Læsetid: 3 min.

Skønt skammerteater

Østre Gasværk viser respekt for ungernei ’Skammerens datter’ ved at gå helhjertet ind i fantasy-universet med trofaste kvinder, hemmelighedsfulde gulvluger og en drage som i ’Brødrene Løvehjerte’. Det er bare for langt
3. september 2012

Nej, Østre Gasværk har ikke noget at skamme sig over. Tværtimod. Forestillingen Skammerens Datter er blevet en frygtindgydende flot forestilling. Om forestillingen vitterlig er for børn fra otte år, kan diskuteres. Selv tror jeg, at 10 år eller 4. klasse er et bedre bud, hvis mareridt skal undgås. Og helt konkret burde den skæres en halv time ned, også for de voksnes skyld.

Lene Kaaberbøls fantasyroman har efter sigende allerede haft en million læsere, som har ladet sig betage af hendes beskrivelse af den særlige evne, som en ’skammer’ har: Evnen til at se et andet menneske ind i øjnene og få den anden til at tænke på alt det, som vedkommende skammer sig over. Altså en seerske, der kan tvinge den anden til at angre.

Denne ’skammerevne’ har instruktøren Frede Guldbrandsen valgt at vise med et helt særligt kropssprog i et flakkende, grønligt mareridtslys.

Brune øjne duer også

Koreografen Louise Seloy har skabt en ’skammerbevægelse’, hvor skammeren stirrer en person i øjnene, mens hun bøjer bagud i overkroppen og rækker hånden frem med overtalelsesfingre. Så kan den anden person ikke gøre andet end at lade sig falde i trance, mens alverdens fortidssynder dukker op som lyden af vrede folks anklager mod den skamfulde. Lige indtil kraften slipper op, og både skammeren og den skamfulde vælter omkuld. Dén bevægelse skal nok dukke op rundt om i skolegårde og i metroen. Fordi den så præcist rammer fantasyromanens fascination af de åndelige kræfter.

Peter Madsens bogforside viser klart, at skammerens datter har grønne øjne. Derfor overrasker det de detaljeelskende unger, at Amalie-Marie Nybroe Fjeldmoses øjne ser ret så brune ud. Men det bliver hurtigt ligegyldigt. For den 22-årige skuespiller har netop den frejdighed, som rollen kræver – og så har hun en god stemme. Det samme gælder veninden Rosa, der spilles af Sara Viktoria Bjerregaard Christensen. Hun har en en sarthed, som umiddelbart gør tilskueren nysgerrig efter at opleve hendes historie.

Kvinderne står i det hele taget stærkt i denne forestilling. Nastja Arcel spiller skammeren med en værdighed og en skønhed i sine bevægelser med flot åndelig ro; her er en mor, som man kan stole på.

Hendes modsætning, dragedrengens onde mor, spilles af Hanne Hedelund med dæmoni og vildskab i stemmen – og med en selvironi, der kun gør hende endnu farligere.

Krostue og dragegrotte

Mændene gør det ellers godt. Simon Mathew er endnu kun skuespillerelev, men har helteblik og harmonisk stemme. Og Morten Hemmingsen tager skurkerollen på sig med så megen ro i sine kønne bevægelser, at man et fatalt øjeblik kommer til at stole på ham.

Men forestillingens humor har det bedst, når Nis Bank-Mikkelsens gamle alkymist tager ordet. Selv de mest spændingsladede situationer kan han omdanne til smileøjeblikke. Og dem har ungerne altså brug for.

For der er ikke rart i skammerland. Astrid Lynge Ottosens raffinerede scenografi består egentlig kun af et trægulv, men så løftes alverdens lemme op fra gulvet, så der opstår både fangekælder og krostue og markedsplads. Kostumerne er vilde og psykologisk tvetydige, og der er ikke sparet på gråheden i dragegrotten. Men Skammerens Datter bæres ikke mindst af Lasse Aagaards musik for forstærkede middelalderinstrumenter og percussion – og af Klaus Risagers lydunivers. Her brøler en drage, og her suser en vind. Bedst er duetterne for kvinderne; her rammer sangene den eventyrkraft, som bogen har.

Lene Kaaberbøl skriver i programmet, at hun begyndte på romanen på Astrid Lindgrens fødselsdag. Og iscenesættelsen understreger også ligheden med Brødrene Løvehjerte, når Drakans logo hejses op ad Gasværkets vægge, som var det Tengils brændemærke … Men Skammerens Datter er nyklassikeren for børn i dag. Så det er bare om at tage til Østre Gasværk og se skammerens datter i øjnene.

Skammerens Datter. Baseret på roman af Lene Kaaberbøl. Instruktion: Frede Guldbrandsen. Scenografi: Astrid Lynge Ottosen. Koreografi: Louise Seloy. Musik: Lasse Aagaard. Lydunivers: Klaus Risager. Sangtekster: Thomas Høj. Dialog: Sune Svanekier. Lys: Brian Njie. Lyd: Anders Stadelund. Østre Gasværk Teater til den 11. november. www.gasvaerket.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu