Læsetid: 3 min.

Messias går til operaen

Den kongelige Operas dramatisering af Händels ’Messias’ fristes af scenisk geskæftighed på et svingende sangligt niveau. Lyspunktet er ubetinget Concerto Copenhagen
18. september 2012

Händels oratorium Messias er grumme mange ting. Det eksisterer i flere indbyrdes modstridende versioner fra Händels side, og gennem tiden har værkets opførelsespraksis ændret sig dramatisk. Meget er prøvet, musikken er usædvanlig slidstærk, og den rammer tilsyneladende os alle på tusind forskellige måder. Messias er således også en kollektiv menneskelig erfaring, summen af det astronomiske antal opførelser på kloden siden den første opførelse i Dublin i 1742.

Derfor er det ikke nogen dårlig idé at gå skridtet videre, som Den Kgl. Opera har gjort, og forsøge at visualisere librettoens lange række af religiøst åndelige betragtninger, som udtrykker en vis form for udvikling: profetien om Messias’ komme, hans fødsel, lidelseshistorie, genopstandelse og betydning for menneskeheden. Den australske iscenesætter David Freeman og hans team har ganske naturligt valgt at gøre koret til hovedpersonen, konkretiseret som en snes flygtninge i en krigshærget, muligvis mellemøstlig location. Sangsolisterne bliver en del af gruppen, skuespillere får lejlighedsvis stumme roller som Jesus, Maria og Judas, og billedprojektioner m.m. forstærker katastrofeevents som Golgata og dommedag.

Hver enkelt medvirkende har angiveligt fået ansvar for at udvikle sin specifikke karakter, og på den måde er koret blevet et langt mere individualiseret korpus, end når man eksempelvis møder det i Verdis og Wagners operaer.

Djævelen havde imidlertid lokket med fristelser, som kan være svære at modstå, når scenen befolkes af flere end 30 individualister. Alt for tit blev de mange sceniske parallelspor overgjort ganske betragteligt, og ikke sjældent overskred det irritationstærsklen.

Spyt og pisk

Det kunne være svært at se nødvendigheden i at tærske så megen langhalm på mængdens spyttende og piskende mishandling af Jesus, også fordi voldens bevægelser er umådeligt vanskelige at gøre troværdige på en teaterscene.

Hele denne geskæftighed var heller ikke befordrende for præcision og samhørighed i et livligt kor som »And he shall purify«. Operakorsangere er normalt ikke trænede i den lette barokstil, deres boldgader ligger andre steder, men man kunne nu godt høre, at der var arbejdet med at dæmpe klangvolumenen og give linjerne vinger. Det virkede særdeles godt i de kor, hvor sangerne i samlet flok gjorde front mod dirigenten. Halleluja-koret lød på den måde som noget helt nyt, sunget svagere end vanligt, tæt og spændstigt, så jublen mere var henvendt til den enkeltes indre verden, end den skulle brøles ud over hustagene.

Forestillingens dynamo var som forventet Concerto Copenhagen under Lars Ulrik Mortensen i orkestergraven. Deres Messias steg til vejrs i en usædvanlig fascinerende udforskning af retorisk ekspressivitet, som man aldrig har hørt i dette værk herhjemme. Fylde uden tyngde, sprintende tempi i nær optimal balance, langsomme tempi i betagende introspektion, hårrejsende klangeffekter og igen og igen en pulserende blotlæggelse af Händels rige melodiske fantasi. Det var sublimt, og det kunne små uheld på den svære baroktrompet ikke ændre på. Dette niveau måtte nødvendigvis være retningsgivende for, hvordan denne Messias skulle opføres, og det var ikke nemt at matche for solisterne, som tilmed havde travlt med at spille diverse opfundne roller.

Alten Elisabeth Jansson gjorde størst indtryk i den elektrificerende »But who may abide the Day of his Coming«, mens bassen Florian Plock skuffede mest på grund af utilstrækkelig teknik og klangkvalitet. Og selv om man gerne ville følge ideen om, at der kommer en helt ny(født) sanger på scenen i genopstandelsesdelen, så var den unge sopran fra Sankt Annæ Pigekor for ufærdig til at honorere de himmelhøje krav til stabil vejrtrækning og åndelig styrke, som arien »I know that my Redeemer liveth« stiller til selv en Elisabeth Schwarzkopf.

Svingende

Men spørgsmålet er nu til syvende og sidst, hvem denne dramatiserede Messias egentlig henvender sig til. Kun i glimt lyste forestillingen op i originale scenografiske sekvenser, det sanglige niveau var svingende, mens orkesterledsagelsen godt nok ramte plet. Hvad denne anmelder savnede allermest var antydningens kunst og i særlig grad den spirituelle mystik, som sandt for dyden er en vigtig dimension i historien.

 

 

 

Händel: ’Messias’. Det Kgl. Operakor. Concerto Copenhagen. Dirigent: Lars Ulrik Mortensen. Iscenesættelse: David Freeman. Gamle Scene 14. september. Spiller frem til 30. september

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu