Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Sort charmefix

Ailey-danserne har i år medbragt et overbevisende nyt repertoire til Tivoli. Og en ny donna med de længste skønhedsben
Kultur
21. september 2012

Ailey-dansere ser ud, som om de kan lide at danse. I den klassiske ballet er det ofte trenden at stirre tomt ud i rummet. Men hos Ailey lyser danserne op i smil eller panderynken. De sprudler simpelthen af liv og lidenskab. Og så danser de med de kroppe, som The Lord nu engang har givet dem: brede, korte, høje …

Det sidste par gange, Ailey-kompagniet har besøgt Danmark, har det imidlertid været tydeligt, at kompagniet har haft problemer med repertoiret. Alle elsker Aileys egne værker, og enhver Ailey-aften skal da også helst afsluttes med de viftende kvinder i gule kjoler og de smidige mænd med nøgne overkroppe i Revelations fra 1960.

Men Ailey døde altså i 1989. Og selv om det stadig gælder, at black is beautiful, så udstråler kompagniet i dag først og fremmest en medmenneskelighed på tværs af kulturer. Der er både en ’hvid’, en ’indianer’ og en ’japaner’ at finde blandt kompagniets 30 dansere. Så nu hedder det måske snarere: body is beautiful.

I år byder Tivoli på to forskellige programmer. Den første aften består af balletter af den 40-årige Robert Battle, der blev udnævnt til kunstnerisk leder sidste år efter Judith Jamison. Battle kan sætte en ballet sammen, så folk klapper de rigtige steder. Men ret beset virker hans værker som opkog af Aileys klassikere.

Derfor har det været så opløftende at opleve andenaftenen. For her kastede danserne sig ud i israeleren Ohad Naharins værk Minus 16 – den ballet, som Den Kgl. Ballet også prøvede kræfter med for to år siden.

Hos Ailey-danserne bliver denne ballet en altfavnende hyldest til livet. Først charmerer med Samuel Lee Roberts som den vildeste og mest elegante entertainer. Siden indtager 19 andre dansere i jakkesæt og sorte hatte scenen med vilde bevægelser, hvor selv den laveste kvinde og den mest bredskuldrede fyr bevæger sig overrumplende synkront eller improviserende uden varsel. Og scoopet er scenen, hvor danserne byder danseglade tilskuere op til dans – morsomt og oprigtigt gæstfrit. Alt sammen som en gave til publikum.

Fix me, Alicia

Men jo. Det er stadig Revelations, der får kompagniet til at funkle. Og endelig lader det til, at kompagniet har fået en ny ’donna’, som måske kan komme op i legendekategorien sammen med Aileys muse, Donna Wood. Danserinden hedder Alicia Graf Mack – ubetvivleligt en af de højeste ballerinaer i verdenshistorien, men også en af de mest graciøse. Hun har tidligere danset i kompagniet, men er nu tilbage med gudindestatus. Hendes ben løfter sig i timevis i smukke balancer, og hendes fødder buer, så alle bøjer sig og sukker. Hun har en æggende sorg i sig. Og hendes dans i »Fix me Jesus« sammen med den klippestærke danser Jamar Roberts blev den voldsomste duet af passion og vilje. Her var det tilskuerne, der blev fikseret af den særlige lykkefølelse ved at blive holdt om: Ailey-fixet.

 

Alvin Ailey American Dance Theater. Kunstnerisk leder: Robert Battle. Gæstespil i Tivoli. Til søndag 23. september.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her