Det skæve erkender det skæve

Overraskende. Hans Otto Jørgensens prosacollager overrasker konstant, men overbeviser ikke, hvad angår kunstnerisk relevans
Illustration fra ’Springer’.

Illustration fra ’Springer’.

Signe Tora Munk Bencke
28. september 2012

Hvad i alverden er det? tænker man uvilkårligt, hvis man som jeg lykkelig uforberedt åbner Hans Otto Jørgensens nye bog. For hvad man møder i den, tager sig ved første øjekast ud som ret tilfældigt skrabsammen, et gammeldags raritetskabinet fra før den tid, da det blev bestemt, at museer – for nu slet ikke at tale om bøger – skulle have et overordnet organiserende princip.

Man finder således i bogens tredje og mindste del nitten fotos af arrangerede sager og ting, fra menneskeliv såvel som natur. Jeg nævner i flæng et gammelt, rustent spænde, et forstenet søpindsvin, en tinsoldat, en sommerfugl, et tændrør, en svamp, en sprøjte til injektion af medicin eller gift, et sneglehus med hul i.

Venner og bekendte

Lige så sammenbragte forekommer bogens sammenlagt 23 tekster, ordnet (hvis ellers man overhovedet tør bruge så stort et ord ...) med ni i første, fem i anden og ni i fjerde del. Man finder flige og flager af en families historie, korte portrætter af rygende eller endda forrygende kvinder, samt endelig ultrakorte glimt af diverse fortabte, udstødte, afstødte, afsondrede, afvigende og på en eller anden måde misbrugende og misbrugte mennesker, kulminerende med en perlerad af knappe biografiske pluk til belysning af nordiske malere og digtere omkring århundredskiftet 1900, bl.a. Adda Ravnkilde, der skar pulsåren over, tog gift og så skød sig, og Ernesto Dalgas (skrev afskedsbreve og skød sig).

Hvad i alverden er det? Hvad bestiller de mennesker her? Jo, dette prægtige kompagni udgøres såmænd af Hans Otto Jørgensens venner og bekendte, sammenbragt fordi han åbenbart mener som de at have lært, hvad lidelse og smerte vil sige. Det lige erkender det lige, skal Goethe engang have udtalt. På samme måde gælder det her, at det skæve genkender og forstår det skæve.

Så vidt man kan fornemme, har en langvarig sygdom og regelmæssig brug af medicin for bogens forfatter (eller tilrettelægger) åbnet en vej til visse valgslægtskaber og gjort ham det muligt at genfinde en hallucinerende skrift, det vil sige en skrift, som brager igennem til en anden verden end den gængse. »At få sparket døren til hovedet ind, så flytter verden med,« lyder en karakteristisk passage. Ganske som Thomas de Quincey, forfatteren til The Confessions of an English Opium Eater, mener Jørgensen at kende til, hvad afhængighed vil sige: »Hvad det vil sige, at få det sus. Oplevelsen af, at man endelig har fået det som adækvat matcher ens krop. Den nervøse krop, altid sitrende, og så finde denne ro. Jeg er oven i købet inspireret, hjernen er tunet ind.«

Løse skitser

Hvorvidt ånds- og kropsfællesskabet omkring smerte og lidelse kan binde en hel bog sammen, så længe den ikke samtidig opretter et æstetisk kriterium (ud over collagen), tillader jeg mig at sætte et stort spørgsmålstegn ved. Særlig bogens to første (rodede) dele savner i mine øjne en forbindende kunstnerisk motivering bortset naturligvis fra overraskelsespræget. Meget er løse skitser, et enkelt flosset stykke ligner en illegitim udvækst på forfatterens to første romaner Tårnet (1989) og Indianeren (1991). Hvad angår det familiearkiv over temaet ’vold’, der dominerer i indledningsdelen, forbliver det et uforløst sammenklip.

Springer indskriver sig i den bølge af tingsrepræsenterende og genremæssigt hybride bøger, som i 2011 bl.a. bragte os Bjørn Rasmussens Huden er det elastiske hylster der omgiver hele kroppen og i 2012 især Amalie Smiths I Civil. Selv prætenderer Hans Otto Jørgensen at operere i en tradition for collage og readymade, der rækker tilbage fra de tidligste museer og frem til bl.a. Marcel Duchamps emblematiske pissekumme og Peter Seebergs sene, tingfinderagtige prosa. I portrættet af en kvinde, Asta, bedyrer Jørgensen således, at hendes indslusning af løsrevne oplevelser foregår »efter samme princip, som gjaldt i et gammeldags raritetskabinet, som hos Ole Worm i hans 1600-tals opmarchering af naturmærkværdigheder eller som hos Niels Blicher, stoffet eller de enkelte genstande, om man vil, er underkastet en idiosynkratisk optik, et kuriøst blik, som valoriserer dette stof eller disse genstande i overensstemmelse med en deprim grundstemning med overstyrede skingre tilløb«.

Her løber associationerne da godt nok fuldstændig af med forfatteren. St. St. Blichers faders Topographie over Vium Præstekald (1795) – angiveligt iblandt Peter Seebergs allermest elskede yndlingsbøger – organiserer ganske vist sin lokalviden efter andre kriterier, end vi ville anvende i dag; men værkets grundstemning er ikke det mindste »deprim«, og de »overstyrede skingre tilløb« er fantaseret frit ind, vel sagtens for den overrumplende sammenstillings skyld.

Rodekasse eller krystal?

Nej, Jørgensens passus om raritetskabinettet må læses som et æstetisk credo gældende for hans egen bog, båret som den er af en tro på, at ting og tekster har noget at fortælle – og at ingenting må gå tabt. Går man under denne selvforståelse, viser den sig at spalte sig i to organisationslove. Den ene er krystallets, hvis symmetriakser sikrer, at et krystal lægger masse til, altså vokser, på den mest rationelle måde, der findes. Den anden organiserende lov lyder i sammentrængt karikatur, at alt, hvad der på et tidspunkt har passeret igennem Hans Otto Jørgensens hoved eller er hændt familien, automatisk har kunstnerisk relevans.

Af de to principper hælder Springer mest til det sidste, dvs. væk fra den tanke, at kun ligedannethed eller formelt slægtskab kan oprette kriterier for indholdet af et litterært værk. Sagt med andre og knap så flotte ord: Bogen er mere mærkværdig, end den er bemærkelsesværdig. Men intensitet, det har den. Og dens overraskelseseffekt er som allerede antydet gennemgående høj.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Hans Otto Jørgensen
– Gyldendal
– 215 sider
– 249,95 kroner
– Udkommer i dag

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu