Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Er ’Spørgsmålene’ den sidste bog, du nogensinde behøver at læse?

Smittende. Hvad er et godt spørgsmål? Rummer livet og derfor litteraturen flere spørgsmål end svar? Er Majse Aymo-Boot det modsatte af et orakel? Og kan man kalde dén modsætning en spørgende sandsigerske?
Kultur
21. september 2012
Smittende. Hvad er et godt spørgsmål? Rummer livet og derfor litteraturen flere spørgsmål end svar? Er Majse Aymo-Boot det modsatte af et orakel? Og kan man kalde dén modsætning en spørgende sandsigerske?

Det er en begivenhed af de sjældne, når Majse Aymo-Boot udgiver en bog – som i hendes version snarere er et hæfte. Det skete i 2001 med Venner og bekendte, det skete i 2009 med Ødelæggelsen 1-11 (som blev indstillet til Montanas litteraturpris), og nu sker det lykkeligvis igen med Spørgsmålene. Tre små hæfter, der antyder, at litteraturens vigtige begivenheder kan vise sig som klejne beskedenheder. Er det væsentligt at opholde sig ved værkets lidenhed? Ja, for udstyret har betydning for oplevelsen af værket. Jeg oplever hæftets ydmyghed som en stor frihed. Det er bare og blot og kun et hæfte, jeg kan jo bare og blot og kun læse det, hvis jeg vil. Måske endda også som jeg vil.

Fiktion kan man ikke kalde det, Majse Aymo-Boot skriver. Hun leverer ingen historier at spejle sig i. Man kunne kalde hendes tekster poesi i en udvidet betydning af ordet. Poesi som en kritisk tænkemåde at gå til skriften, sproget og verden på. En måde, som også kunne inkludere prosatekster, en måde, hvor det poetiske ikke alene er knyttet til sangen og verset.

Man bliver smittet

Titlen er på sin vis flabet med sin bestemte form, Spørgsmålene, som om der ikke var andre, som om vi ikke behøver flere. Forlaget går med på spøgen og præsenterer Spørgsmålene ved at spørge: »Har Majse Aymo-Boot skrevet en ny dansk klassiker?« Spørgsmålet skal ligesom Spørgsmålene ikke besvares, de skal læses, hvorefter ens hoved skal vrimle med nye spørgsmål, man bliver smittet med det. Forfatteren selv kan være blevet smittet af Max Frisch’ Spørgeskemaer.

Spørgsmålene er opdelt i to afdelinger, som om der fandt en dialog sted. Der er masser af hvidt på siderne, luftlinjer og en god højremargin. Det var letheden, det umiddelbart poetiske. Tyngden ligger i spørgsmålenes karakter, eller karakterer, som jeg vil lyninddele i ’Ofte stillede spørgsmål’, ’Sjældne spørgsmål’, ’Metaspørgsmål’ og ’Lumske spørgsmål’ vel vidende, at der er overlap imellem kategorierne – alle er de suverænt ’Gode spørgsmål’.

Peger fingre ad svaret

Her kommer en stime fra side 35, der viser at spørgeformlen gør det muligt at springe mellem f.eks. altruisme og egoisme: »Er læsning netop en kropslig foreteelse?/Vil min ordenssans forhindre mig i at deltage i revolutionen?/Kommer det åbne spørgsmål gående med sin diktatoriske natur i en lille kurv over armen?/Mener du at konsensussen om kvinders feminine sødme er deres fribillet til at opføre sig svinagtigt?/Er spørgsmålet en luskebuks der peger fingre ad svaret?/Taler vi ikke længere om hvad alting koster i middelklassen?/Er vi kødspisere en lille smule sexede?/Må jeg få noget mere af et eller andet?«

Aymo-Boots spørgeteknik bliver en måde at tale sandt på – også fordi hun samtidig sætter spørgsmålstegn ved metoden. Men et svar synes jeg, at jeg har fået, livet – og derfor også litteraturen – rummer flere spørgsmål end svar. Og så lige et tillægsspørgsmål: Kommer plakat, film og T-shirt snart?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvis man kunne give mere end een anbefaling pr artikel, ville jeg saa have gjort det?

Er det en anmeldelse som giver lyst til at laese bogen?

Er det skaebnens finurlige spil som giver alle disse spoergsmaal?

Hvad er svaret paa det spoergsmaal som braender saa hedt i mit hjerte?