 set fra især datteren Floras synspunkt.

Eric og Alice deler identiteten som tilflyttere med næsten alle andre forstadens beboere. De er frigjorte, moderne og flinke mennesker uden fortid eller familie. Politik optræder kun i fjernsynets spredte glimt.

Bogens første højdepunkt er Alices langstrakte sammenbrud, beskrevet med den minutiøse sanselighed, som Anne Lise Marstrand-Jørgensen mestrer. At dyrke sex med alle mulige tvinger Alices bevidsthed ud i et ingenmandsland: »det der skete med hendes krop havde ikke længere noget med hende at gøre.« Ved at fornægte sine egne behov ender hun i et univers af angst, som hun ikke tør betro Eric.

Ironisk nok gør Alices beslutning en ende på Erics erotiske eskapader og tvinger ham til at træde i karakter som far. Titlens Hvad man ikke ved handler ikke kun om de løgne, der organiserer livet, men også om fremtiden. Hvem af os ved, om den sag vi kæmper for, er vores anstrengelser værd?

Det er en fængslende, stor bog, der i sin idé om at ofre selvet for sagen knytter an til forfatterens fascinerende tobindsværk om middelalderfilosoffen og -komponisten Hildegard. Anne Lise Marstrand-Jørgensen har en fabelagtig evne til at kalde indre universer til live. I Hildegard var det så eksotiske mentale landskaber som religiøse syner. Her får både Erics lystunivers og Alices fremmedhed forfatterens følelsesmæssige opbakning. Vi tror på, at Eric selv tror på sit kærlighedsbudskab, selv om han nok lyver for sig selv.

Klaustrofobisk

Reelt var Hildegards driftige klosterverden dog langt mere samtidsbevidst og socialt konstruktiv end miljøet i det lukkede Vase. Her synes intet at optage disse mennesker ud over deres eget private liv, og hverken politik eller økonomi siver ind gennem parcelhusvinduerne.

Dermed kommer romanen også til at dele sine hovedpersoners problem, isolationen, og bliver mere klaustrofobisk og ahistorisk end den behøvede. Tilmed gør den Erics fantasier om at være en del af noget større ganske meningsløs. Hvad skulle det dog være for en indre storhed, han ser for sig, når han hører rockmusik i hovedtelefonerne?Forklaringen er nok, at frigørelsen især forstås ved dens konsekvenser for børnene, der fik familieopløsningen serveret som vilkår. Det bliver tydeligt i bogens andet højdepunkt, de sidste 100 siders intense beskrivelse af den begavede, ensomme Flora, der har fantasihunden Tutku som sin eneste fortrolige. Alligevel tegner fremtiden lyst. For Floras generation af piger og kvinder var fri abort, prævention og kvindesammenhold umistelige fremskridt, og læsere kan roligt se frem til anden del af hendes fortælling.Mange peger i denne tid fingre af ’68. Anne Lise Marstrand-Jørgensens roman viser, at de fejl, folk begik i frihedens navn, næppe var værre eller bedre end ufrihedens ofre. Blot løj folk måske bare mere, både for sig selv og hinanden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu