Et halvt år efter at norske Merethe Lindstrøm (født i Bergen 1963, debut 1983) modtog Nordisk Råds Litteraturpris for Dager i stillhetens historie, foreligger romanen på dansk.
Det er på samme tid et forstemmende og et opløftende gensyn. Forstemt bliver man som læser, fordi bogens ægteskabs- og alderdomsskildring er så bundhamrende trist, men opløftet føler man sig, fordi teksten midt i sin smertefuldhed fremtræder så helstøbt og smuk.
Eva, en pensioneret gymnasielektor i Bergen, og hendes ti år ældre mand, lægen Simon, taler næsten ikke mere sammen. På handlingens nutidsplan kører hun ham som efter fast skema ned til et dagcenter for ældre, eller hun henter ham de steder i byen, hvor demensen har ført ham hen. Deres tre voksne døtre cirkulerer ude i periferien, særlig den yngste, som ikke fatter årsagerne til deres knugende tavshed, titlens stilhed, der handler om meget, meget mere end lige det at blive gammel og føle sig træt og tom.
Permanent tavshed
Traumerne er især to og samler sig om det, Eva og Simon aldrig har fået fortalt. Hun på sin side fik, da hun var blot sytten-atten år og endnu ikke havde mødt Simon, en dreng, som hun lod bortadoptere, og Simon, som er jøde, tilbragte under Holocaust en lang periode i skjul, under jorden. Dengang lærte han at være stille, nu er han draget langt ind i sig selv og stilheden blevet en livsform for begge. Hvad den dækker over, er nok så sammensat. Undvigelse, angst, misforstået omsorgsfuldhed, fornægtelse, afmægtig protest samt skyld og skam udgør blot nogle af ingredienserne i parrets psykologiske suppedas.
Eva, der nu ellers ikke opfatter sig som troende, går af og til hen til en kirke i nærheden og betragter på kirkegården de grønne, bladrige træer, der ser ud, som om de skjuler indgangen til et hus. Og nøjagtig sådan er hendes liv, lige indtil alt det, der var skjult og fortrængt til baggrunden, med romanens eget udtryk »tager hævn« og vender tilbage til billedets forgrund.
Forandringen katalyseres frem af en lettisk hushjælp, som ægteparret gradvis lukker ind i deres liv, men som pludselig skuffer og skræmmer dem ved uden forudgående varsel at slippe alle klicheerne ud om jøderne, der er sådan og sådan, alle de slidte fraser, hele det dér opbrugte, banale sprog. Klart nok må efter dette Marija lægges på is, men netop på grund af deres forudgående og efterfølgende bastante fortielser bliver smerten alligevel permanent. Og Eva og Simon får slet ikke talt om det rigtige og yderst berettigede i, hvad letten forsøgte at sige til dem: at de lever ude på overfladen af livet og ikke alene fortier, men aktivt fornægter smerterne, hvorved de berøver eksistensen dens dybdedimension.
Over for deres egne tre døtre, ja, over for hele deres eget liv, står de som skuespillere, der er nået til det punkt i stykket, hvor der ikke findes nogen instruktion eller mulighed for improvisation, og hvor det eneste, der står tilbage, er at beslutte, hvordan forestillingen skal ende.
Mørke og lys
Hvorvidt romanen selv munder ud i mørke eller i håb, er der ingen grund til at udlægge her. Men selv om den slutter relativ åbent, bliver det dog dens implicitte budskab, at for den, der vedkender sig behovet for tro og trøst, åbner der sig en sprække af lys. Når værket overbeviser, beror det på, at Merethe Lindstrøm konsekvent lader Eva fortælle med en tillukket knaphed, som nøjagtigt svarer til bogens knugende følelsesindhold.
Personlig havde jeg håbet, at Nordisk Råds Litteraturpris ville tilfalde Vibeke Grønfeldt for Livliner, det sidste bind af fire i romanserien om Agate, og jeg har en lumsk mistanke om, at forklaringen på komiteens valg har fem bogstaver, som er navnet på en ø, eller tyve, navnet på en person, der nu skal sidde lang tid i fængsel. Ikke desto mindre fortjener Merethe Lindstrøm immervæk sin pris.
