Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

At tage bladet fra munden på ny

Judith Butler er ude i et personligt og politisk projekt med sin nye bog, ’Parting Ways’: At vise at man godt kan være jøde og på samme tid være imod både antisemitisme og zionisme
Kultur
11. september 2012

Det er ikke nogen hemmelighed, at Judith Butler er jøde. Og heller ikke, at hun ofte anklages for at være en selv-hadende eller antisemitisk en af slagsen. Fordi hun forholder sig kritisk til dele af staten Israels politik.

Det er på én gang den personlige motivation og det etiske udgangspunkt for Butlers nye bog: Parting Ways. Jewishness and the Critique of Zionism. Bogen kan læses som ét langt forsvar for en intellektuel balancegang, der på den ene side kritiserer enhver form for antisemitisme og på den anden side enhver form for illegitim israelsk statsvold. Det burde egentlig ikke være så svært at forstå, men det er det alligevel. Ikke mindst i en amerikansk/israelsk kontekst.

Det underlige er, at Butler har en ret forsonlig facon. Hun dramatiserer ikke som Giorgio Agamben og taler ikke med store (læspende!) bogstaver som Slavoj Žižek – to andre filosoffer i hendes liga. Alligevel er hun en radikal tænker.

Så selvfølgelig har der – som også beskrevet her i avisen – været ballade om Butlers bog. Kritikken af bogen bekræfter blot kritikken i bogen. At ethvert tilløb til offentlig kritik af Israel fra jødisk hold bliver mødt med automatiske anklager om, at man er venstreorienteret, voldelig, selvhadende, antisemitisk, Hamas-supporter. Vælg selv.

I flere årtier har Butler kæmpet denne kamp. Allerede i bogen Precarious Life fra 2004 stillede hun det afgørende spørgsmål: Vil vi trække os tilbage i tavshed af ren og skær frygt for disse anklager, eller vil vi lade vores røst og stemme blive hørt? Butler har nu én gang for alle valgt tavsheden fra. Fordi hun opfatter det som en jødisk forpligtelse. Som en overskrift i Parting Ways lyder: Det er en umulig opgave, en nødvendighed.

Jødiske kilder

I Parting Ways tager Butler livtag med en række prominente jødiske tænkere fra det 20. århundrede: Arendt og Levinas, Primo Levi og Walter Benjamin. The usual suspects. Dertil kommer et par nøje udvalgte palæstinensere: poeten Mahmoud Darwish og orientalismetænkeren Edward Said.

Butler gengiver og genrejser argumenter fra disse jødiske kilder og får på den måde stillet spørgsmål til den nuværende situation. Ligeledes genfinder hun her sit eget dilemma; jøder som er blevet kritiseret af andre jøder. Arendt blev eksempelvis kritiseret for at påpege, hvordan oprettelsen af den jødiske stat blot producerede en ny gruppe af mere end 700.000 statsløse. Hun blev bebrejdet ikke at elske det jødiske folk – hvortil hun replicerede: Min kærlighed er til personer, ikke til folkefærd.

Butler er desuden på udkig efter versioner af jødedom og jødiskhed, som ikke er identisk med zionisme; som faktisk tillader eller kræver et opgør med zionismen som sådan. Det er således en kritik indefra. Men Butler insisterer på, at en jødisk kamp for retfærdighed ikke er det samme som at kæmpe for en retfærdighed, der kun gælder for jøder.

Berømte og simple pointer

Butler blev berømt for at lancere den banebrydende tanke, at kønnet ikke blot er biologisk, men socialt og performativt; at køn er noget man gør, snarere end er. Efter 11. september og krigene derefter indtraf et skift i hendes tænkning, der begyndte at fokusere på de udemokratiske mekanismer og rammer, som enten direkte eller indirekte gør nogle befolkningsgruppers liv mere værd end andre. Nogle liv tæller som liv og bliver genstand for sorg og offentlig opmærksomhed, når de går bort. Andre gør ikke. Andre liv er ikke helt ’levende,’ for så vidt som de fastholdes i en tilstand, der er lige så prekær som den er permanent. Før vi overhovedet begynder at tænke over, hvordan rettigheder skal fordeles, eller hvordan et givent samfund skal organiseres, er vi altså nødt til at træde et skridt tilbage og spørge: Hvem er overhovedet en del af dette samfund? Hvem tæller med?

Det er dét, der gør Butlers tænkning så original og betydningsfuld: Den måde, hun adresserer vor tids vigtigste politiske problemstillinger på. Parting Ways er imidlertid ikke et hovedværk i hendes forfatterskab. Men mindre kan også gøre det. De bedste kapitler er uden tvivl dem om Levinas og Arendt (som hun løbende er i kritisk dialog med). Det er fremragende, når Butler skriver om Levinas’ tanker om den Andens ansigt som dét, der ikke kan dræbes; som det, der udgør et forbud mod vold. Og som samtidig frister én til at gøre netop det. Dræbe. Udøve vold. Det er en vigtig pointe, at ansigtet ikke kan reduceres til en enkelt persons menneskelige ansigt. Ansigtet kan også ikke være et ansigt. Det kan være en nakke. Eller en hel befolkningsgruppes ansigt i overført forstand, for eksempel den palæstinensiske. Er palæstinenseren som sådan uden ansigt kunne man spørge.

Ellers er mange af hendes pointer relativt simple, og de gentages ofte (som et – forgæves – forsøg på at undgå misforståelser): At kritisere staten Israels politik er ikke det samme som helt generelt at anfægte dens ret til at eksistere. Zionisme er ikke lig med nazisme. Man kan ikke sætte lighedstegn mellem jødedom, jødiskhed, zionisme og staten Israel. Israel har hverken patent på jøder eller jødiskhed. Det har altid også været en stat for ikke-jøder, muslimer, drusere, beduiner osv. (grunden til, påpeger Butler, at Israel kæmper for at fastholde en demografisk fordel er netop, at det ikke er en eksklusivt jødisk stat).

Er der håb?

Man vil lede forgæves efter en realpolitisk løsning i bogen. Butler er filosof, ikke politiker! Hun tænker. I forlængelse af Said tænker hun over muligheden for en binational en-stats-løsning, der sætter sin lid til, at to diasporiske folkefærd, som i vid udstrækning har resonerende lidelseshistorier og overlappende eksilerfaringer, måske kan finde et fælles fodslag. I forlængelse af Arendt betoner Butler nødvendigheden af et princip om kohabitation, sameksistens, uden om nationalstatens logik. Her sætter hendes socialontologiske kongstanke sig i den grad igennem: Mennesker er indfiltret i hinanden, vi er gennemtrængt af andethed, altid på forhånd og allerede gensidigt afhængige. Et uomgængeligt og ufrivilligt faktum. På samme måde bliver sameksistens ikke et valg, men et vilkår. Det sted, hvor man lever, er altid et sted, hvor andre også og allerede lever. Og jøden står, for eksempel, altid i relation til ikke-jøden. Eller som Butler ret så smukt skriver: »Hvad man kalder ens eget er allerede ikke ens eget.«

Men. Ifølge Butler må der før alt andet gøres noget ved de vedvarende, kolonialistiske bosættelser og den grundlæggende uretfærdighed og ulighed i regionen. Til indvendingen om, at hendes forslag er urealistisk og naivt, svarer Butler:

»Det synes måske idealistisk og umuligt at foreslå, at man i regionen er nødt til at starte forfra, fra scratch, men jeg vil blot bemærke, at israelerne omfordeler landjord hele tiden; disse processer og teknikker er allerede i fuld gang.«

Det er en simpel, men provokerende pointe, som selvfølgelig allerede har provokeret: En demokratisk omfordeling af landjord er ikke en utopi; det foregår jo i forvejen (blot på ganske udemokratisk vis). Og alligevel er det en utopi. Der er ikke meget, der tyder på, at en ikke-voldelig sameksistens er nært forestående. For som Butler med den jødiske forfatter Franz Kafka bemærker et sted: »Åh, der er masser af håb. Bare ikke for os.«

 

Judith Butler: Parting Ways. Jewishness and the Critique of Zionism. Columbia University Press. 256 sider. Er udkommet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her