Læsetid: 3 min.

Med Rushdie på farten

Salman Rushdie beretter ærligt og detaljeret om flugt og forståelse i kølvandet på fatwaen i 1989. Det underholdende resultatet er båret af perfekte karaktermord, private betroelser og litterær sladder
Karaktermord. Undervejs i erindringerne begår Rushdie lystige karaktermord på sin anden kone, forfatterinden Marianne Wiggins, og forfatterkolleger som Germaine Greer, John Berger og John le Carré.

Karaktermord. Undervejs i erindringerne begår Rushdie lystige karaktermord på sin anden kone, forfatterinden Marianne Wiggins, og forfatterkolleger som Germaine Greer, John Berger og John le Carré.

Sigrid Nygaard

28. september 2012

Da en religiøs iransk leder forrige uge hævede dusøren for at slå Salman Rushdie ihjel med en halv million dollars – så den nu lyder på 3,3 millioner dollars – trak den britiske forfatter blot på skuldrene.

»Jeg føler ingen trang til at forstørre dette grimme forsøg på at skabe overskrifter ved at kommentere det,« udtalte han via sin amerikanske forlægger.

Den slags trusler har Salman Rushdie (f. 1947) levet med, lige siden ayatollah Khomeini nedkaldte en fatwa over ham i februar 1989. Årsagen hertil var som bekendt De sataniske vers, en roman mange fundamentalistiske muslimer til forfatterens overraskelse opfattede som en hån mod islam.

»Første gang han blev beskyldt for at være krænkende, blev han oprigtigt forvirret. Han mente, at han havde forholdt sig kunstnerisk til fænomenet åbenbaring; han havde naturligvis forholdt sig til det ud fra en ikketroendes synspunkt, men han havde ikke desto mindre forholdt sig lødigt til det. Hvordan kunne det betragtes som krænkende,« som Rushdie udtrykker det i Joseph Anton, hans netop udkomne erindringer, der primært handler om tiden, hvor mange foranlediget af fatwaen forsøgte at finde svar på nævnte spørgsmål.

Kurs mod det ukendte

I samme takt ’forsvandt’ Rushdie selv på avisernes forsider, som hans ven og kollega Martin Amis har udtrykt det, og forvandlede sig hastigt til den berømte forfatter, folk hellere talte om end læste.

Ja, allerhelst ville de spise middag, optræde, lave musik eller feste med ham, som da han under et cocktailparty i the Playboy Mansion i Los Angeles bliver introduceret for Årets Playmate, der undskylder, at hun ikke har læst hans bog. Eller da bassisten i Blur efter en flaske absint får en »fucking god idé«, nemlig at Rushdie skriver musikken, og han teksten til en melodi (»Samarbejdet med Blur blev aldrig til noget«).

Det ville jo alt sammen være rigtig morsomt, hvis ikke det var så alvorligt, og det samme kan siges om Joseph Anton. Titlen refererer til Joseph Conrads og Anton Tjekovs fornavn (det var også Rushdies dæknavn, mens han levede under jorden), og erindringerne er fortalt i tredjeperson. Allerede indledningsvis er vi altså advaret om, at fortællingen har kurs mod det ukendte (Conrad) og det tabte (Tjekov), og skulle nogen føle sig stødt undervejs, har forfatteren garderet sig med en vis formel distance fra genrens sædvanlige »jeg« (bortset fra nederst side 393, hvilket måske er en smutter?).

Og der er fart på. Joseph Anton flyver derudad i et hæsblæsende anslag, hvor vi kommer fra Bill Clinton i Det Hvide Hus til koncert med U2 i Earl’s Court; fra et møde med Václav Havel i Prag til en gåtur på Strøget med Johannes Riis og fra en Yankees-kamp i New York med Don DeLillo til et hemmeligt møde med en række indflydelsesrige muslimer på en politistation i Londons Paddington-kvarter. Der er også tid til taler, oplæsninger og prismodtagelser, og det hele afvikles i små afsnit, der sjældent lader læseren fordøje Rushdies smerte og frustration, men til gengæld tegner et billede af en mand på flugt fra religiøse fundamentalister og på jagt efter nogen, der forstår ham.

Politiske intriger

Det er langtfra alle, der gør det, og undervejs i erindringerne begår Rushdie lystige karaktermord på blandt andre sin anden kone, forfatterinden Marianne Wiggins, samt på forfatterkolleger som Germaine Greer, John Berger og ikke mindst John le Carré.

Andre steder er kritikken mere subtil, som da han møder Graham Greene i Londons Reform Club. Hjerteligt beder Greene Rushdie fortælle, hvordan han har båret sig ad »med at lave så meget ballade«.

»Han satte sig ved siden af den store mand og fortalte ham så meget, han kunne, og Greene lyttede opmærksomt, hvorefter han, uden på nogen måde at kommentere, hvad han lige havde hørt, klappede i hænderne og råbte: ’Udmærket. Frokost.’« Vi møder også vennerne, der beskyttede ham gennem alle årene, forlæggerne, der stolede på ham, faren, der drak sig halvt ihjel, og såmænd også William Styron, der tager imod på sin terrasse uden underbukser på og med genitalierne dinglede i det fri. Vi hører om utroskaber, skænderier, politiske intriger, svigt og svireture.

Det er for så vidt lige ved at være for meget, for detaljeret og for omfangsrigt, men på den anden side skulle man skamme sig, hvis man ikke lod Salman Rushdie tale ud efter alt det, han har været igennem.

For så vidt er Joseph Anton trods alt endt som et bind ærlige memoirer, der underholder med sin litterære sladder, chokerer med sin intimitet og vigtigst af alt er umulig at komme udenom, fordi de handler om forfatteren bag vor tids måske vigtigste roman.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er fantastisk at Rusdie har holdt fanen højt trods så massiv modgang og med dødstrusler stort set gennem alle disse år !

YOU ARE MY HERO RUSDIE !

Det er en skændsel at der mange steder i den muslimske verden KUN er plads til muslimernes vurdering af "sandheden" også når man taler om historien, hvor ingen i nutiden reelt set kan bevise ret meget....og tro kan aldrig være et argument.

Og da Rusidie skrev sin poetiske fortælling "de Sataniske vers" så gjorde han det jo ikke med det formål at provokere den muslmske verden.... Men mange islamister bliver jo provokerede bare de bliver sagt i mod, det er jo virkeligt en religiøs bombe under menneskets basale individuelle frihed, også for muslimerne selv at der ikke er mere rum til forskellige opfattelser og også det at lege med antagelser og. Søge nye dybere forståelser, end den i koranen tilladte,som om hele verdens sandhed blev nedskrevet i og med koranen.