Læsetid: 2 min.

Panorering med close-up

Sansemættet. Eva Tinds tredje bog minder mest om en debutroman, men også en meget sikker af slagsen – stramt komponeret og med massevis af smukke passager
Eva Tind. Født i 1974 i Pusan, Korea. I 2010 modtog hun  Klaus Rifbjergs Debutantpris af Det Danske Akademi, nu er hun aktuel med romanen ’Rosenvej’.

Eva Tind. Født i 1974 i Pusan, Korea. I 2010 modtog hun Klaus Rifbjergs Debutantpris af Det Danske Akademi, nu er hun aktuel med romanen ’Rosenvej’.

Kajsa Gullberg

7. september 2012

Eva Tinds to hidtidige digtsamlinger var vel en form for konceptuel lyrik, de kredsede med drilske remser og lister og funden tekst om at være født i Korea, adopteret til Danmark og opvokset i Østjylland. Så man spørger uvilkårligt sig selv, om der mon ligger en konceptuel gestus i hendes nye bog, Rosenvej, en delvist selvbiografisk og ret indfølt lille opvækstroman. Betyder det noget, at den slet ikke berører adoption? At den handler om at flyde sammen med det landskab og de mennesker, man er vokset op med? Om altings forbundethed?

Men hvad skulle den gestus dog betyde? Læst for sig selv er Rosenvej en velskrevet, skarpt komponeret og meget lidt eksperimenterende bog. Indfølte beskrivelser i et sanset, detaljenært sprog, en spinkel handling – egentlig kun et sæt af anekdoter og erindringsbilleder – og et langsomt glid fra barndommens til den unge voksnes tid. Den slags fylder bogen.

En styrende konflikt er der ikke, ikke at det gør noget. Men det ligner altså opskriften på en meget typisk debutroman, forfatterens første skud i bøssen.

Til gengæld er Rosenvej så virkelig godt skrevet. Eva Tinds sætninger panorerer ligesom rundt fra ting til ting og fra øjeblik til øjeblik i evig close-up, hele tiden ved at fortabe sig i ophobningen af konkrete detaljer. På de første sider blander indre og ydre og realplan og billeder sig med hinanden på en måde, der både er forvirrende og lidt af en kliché. Sådan sanser det helt lille barn jo sin verden, ikke sandt?

Sikker prosa

Siden kommer passage efter passage med imponerende sikker prosa:

»Det er weekend, men jeg skal tidligt op. Min mor tager på arbejde på De Gamles Hjem. Hun bager morgenbrød til de gamle, koger havregrød, øllegrød, æg. Det pusler i havens hjørner. Fuglenes lyde, dyrene rasler i buske, fyrretræer, birketræer, den store blodbøg, blade og mønter, der klirrer i et glas. Jeg stiller en bod op ved vejen. Jeg sælger nips og ting fra vindueskarmene i stuen, Caroxin-tyggegummi, smølfer og saft.«

Der er mange glidende bevægelser og meget natur i Rosenvej, det er som om bogens navnløse fortæller glider gennem sin egen barndom inden i en let fortryllet sæbeboble. Også på den måde minder Rosenvej en del om Josefine Klougarts debutroman Stigninger og fald. Det er det samme ideal om et sansemættet, naturlyrisk sprog, det samme, nærmest handlingsløse fokus på opvæksten og de nære bånd. De fortæller om parallelle opvækster i den jyske provins. Men Eva Tind skriver mere koncentreret og komponerer strammere, mere sikkert.

Og så er hendes barndomsbilleder også vildere, mere rå i det. Rosenvej er nemlig også erindringer om dødsfald og sære barnelege, psykisk sygdom og særlinge i landsbyens parcelhuskvarter. Den slags fortrænges ikke, men er ligesom til stede i tekstens øjenkrog. Det er der som et vilkår, som noget selvfølgeligt, noget man ikke behøver at udpensle. Det bliver ikke glemt, men bogens fokus ligger et andet sted.

Også det er en kvalitet. Rosenvej er en lille bog, den ikke gør meget væsen ud af sig, men den er faktisk ret god.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu