Læsetid 6 min.

Selvrealiseringens evangelium og lir

Et slot med en drægtig prinsesse. Tudende fans på scenen. Sex på en kværn. Og et overjeg i en neondiamant. Lady Gaga gav en lang, lysten, morsom og tosset koncert i Parken
Musikalsk mangler Lady Gaga stadig for alvor at brage igennem på plade. Men det er vildt at konstatere, hvor smidig hun er som entertainer, skriver Ralf Christensen.  Information fik ikke tilladelse til at fotografere under koncerten i Parken. Billedet er derfor fra Lady Gagas koncert i Budapest tidligere i år.

Musikalsk mangler Lady Gaga stadig for alvor at brage igennem på plade. Men det er vildt at konstatere, hvor smidig hun er som entertainer, skriver Ralf Christensen. Information fik ikke tilladelse til at fotografere under koncerten i Parken. Billedet er derfor fra Lady Gagas koncert i Budapest tidligere i år.

Anastas Tarpanov

4. september 2012

To fuckfingre og et farvel. Det er ikke mange popstjerner, der forlader sit taknemmelige publikum sådan. Men det virker naturligt, at Lady Gaga gør det her. For hun har vist sig at være en kompleks dame, der ikke er bange for at udstille sine selvmodsigelser. At være både hård og blid.

Og hun er virkelig heller ikke bleg for at udfylde det tomrum i os, som kun popmusik kan udfylde. Og oh lord, hvor gav hun os fuckfingre lige dér i Parken søndag aften.

Ja, jeg og tilsyneladende resten af de kun 36.000 publikummer (der var 55.000 til Coldplay for nylig) er allerede benovede, da tæppet glider til side og afslører et middelalderslot. Gaga kommer ud ad porten, ridende på en ottebenet ganger formummet i en futuristisk rustning og omgivet af sine monster-riddere. Et morbidt skue. En route til henrettelse, undergang?

Tjah, det viser sig hurtigt, at hun formår at undslippe en grum overmagt. Det fortælles af et deformt ansigt projiceret ind i en diamant bygget af neonrør højt over scenen, som også skyder jagten på flygtningen i gang: “Operation Kill The Bitch.” Er det hendes overjeg déroppe i ædelstenen?

Damen undslipper ikke desto mindre og ja, så... ja, så lad os lade være med at fortabe os i fortællingen. For den er det så som så med. Mens koreografien er brillant. I brystværnet står musikerne i hver deres celle og spiller elguitarer, trommer, keyboards – rent popistisk samlebånd.

Arkitekturen er fuld af løngange, tårnudsigter, påklædningsværelser, og den kan åbne og lukke sig. Et kingsize dukkehus. Første gang for at afsløre at Gaga er drægtig med en ny race, som bekendtgjort af overjeget. Vi ser op mellem de gabende ben på en enorm kylling udstyret med netstrømper og Gagas helt egen overkrop og hoved foroven. Mellem benene en lynlås i stedet for en kusse.

Musikken flipper ud

Referencerne lyner snart gennem hovedet i en sanselig overload. Alien. The Rocky Horror Picture Show. Phantom Of The Opera. Frankenstein. Don Quixote. Rapunzel. Vi befinder os i en psykoseksuel bizzaro-world, hvor freaken er dronning, og hvor de mandlige og kvindelige dansere ganske vist er toptunede, men også danser i koksede mønstre, der får en til at tænke på zombie-dansen i Thriller-videoen.

Variationen i udtrykket er enorm. Det ene øjeblik grotesk, det næste drivende sexet, polymorft legesygt, så ømt, så inderligt, så hysterisk morsomt, så barokt overstyret, og så prædiker hun sin kosmologi, selvrealiseringens evangelium og lir.

»Jeg vil have jer til at forestille jer den mest fantastiske frihed, som I aldrig har smagt eller rørt.« Så er teateret ellers i gang ... Og dét med en strålende vekselvirkning mellem kameraerne og skærmenes 2D-intimitet og kulissens og koreografiens 3D for det blotte øje. Endda forstærket af lydeffekter hentet fra filmverdenen: Kæder, der ruller, skudsalver, der smælder, høje frekvenser, der skærer i nerverne.

Det er mesterligt og overdådigt som show og ender med at strække sig over mere end to timer og 20 minutter. Og musikken? Bedre end på plade i hvert fald. Fordi den får lov at flippe mere ud, næsten som om betonen – vel at mærke under de larmende numre – er med at til forstærke hendes musikalske lir og forførelse, hjælpe hende til at udblokke pophullet i os alle.

Det starter ekstatisk i et rave-betonet, elektronisk klubbet overdrive. Vi kommer siden omkring en melankolsk enlig flamenco-guitar og senere et tungt rockende kapitel. Der er en del vokaler på indspillede spor, bevares, men damen kan da synge, selv når koreografien udfordrer hendes – betragtelige – kondi. Og da det bliver ganske piano, og hun sætter sig ved et klaver, så synger hun yndefuldt og inderligt, uden krykker.

Her spændes vidderne i stemning og relationer også vildt. Fra det bombastiske og burleske show lander vi pludselig i det intime og næsten alt alt for ømme. For eksempel da Gaga får hevet en fan, der er et halvt hoved højere, på scenen. Hun får så denne fan til at sidde hulkende på skødet, ja, på skødet, mens hun spiller balladen »Princess Die«.

Hun sludrer også med andre fans, »Little Monsters«, som de kaldes, oppe foran. Inviterer dem backstage senere, hvorefter de bryder hulkende sammen, formentlig af lykke. Musikken er slukket, kun hendes stemme runger gennem arkitekturen. Og sammen med danserne »Black Jesus« og »White Jesus« leger hun med gaverne, som publikum kaster i en lind strøm.

Intimiteten

Der er selvfølgelig skizofreni på spil i et så massivt setup, hvor hovedpersonen alligevel vil tættere på sine fans end de fleste (dét kan man konstatere på Twitter, YouTube og her i Parken). Men den skizofreni tager hun på sig. Ved at blotte den. Hun viser en vis kærlig distance til al tuderiet, og efter en lang ærkeamerikansk af-hjertet-tak-tale, så lister hun takkepunkterne op, som om det var en businessplan (hvilket det jo også er). Hun har kun glemt en ting: »Hvis I nogensinde skulle få brug for mig, så er jeg kun én telefonopringning væk.«

Med denne skamløse og dermed humoristiske udstilling af umuligheden, men også drømmen i denne masserelation, er vi gået i gang med hittet »Telephone.« Endda efter at have oplevet endnu et skoleeksempel på de strukturelle gearskifte og overgange, som koncerten også er rig på.

Og nu vi er ved intimiteten, så er der et overrumplende sexet øjeblik, da Gaga glider ud på scenen på en trehjulet motorcykel. Hun ligger ind over den med underarmene begravet i kromrør på fordækkene. Hendes rumpe strittende i vejret. Kværnen glider rundt på den cirkulære catwalk, der fører hende ud blandt publikum. En kvindelig danser glider op på bagsædet, cirkler med ansigtet mellem stjernens ben. Jøsses. Det er uventet overrumplende sexet. Der er noget paradoksalt privat over situationen. Måske fordi Gaga virker eksponeret og sårbar. Og klar. Jeg checker med både kvindelige og mandlige venner, og der er kødelig respons over hele linjen.

Musikalsk mangler Lady Gaga stadig for alvor at brage igennem på plade. Men det er vildt at konstatere, hvor smidig hun er som entertainer. Hvordan hun det ene øjeblik formår at være en dronning af stadioniscenesættelsen, og det næste øjeblik blotte en skør og mangefacetteret person bevæbnet kun med mikrofon. Hun virker – virker – allerede som en langt mere nærværende og givende stjerne end hendes oplagte idol, Madonna. Og hun interesserer sig ikke på samme måde for kontrol og magt. Hun tager den på sig, men hun vil også gerne give den fra sig. For hos Gaga handler det – hvor mudret og banalt det så end formidles – om at finde friheden til at være sig selv. Om at have bare én – som hun påpeger i Parken – der tror på dig. I hendes tilfælde mama.

Hendes selvmodsigelser, hendes ekstroverte seksualitet, hendes ømhed for sine fans og hendes jonglering med sin magt. Dette enorme spænd mellem den givende moderfigur og den altædende tøjte er formidabelt. Et menneske. Ganske vist i stadionstørrelse med alt, hvad det indebærer af overstyring. Det er virkelig alt for meget, men på en tosset måde, der refererer Fellini, ikke X-Factor.

Hun vil have verdensherredømme ifølge koncertens fortælling. Men det er jo bare gas, og det minder hun os om, når hun stikker os et par fuckfingre. Der lige så godt kunne have været lussinger. Vågn op.

Og hun fortæller os, at det hele er en spejlingsproces.

»Vi deler samme hypes, drømme, fremtid, prætentioner, planet. Jeg er alt, hvad I elsker ved den her planet. Jeg er alt, hvad I hader ved den her planet. Jeg er, fordi I skabte mig.« Vi har den pop, vi fortjener. Og, manner, hvor må vi have slidt og slæbt for at have gjort os fortjent til Lady Gaga og hendes fuckfingre.

 

Lady Gaga: ’The Born This Way Ball’. Parken, København, søndag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Thomas Larsen

Helt ærlig, en anmeldelse af Lady Gaga i information. Er I alle blevet teenagere? Jeg troede sgu ikke at informations læsere hørte popmusik. Er der ikke en nedre grænse mere? Det er virkelig trist med det fald i niveau af akademisk standard. Middelklassens børn fra provinsen er kommet på universitetet og synes popmusik og tegneserier og amerikanske film og Andy Warhol er helt fantastiske. Undskyld mig, akademikere ser ikke fjernsyn men her synes I tilsyneladende Mad Men er fantastisk. Hvad bliver det næste? Vil I kalde Foer og Knausgård for god litteratur. Nej vel.

Brugerbillede for Erik Karlsen

Thomas,
hvilke grænser mener du da, der skal være for, hvad Information anmelder? Det kunne være ganske interessant at vide.... ;-)