Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Sorg og citroner

Susanne Biers ’Den skaldede frisør’ er en dejligt opløftende film om evnen til at konfrontere livet og tage det sure med det søde. I en i øvrigt ujævn fortælling fortryller den underspillede romantik mellem Trine Dyrholm og Pierce Brosnan
Gåsehud. Trine Dyrholm og Pierce Brosnan spiller det umage par med sådan en indlevelse, ømhed og karisma, at man simpelthen får gåsehud.

Gåsehud. Trine Dyrholm og Pierce Brosnan spiller det umage par med sådan en indlevelse, ømhed og karisma, at man simpelthen får gåsehud.

Doane Gregory

Kultur
6. september 2012

»Jeg troede, du var til kemo.«

Den spage replik kommer fra Leif, alias Kim Bodnia, da hans hustru gør sin entré i stuen, mens han er ved at ondulere et damebekendtskab bagfra på lædersofaen. Det er bare »Thilde fra bogholderiet,« undskylder Leif sig, hvorpå han sender Thilde af sted i en taxa med kommentaren: »Husk at få en kvittering!«

Scenen sætter handlingen i gang i Den skaldede frisør og optræder også i filmens trailer, og fordi den er en af få morsomt skrevne dialoger i Susanne Bier og Anders Thomas Jensens nyeste samarbejde, giver den et fordrejet indtryk af, hvad det er for en film, vi diverteres med.

At Den skaldede frisør ikke er bemærkelsesværdigt sjov, er ikke i sig selv et problem, men det bliver det, idet den markedsføres som en romantisk komedie. Genrekonventioner kan være forklejnende kommercielle mærkater, men de tjener også som en skiltning, der fører sit publikum i den retning, fortælleren ønsker, det skal følge.

Ømhed og karisma

Når Den skaldede frisør alligevel charmerer trods sit ujævne miks af karakterbåren komik, patosbehængt familiedrama og floskelfyldt ferieromantik, er det takket være den centrale kærlighedshistorie.

Naturligvis ved vi på forhånd, at de skal have hinanden, titlens kræftbehandlede, men optimistiske Ida fra Herlev, og hendes diametrale modsætning, eksportdirektøren Philip, en englænder i København, som er enkemand i selvvalgt eksil fra sin omverden. Men i de respektive hovedroller spiller Trine Dyrholm og Pierce Brosnan det umage par med indlevelse, ømhed og karisma, så man glemmer både hendes Bodilbelønnede præstationer og hans James Bond og simpelthen får gåsehud.

De to mødes i lufthavnen på vej til hendes datters bryllup med hans søn i Sorrento. Chokeret over Leifs utroskab, hamrer Ida sin gule Fiat ind i Philips firmabil, så han taber besindelsen og hun sin paryk. Og efter dette, første sammenstød venter dem flere ubehagelige overraskelser i hans families citronlund på Amalfikysten.

Udglattende overskud

Først dukker Leif op med Thilde (Christiane Schaumburg-Müller i 1980’er-agtigt slutty look), og så oplever den unge brud (Molly Blixt Egelind), at hendes kæreste (Sebastian Jessen) er mere optaget af genforeningen med sin far end af deres bryllup. I dette scenarium fatter Ida og Philip gradvist stærkere sympati for hinanden, men deres spirende forelskelse får behørig modstand.

Især i kraft af Paprika Steens Benedikte, en overklasse-bitch, der beskriver Leif som en figur fra et Lucian Freud-billede og opmuntrer sin teenagedatter til at kaste op for at tabe sig. Benedikte er søster til Philips afdøde hustru og overbevist om, at hun nu skal overtage hendes plads.

At Philip foretrækker Ida, kan man ikke fortænke ham i. Efter at have spillet en række maskuline roller i film som Lille soldat tilfører Trine Dyrholm den milde Ida en rørende feminin skrøbelighed og varme. Hun er en fint tegnet karakter, som giver sønnen Kenneth slik med i kufferten – »lidt guf til om aftenen« – da han skal udsendes som soldat, hvortil han svarer: »Mor, jeg skal altså ikke på lejrskole«.

Ida gemmer sig bag samme udglattende overskud, når det gælder den tærende omgang brystkræft, hun netop har været igennem, og hendes udvikling handler om at konfrontere sin angst for at dø.

Hendes sårbarhed vækker til gengæld noget i Philip, da han ser hende bade nøgen med sin bare isse glinsende i den syditalienske sol. Koblingen af Trine Dyrholm med Pierce Brosnan er et eksempel på Susanne Biers stærke fornemmelse for casting, og den irske Hollywoodstjerne gør filmens sørgende træmand troværdig.

Den skaldede frisør er en overvejende dejlig oplevelse og trods nogle stilbrud mere raffineret end sin noget umusikalske titel. Man kunne dog have ønsket sig, at filmens ganske troværdige og virkelig livsbekræftende historie om kræft og kærlighed havde fået lov til at stå mere rent.

Citronlunden og middelhavet ved Sorrento leverer filmens gennemgående blå og gule farver og udgør en lidt overtydelig, men elegant balance mellem lys og mørke. Ligesom den syditalienske idyl vel er en plausibel katalysator for karaktererne til at tage deres kærlighedsliv op til revision. Men det indfølte drama, der bryder ud mellem Sebastian Jessens Patrick og hans følelsesmæssigt fraværende far clasher med filmens milde romantiske modus. En tårevædet Patrick bebrejder sin far for hans svigt i en scene, der er velspillet, men synes at høre til i en anden genre, og som i hvert fald stritter mærkeligt i en film, hvor Dean Martins sang That’s Amore dominerer soundtracket. Her sidder man med en følelse af, at methodacting møder Mamma Mia!

Tro mod den danske filmtradition kulminerer konflikterne ved en fest, her aftenen før vielsen, hvor alle drikker og danser til blandt andre Birthe Kjær, mens citronerne lyser i måneskinnet foran villaen.

»Det er ligesom det der all-inclusive,« udbryder Christiane Schaumburg-Müllers Thilde begejstret, mens hun blinker med blåmalede øjenvipper og suger på sin cocktail, og sådan kan man nok også godt opsummere Den skaldede frisør.

 

 

Den skaldede frisør. Instruktion: Susanne Bier. Manuskript: Anders Thomas Jensen. Dansk (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her