Læsetid: 4 min.

Medieelitens genkomst

Aron Sorkin har lavet en ny serie om en storhedstid, der aldrig var. Det er fascinerede og ganske afskyeligt
Nyhedsredaktionen. Den underliggende og afgørende præmis for The Newsroom: Alle andre er nogle idioter. Enten fordi de ikke har set lyset – eller fordi de har set lyset og alligevel har vendt sig mod mørket.

Nyhedsredaktionen. Den underliggende og afgørende præmis for The Newsroom: Alle andre er nogle idioter. Enten fordi de ikke har set lyset – eller fordi de har set lyset og alligevel har vendt sig mod mørket.

C Moore

13. september 2012

Det er ikke så svært at skille skidt fra kanel, som man skulle tro. Det er ikke så svært at afgøre, hvem der har ret, og det er ikke så svært at fælde moralske domme. Det kræver blot, at man melder sig ud af idioternes rotteræs og siger sandheden. 

Som Mackenzie McHale, en af hovedpersonerne i Aron Sorkins nye tv-serie, poetisk ophidset beskriver visionen for et oplysningsprojekt, der ikke er underlagt massernes behov for underholdning og mediechefernes krav om seertal : »Vi vil genoprette den fjerde statsmagt, vi vil gøre journalistik til et hæderligt fag, vi vil skabe en nyhedsudsendelse, der oplyser en debat, der er en stor nation værdig. Det vil være enden på mundhuggeri, sladder og voyeurisme. Vi vil tale sandhed til dumhed.«

Det er så oplagt og så nemt, at det kan undre, at alle andre ikke gør det samme. Men det er der faktisk en forklaring på – og det er den underliggende og afgørende præmis for The Newsroom: Alle andre er nogle idioter. Enten fordi de ikke har set lyset – eller fordi de har set lyset og alligevel har vendt sig mod mørket. Det er store ord at tage i munden om mennesker, der står bag en nyhedsudsendelse. Men som de, der kan huske The West Wing, ved, taler Aron Sorkin ikke. Han prædiker som præsten igen og igen.

Antidialogen

The Newsroom gør for journalistikken, hvad The West Wing gjorde for politikken: Skaber et idealiseret billede af en tid, der aldrig var. Tænk blot på præsident Bartlets ord-onani. Drømmepræsidenten kunne ikke åbne munden, uden at der væltede en afhandling ud om det athenske demokrati og Aristoteles’ kritik af samme.

Folkene omkring ham i Det Hvide Hus var så begavede, at dialogen mindede om en teateropsætning af The New Yorker, hvor velfomulerede klummer fløj gennem rummet som replikker.

Will McAvoy er en populær, men doven nyhedsvært, der gør sig umage for at ikke at genere nogen og nyde tilværelsen med de næsthøjeste  seertal i USA. Han bliver sammenlignet med den hyggelige og ufarlige  talkshow-vært Jay Leno –  indtil han en dag vågner op til dåd, inspireret af sin ekskæreste, krigsjournalisten Mackenzie McHale, og nyhedsdirektøren Charlie Skinner, den gamle kloge mand med butterfly. De beslutter sig for at genopfinde journalistikken og skabe en nyhedsudsendelse dedikeret til oplysning. Seertal skal ikke længere afgøre, hvad der kommer i fjernsynet, det skal derimod en vurdering af, hvad der er væsentligt, og hvad der er uvæsenligt for den amerikanske offentlighed. Will McAvoy spørger retorisk sine seere: »Hvem er vi, der skal træffe den beslutning?« og svarer straks selv:»Vi er medieeliten.«

Forbilledet er en svunden tid, hvor autoriteter talte uimodsagt. Den kloge gamle mand, Charlie Skinner formulerer drømmen: »Murrow havde en holdning, og så var det slut med McCarthy. Cronkite havde en holdning, og så var det slut med Vietnam.« Det er henvisninger til to af de mest celebrerede nyhedsværter i amerikansk mediehistorie, Walter Cronkite og Edward Murrow, og selv om det er sandt, at det gav genlyd, da Cronkite i 1968 kritiserede Vietnamkrigen, var det altså først i 1975, at krigen sluttede. 

De andres autoritet

McAvoy er et fantastisk talerør for Sorkins selvtilfredse overbevisninger. Det understreges igen og igen, at McAvoy er republikaner, hvorefter han på vegne af Sorkin går i krig med alt republikansk – Tea party-bevægelsen, Sarah Palin, flertallet i kongressen. Det er lidt, ligesom dengang Birthe Rønn Hornbech var venstrefløjens darling: En, der talte venstrefløjens sag med højrefløjens autoritet. Bedre bliver det ikke end en, der taler sine egne midt imod. 

Et klassisk eksempel blandt mange af Will McAvoys kommentarer til Tea party-bevægelsens politiske udmeldinger:  »At afskaffe minimumslønnen ville skabe job. Ved I hvad, der også ville skabe job? Slaveri.« Det burde – mener Sorkin – gøre rigtigt ondt på anstændige republikanere. Ikke mindst – mener Sorkin – når det kommer fra hans egen drømmerepublikaner: en demokrat. 

The Newsroom er bygget op om virkelige begivenheder, og den fiktive nyhedsredaktion kæmper således med alle de journalistiske og etiske overvejelser omkring dækningen af virkelige konflikter: olieudslippet i den mexicanske golf, drabet på Osama bin Laden, Koch-brødrenes finansiering af Tea party-bevægelsen. Det lyder besnærende og nyt, men ender blot som endnu et selvtilfredst greb: Et utroligt klarsyn, når det kommer til, hvad andre burde have gjort. 

For de frelste

Første sæson af The Newsroom er ikke lige så velfungerende, som The West Wing blev undervejs. Sorkin vil både prædike og underholde, og det river serien midt over. Den skifter på sekunder fra højspændt drama til lavkomik.

Det er svært ikke at kigge fascineret med, når en mand så overbevist skildrer et kulturtab. Men den egentligt idioti er Sorkins egen: At flere tv-nyheder skulle være svaret på en krise i den demokratiske offentlighed. Sorkin insisterer på en svunden autoritet, der aldrig har eksisteret, og Will McAvoy ligner hverken Cronkite eller Murrow (eller Georg Metz, da han talte fra statsradiofoniens prædikestol). Der er langt flere stemmer i medierne i dag end for 50 år siden – og det uanset hvor meget Sorkin insisterer på at genoprette en tabt orden ved at lade en stemme tale højere og klarere end alle andre. Will McAvoy er ikke en Walter Cronkite, der taler til nationen, men en umorsom Jon Stewart, der taler til de frelste.

The Newsroom. Første sæson har netop været vist på HBO i USA og kan nu ses herhjemme søndag aften klokken 20.00 på C More Series.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Svenningsen

Jeg har set den. Den fik aldrig rigtig fat i mig på trods af den meget ros, serien har fået.

Vibeke Rasmussen

"… en umorsom Jon Stewart, der taler til de frelste."

Og det – 'preaching to the choir' – kan jo være slemt nok at være vidne til, selv når det er morsomt.

Her havde jeg ellers, uden at kende noget til serien overhovedet, glædet mig til at se den, fordi Jeff Daniels spiller hovedfiguren. Han, Daniels, er ofte glimrende i roller, hvor han spiller en person, som man aldrig rigtig kan bestemme sig for, om man skal hade, elske, beundre eller ynke, hvilket jeg, som tilskuer, finder utroligt spændende og udfordrende. Noget kunne tyde på at rollen her er mere entydig? Ærgerligt, hvis det viser sig at være tilfældet.

det kan altsammen være rigtigt nok, men hvordan vil du have man skal begynde at tale rom imod?
Det er fuldstændig sandt at den fortid mcavoy beskriver aldrig har fandtes, men det er ulige meget nemmere at få det til at glide ned at america is not the greatest country anymore end at det aldrig har været det. Serien er også et vigtigt hug efter teaparty'erne, og generelt efter de republikanere som snakker alt for højt om værdier, men hele tiden gør det stik modsatte af hvad de giver lipservice til.
kunne måske osse passe godt til den danske regering som blev valgt ind for at gøre en enden på neoliberal politik, men glorværdigt har videreført den.