Monsterfiasko

Nej, der væltede ikke flere vægge under premieren på Lulu i Skuespilhuset. Til gengæld satte scenografien sig fast i første akt. En enorm kulisse med gulv og tre vægge og loft skulle skubbes bagud, men hele molevitten hægtede sig pludselig fast i kongesiden, og så dinglede alt faretruende ud mod teatersalen.

Den debuterende Danica Curcic knælede ned i undertøj, og Henning Jensen stod i seler og nøgen overkrop. Så blev der stille. Skuespillerne gik ud af scenen, og ind kom scenemesteren iført jeans og kække bemærkninger.

Skuespilchefen og teaterchefen var som sunket i scenegulvet. Minutterne tikkede.

Min sidemand var åbenbart teaterdebutant. »Går det tit sådan her,« spurgte han.

Nej, det gør det sådan set ikke. Undervejs blev et smukt silkefortæppe trukket for. Det var gennemsigtigt, og teknikernes larm gik fint igennem.

»Hvorfor bruger de ikke jerntæppet,« spurgte folk nervøst.

Mod og liderlighed

Nogle af os havde nået at læse Det Kongelige Teaters pressemeddelelse, der blev udsendt få timer før premieren. Her stod, at de ulyksalige vægge, der under prøverne var faldet ned over Søren Sætter-Lassen og så rædsomt havde brækket hans ben og fire af hans ryghvirvler, nu var helt fjernet fra scenografien.

Men der stod også et påbud om, at teatret skal sikre ’tilstrækkelig instruktion, så arbejdet kan udføres sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt.’ I hvert fald inden den 1. januar.

Forestillingen gik omsider i gang igen. Men liderligheden på scenen forsvandt.

Andenakten var endeløs. Blodet klistrede i dødsscenen. To små fremkaldelser af skuespillerne uden blomster. Og så hastede publikum ud i garderoben og hviskede om fiasko.

Det var så synd alt sammen. Ikke mindst fordi Katrine Wiedemanns iscenesættelse virkelig afslørede stærke tolkningspointer af Wedekinds 100 år gamle traffickinghistorie.

Lækker Lulu

Hun havde fået en overbevisende kropslig stilisering frem i den rå historie om barneluderen Lulu – og Christian Friedländers scenografi forsøgte flot at vise, hvordan Lulus verden splintrede omkring hende. Udtrykket var bare unødvendigt bombastisk.

Men Lulu? Hun var da vidunderlig. Den purunge Danica Curcic havde netop den råhed og den naturlige seksuelle udstråling, som hele Lulu-historien bæres af; desuden kunne hun tale og onanere samtidig …

Stærkest virkede hun sammen med Jens Albinus, der mesterligt lod al sit begær sidde i inderlårene, så han konstant vaklede rundt med krydsede rysteben, der tvang ham op ad væggene af lutter liderlighed.

Albinus har guldnøglen til Wiedemanns teatralisering, og han virker som en magnet på publikum. Man ser ikke andre. Undtagen lige når Henning Jensen vakler ind som den gamle gøgler, der nok forstår at slå penge af en pigekrop.

Jensens fysiske udtryk kommer fra den realistiske skuespillertradition, så her er ingen stilisering. Til gengæld er der en forstørret realisme, der gør ondt. For Jensen bare står og stirrer – og kræver. Og så ætses tilskuerblikket.

Bange for blod

Men uheld eller ej, så slap det manipulerende greb fra førsteakten desværre op undervejs. Frygten hos Lulu blev postuleret. Og selv om Henrik Koefoed var en fin stand-in for Søren Sætter-Lassen, så blev slutningen med Jack the Ripper decideret klumpet; monstergyset under Lulu på Aarhus Teater i Søren Iversens iscenesættelse og Steffen Aarfings scenografi for fem år siden var i hvert fald heftigere.

Så hvad kan man konkludere? Måske at man ikke skal gennemføre en teaterpremiere, når man har mistet lysten.

’Lulu – en monstertragedie’. Tekst: Frank Wedekind. Oversættelse: Peter Dupont Weiss. Bearbejdelse: Katrine Wiedemann og Solveig Gade. Iscenesættelse: Katrine Wiedemann. Scenografi: Christian Friedländer. Lys: Åsa Frankenberg. Skuespilhuset, Store Scene. Til 26. november. www.kglteater.dk