Læsetid: 3 min.

Tro, håb og kærlighed

Wes Anderson skildrer ung kærlighed i sit seneste værk, ’Moonrise Kingdom’, der er lige så sprudlende sjov, charmerende og stilbevidst som de bedste af hans tidligere film
Eventyr. Wes Anderson fortæller eventyr. De rummer ikke magi eller overnaturlige elementer, men de er ofte ganske magiske og altid charmerende med deres fokus på familier, og hvordan man overlever dem.

Eventyr. Wes Anderson fortæller eventyr. De rummer ikke magi eller overnaturlige elementer, men de er ofte ganske magiske og altid charmerende med deres fokus på familier, og hvordan man overlever dem.

Camera Film

13. september 2012

Jeg holder umådeligt meget af Wes Andersons film. Hvad enten den amerikanske filmmager lader én besøge en velhavende familie i New York i The Royal Tenenbaums (2001), tager én med til Indien sammen med tre brødre i The Darjeeling Limited (2007) eller lader én opleve ung kærlighed på en ø i New England i sit seneste værk, Moonrise Kingdom, så skaber han sine helt egne, særegne universer af artefakter og ritualer.

Wes Anderson er en verdensbygger, men i modsætning til Peter Jackson og George Lucas, for hvem stort er godt, er Anderson en detaljens mester. Han er en omhyggelig håndværker med en kunstnerisk åre, der bruger lang tid på omhyggeligt at udtænke, tegne og konstruere sine billeder og fylde dem med genstande og ikke mindst mennesker, excentrikere, der bevæger sig hjemmevant rundt i de smukt designede og farvelagte omgivelser og selv er udsprunget af instruktørens frodige fantasi og hans interesse for den mest komplekse skabning af dem alle, familien.

Kostelige scener

I en sekvens i begyndelsen af Moonrise Kingdom bevæger Wes Andersons kamera sig frem og tilbage og op og ned i det hus, den ene af hovedpersonernes familier bor i, som var det et fuldt møbleret dukkehus med levende dukker.

Akkompagneret af musik af både Benjamin Britten og Mark Mothersbaugh, får man præsenteret hele familien, forholdet mellem børn og forældre og forældrene indbyrdes – og man mere end fornemmer, at der er spændinger i det hus – ligesom man oplever, hvad en hverdag hos denne familie indebærer. Det er både morsomt, rørende og visuelt betagende.

Wes Anderson fortæller eventyr. De rummer ikke magi eller overnaturlige elementer, men de er ofte ganske magiske og altid charmerende med deres fokus på familier, og hvordan man overlever dem. Det er, som de fleste af os ved, ikke helt nemt.

Derfor er det vel heller ikke noget under, at unge Suzy Bishop (Kara Hayward) beslutter sig for i ly af mørket at forlade sine forældre (Bill Murray og Frances McDormand) og stikke af med den jævnaldrende spejderdreng og outsider Sam (Jared Gilman), der selv forlader sin plejefamilie – hvilket plejefamilien ikke er ganske utilfreds med.

Sam har ikke været noget nemt barn.

Med flere spejdertropper, Suzys familie og den lille øs politichef, kaptajn Sharp (Bruce Willis), i hælene går det således over stok og sten for de unge elskende, der dog er ganske begavede og ressourcestærke og faste i troen på deres uendelige kærlighed til hinanden og derfor svære at stoppe.

Der er mange kostelige scener i Moonrise Kingdom, der i tilbageblik beretter, hvordan Suzy og Sam første gang mødte hinanden og forelskede sig. Bob Balaban har rollen som en hueklædt fortæller, der ofte står på et vindblæst sted på øen og giver publikum et indblik i, hvad der sker, og hvor det sker.

Suzys mor og kaptajn Sharp har et forhold, men Suzys forsvinden bringer hendes forældre tættere sammen, mens drengespejderne, anført af Edward Norton og Harvey Keitel, kommer på deres livs opgave i eftersøgningen af de bortløbne. Og således foregår der meget både morsomt og dramatisk blandt de skæve figurer i udkanten af historien, som kun er med til at krydre handlingen og give det stiliserede univers liv.

Selvbiografisk

Det er dog det empatiske og varme portræt af ung kærlighed, som er omdrejningspunktet i filmen, og Kara Hayward og Jared Gilman er et såre tiltalende par i rollerne som Suzy og Sam. De står lige på tærsklen mellem barn og voksen, og de på én gang intense og uskyldige følelser, de har for hinanden, løber som en rød tråd og en usynlig, uudtømmelig energi gennem Moonrise Kingdom.

Det er historiens dramatiske motor, og som tilskuer til deres mere og mere desperate – men ikke uhumoristiske – kamp ønsker man sig ikke noget andet end, at deres kærlighed får lov til at overvinde alt.

Jeg skal ikke afsløre, hvordan Moonrise Kingdom ender, men der er ingen tvivl om, at Wes Anderson også er en stor romantiker, og at hans sympati om noget ligger hos de to unge mennesker og deres kamp for selvstændighed og frigørelse. Undervejs i filmen får man i øvrigt den tanke, at Sam og Suzy (som mange andre personer i Andersons samlede værk) er to sider af instruktørens personlighed – ikke mindst inkarnerer hans stilbevidste stålsathed.

Det giver Moonrise Kingdom lidt ekstra psykologisk klangbund og får mig kun til at holde endnu mere af Wes Anderson og hans film.

 

 

Moonrise Kingdom. Instruktion: Wes Anderson. Manuskript: Wes Anderson og Roman Coppola. Amerikansk (Dagmar, Empire, Falkoner og Grand i København og en række biografer i resten af landet)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu