Læsetid 3 min.

Den uhyggelige enevælde

Medrivende skildrer Ulrik Langen, hvor hårdt den danske kongemagt i 1790’erne slog ned på borgere, der stod fast på deres rettigheder
4. september 2012

Danmarks kongelige enevælde var da typisk dansk og ret hyggelig, ikke sandt? Frederik den Sjette lod sig hylde af sit folk, mens han i admiralsuniform sejlede rundt på Frederiksberg Haves kanaler, og den dag i dag kan han ses, når han i H.V. Bissens statuegengivelse står iført fornuftig ulden uniformsfrakke ved havens indgang.

Helt så hyggelig var enevælden ikke, mens den stod på – heller ikke på Frederik den Sjettes tid. Det får man et frostklart billede af ved læsning af historieprofessor Ulrik Langens bog Det sorteste hjerte – Historien om et dybt fald i enevældens København.

Den, der falder dybt, er den energiske porcelæns- og tehandler Michael Brabrand. Det er Frederik den Sjette, der som landets regerende kronprins står bag Brabrands fald.

Brabrands synd er, at han står fast på de rettigheder, han – selv under enevælden – har som borger og handelsmand. Og at Brabrand offentligt gør det klart, at han forventer, at kongemagten vil respektere de rettigheder og beskytte dem. Det vil kongemagten ikke, hvis ikke det huer den.

Kronprins kupper

Sagen er, at kronprins Frederik allerede som 16-årig i 1784 kom til magten ved et ublodigt statskup mod den kreds omkring gehejmekabinetssekretær Høeg-Guldberg, der i 1772 blodigt havde fjernet kongelig livlæge Struensee fra magten.

Når disse kup kunne foregå, skyldtes det, at den ægte enevældige hersker, Christian den Syvende, var fra forstanden og ude af stand til at regere landet.

I begyndelsen af sin de facto-regeringstid blev Christian den Sjette set som fremskridtets mand. De store landboreformer gennemføres med hans nåde. Men den franske revolution i 1789 vender Frederiks sind. En observatør ved hoffet har berettet, at Frederik ikke kan tale om revolutionen »uden den heftigste forbitrelse«. Og han ser sig gal på hjemlig samfundskritik, der kommer til udtryk i pamfletter, viser og tidsskrifter. »Skrivefrækhed« kalder Frederik det.

Nok er der fra Struensees tid overleveret en ytringsfrihed, men kongemagten strammer forvaltningen af den. Juristen M.G. Birckner skriver i 1797, at der i Danmark kun er fuld frihed til at skrive »kogebøger, syltebøger og prædikener«.

Det er her, porcelæns- og tehandler Michael Brabrand uforvarende tumler ind i billedet. I Københavns næringsliv føres der hyppigt retlige processer om indtrængen på andres laugsmæssigt fastsatte enemærker. Brabrand bliver beskyldt for at sælge risengryn og kanelstænger, og det må han ikke. Alligevel udviser han ikke behørig respekt over for de betjente, der kommer for at afhøre ham om den anmeldelse, som en urtekræmmer har indgivet.

I sin harme erklærer Brabrand: »Jeg skal min sjæl være mand for, at urtekræmmernes rettigheder snart er forbi.«

Revolutionsangst

Hvis man er angst for revolution, lyder Brabrands erklæring som begyndelsen på et væbnet oprør. Da Brabrand med sit iltre sind også kommer i håndgemæng om udestående fordringer, bestemmer ordensmagten sig til, at han er en farlig mand.

Et kafka’sk procesforløb indledes mod Brabrand. Det får ham til at skrive indigneret til den regerende Frederik og minde om de principper om lovenens ånd, som den franske statsretstænker Montesquieu har nedfældet.

Det forvisser Frederik om, at Brabrand vil sætte sig i spidsen for en dansk revolution. Da Brabrand efterfølgende offentliggør sit formastelige brev, beslutter enevælden, at nok er nok.

Brabrand og hans juridiske rådgiver, Hans Holm, sættes seks år i kummerligt isolationsfængsel, mens en flom af anklager rettes mod dem. Begge ender med at blive landsforvist – uden at de egentlig har gjort sig skyldig i noget bevisligt – andet end at gøre enevælden opmærksom på dens grænser.

 

Ulrik Langen: ’Det sorteste hjerte – Historien om et dybt fald i enevældens København’. 286 s. 300 kr. Politikens Forlag. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Engelsted

Det lyder som om, at det borgerklassens rettigheder, som den enevældige konge forsvarer.

Enevælden var netop første trin i borgerklassens magtovertagelse. Man allierede sig med kongen mod adelen. Berømt er scenen, hvor adelens talsmand Otto Kragh møder borgernes talsmand, købmand Hans Nansen, på gaden og peger truende mod Blåtårn, hvor landsforrædere traditionelt var anbragt, hvorefter Nansen ligeså truende peger mod stormklokken i Frue Kirkes tårn, der kalder borgervæbningen til våben. Det var Nansen og hans borgervæbning, der spærrede adelen inde i København og tvang den til at underskrive den håndfæstning, der gjorde kongen enevældig og gjorde muligt for ham--gennem et borgerligt embedsværk--at gennemføre lovgivning til fordel for borgerklassen, produktion, handel og søfart.

En del af dette var særlige handelsmonopoler og privilegier til forskellige fag, laug, og det var sådanne ordninger, som købmand Brabrand tilsyneladende forbrød sig mod og måtte sættes på plads

At fremstille dette som enevældens sorte undertrykkelse af den borgerlige frihed er måske lige lovligt meget.

Niels Engelsted:

Den omtalte sag har altså ikke ret meget at gøre med din marxistiske skematik. I begyndelsen af sit oprør kunne Brabrand prale med tilslutning fra stort set samtlige af sine kollegaer i branchen, som det imponerende antal tillidsytringer i hans første udgivne skrift "Appellation fra en mishandlet dansk Borger" indeholder, og selv da det kom til egentlig gadeoptøjer kunne politiet konstatere at de medvirkende fortrinsvis var middelklasse borgere, og ikke de sædvanlige matroser fra Nyboder (tidsskriftet fortid og nutid, 1986, s. 41).

Så jo, det var faktisk et af de få klokkeklare eksempler på enevælden opbød hele sin udøvende og dømmende magt for at få bugt med et par virkelig besværlige og rebelske borgere.

Og håndfæstningen i 1660 gjorde faktisk ikke kongen enevældig, det gjorde først Kongenloven af 1665, og den var hemmelig for alle undtagen kongen og hans nærmeste, indtil den blev trykt i 1709. Og der er god grund til at antage at han med denne "grundlov" langt overskred de beføjelser, og i hvert fald de forventninger fra de deltagende stænder, som han var blevet givet i 1660.

YTRINGSFRIHED = SKRIVEFRÆKHED !
spændende af få sin historiske viden gjort lidt fyldigere, Struense har vist været den der lagde kortene bedst ud for de almindelige mennesker..!
Sikke dog en tyran, der efterfulgte ham, nu må der vel være basis for nogle små illustrerede bøger om de forskellige medvirkende historiske personerf I den nyeste kærlighedsfilm som betager USA for tiden !

YTRINGSFRIHED = SKRIVEFRÆKHED !
spændende af få sin historiske viden gjort lidt fyldigere, Struense har vist været den der lagde kortene bedst ud for de almindelige mennesker..!
Sikke dog en tyran, der efterfulgte ham, nu må der vel være basis for nogle små illustrerede bøger om de forskellige medvirkende historiske personerf I den nyeste kærlighedsfilm som betager USA for tiden !

Måske hvis disse bøger skrives rigtigt så kunne de danne basis for lidtg politisk forståelse hos de love-hungrende USAmerikanere !

Niels Engelsted

@Sune Olsen
Tak for dine oplysninger korrektioner, du ved åbenbart hvad du taler om.

Men er det virkelig rigtigt, at det bare er marxistisk skematik, at enevælden var den anti-adelige første halvleg, der ledte til den borgerlige revolution?

Niels:

Nej, det er det selvfølgelig ikke. Enevælden fravristede i løbet af dens eksistens mere og mere magt fra adelen, og centraliserede den under kongemagten. Dette tillod selvfølgelig i langt højere grad borgerskabet at komme til fadet, hvilket de også benyttede sig af (f.eks. Christian Colbjørnsen, den magtfulde generalprokurør som bl.a. stod bag den juridiske udformning af landboreformerne, men også trykkefrihedsforordningen af 1799 der indskrænkede trykkefriheden) var borgerlig. Man skal dog lægge mærke til at en af de højeste poster i regeringen, præsidentskabet over Tyske Kancelli, i realiten udenrigsministerposten og mere til, altid blev givet til en adelig. Så der var en ambivalens i kongemagtens forsøg på at holde sig til magten ved at spille de forskellige stænder ud mod hinanden (gejstligheden havde de ingen problemer med, den stod last og brast med det af Gud givne enevælde).

I løbet af hele 1700-tallet fandtes der aldrig en borgerlig majoritet af modstand mod det danske enevælde. Brabrand og konsorter f.eks. modtog aldrig støtte fra den litterære borgerlighed, som ellers havde stor magt i henseende til dannelsen af den offentlige mening. Kritikken fra dem blev, med få undtagelser, forbeholdt adelen, som til gengæld også måtte stå model til meget.

Det danske borgerlige oprør mod enevælden kom jo først i omdrejninger i løbet af 1830'erne, bl.a., som du nævner, med inspiration fra den Franske Revolution.

Min pointe er blot at de seneste årtiers forskning har nuanceret processen langt mere end 1970'ernes og 1980'ernes historisk materialistiske forskning lader ane, men det er desværre ikke rigtigt det rigtige medie at komme med en længere detaljeret forklaring over emnet.

Lad mig blot tilføje at jeg er helt sikker på at Ulrik Langens bog giver nogle interessante indblik i en for Danmarkhistorien ret så utrolig sag. Jeg har ikke læst bogen, men vil helt sikkert anskaffe mig den.

Jeg har selv studeret netop dette emne om Brabrand og kancelliråd Holm nærmere, og det indeholder stof nok til ret spændende historisk roman (eller tv-serie). Bl.a. kongens magtfulde rådgiver Bülow blev væltet af pinden fordi han besad breve fra kancelliråd Holm, der optræder politistikkere, fængselsoprør, revolutionsforsøg, falske vidner som bliver smuglet ud på landet, altsammen i en atmosfære af revolutionsfrygten (eller lysten) fra den samtidige Franske Revolution og Tømmerstrejken i København i 1794, samt ikke mindst Danmark-Norges håbløse forsøg på at holde sig ude af den internationale storkonflikt.

jan henrik wegener

Man kan somme tider støde på den opfattelse at demokratiet har "urgamle" danske rødder og om en sørlig nordisk "lighedstradition", måske endda en frihedstradition. Det har så vidt jeg kan se ikke meget med den kendte historie at gøre. Snarere et gammelt fuldt så udviklet hierarki, uinskrænket, diktatorisk magt, forrang for hoffet og militæret som ellers i Europa. Og frihederne? Mindst lige så meget udenlandsk påvirkning, fra Norge, Europa, hertugdømmerne. Slaveri i kolonierne til det sidste. At traditionen så blev en anden i løbet af de sidste halvandet hundrede år er en anden historie.

jan henrik wegener

Man kan somme tider støde på den opfattelse at demokratiet har "urgamle" danske rødder og om en sørlig nordisk "lighedstradition", måske endda en frihedstradition. Det har så vidt jeg kan se ikke meget med den kendte historie at gøre. Snarere et gammelt fuldt så udviklet hierarki, uinskrænket, diktatorisk magt, forrang for hoffet og militæret som ellers i Europa. Og frihederne? Mindst lige så meget udenlandsk påvirkning, fra Norge, Europa, hertugdømmerne. Slaveri i kolonierne til det sidste. At traditionen så blev en anden i løbet af de sidste halvandet hundrede år er en anden historie.

Før kirkens hieraki indtog Danmark sammen med kongemagten var der dog tingstederne hvor jeg har hørt fortalt at den ældste kvinde blev hentet om ikke ting-rådene kunne blive enige = 12 personer alle voksne mænd og vel næppe trælle ! Men frie mænd er det fuldstændigt udokumenteret og hvordan kan det mon være at forståelsen af vikungernes ligestillethed mellem mændene er blevet så udbredt en myte ?
også fortællingen om vikungeskibet der sejler ind gennem Paris og bliver anråbt på Seinen og bedt om at give sin leder/fører til kende, hvor til svaret lyder at de (vikingerne/vig-krigerne ) ikke har en leder ! Er det også bare en folkemyte ?

jeg tror at forståelsen af jævn-byrd-ighed er før kristen I vores kultur og at det også omhandlede de relativt frie kvinderf jævnf. At kvinderne/fruerne var bærere af gårdens nøgler f.eks. På Island ?

HVILKET VAR I MODSÆTNING til det romerske hierakiske samfund,hvor kvinder var omend fruer så dog kun ejendom af høj status,Jævnbyrdigheden skulle vi dærimod have til fælles med Den Keltiske kultur og de tidlige germanere ? ?

ja jeg undrer mig bar over alle de løgne jeg åbenbart er blevet fortalt gennem...mit liv !

Og trællene / slaverne var vel ikke af vikingeæt, måske slavere eller andre tilfangetagne fra togterne ud I verden ? Eller var trællene almindelige Vikinger blot faldet I unåde ?
Måske var alle af vikinge-æt/byrd/birth ligestillede ud over den valgte høvding/hoved-tingsmand !

Jeg undrer mig lidt over Rehlings sidste sætning i anmeldelsen: "Begge ender med at blive landsforvist – uden at de egentlig har gjort sig skyldig i noget bevisligt – andet end at gøre enevælden opmærksom på dens grænser."

Den skulle vel snarere have lydt "... andet end at gøre opmærksom på at der var grænser for borgerens rettigheder under enevælden". Enevælden selv havde ingen grænser; kongen var bogstaveligt talt hævet over loven, selv over Kongeloven, på trods af at Kongeloven selv indeholder en paragraf om at den ikke må ændres (et juridisk paradoks flere har gjort opmærksom på i tidens løb).

Borgernes rettigheder var således aldeles på skrømt og udelukkende baseret på monarkens indfald, på trods af tonsvis lovparagraffer, der ellers var beregnet på at fastsætte retningslinjer og rettigheder f.eks. vedrørende anklagedes forhold. Et enkelt kongeligt dekret kunne med fuld lovlighed gå på tværs af alle lovparagraffer.

Et forhold som indtil for nylig er blevet accepteret men dæmpet af historikere, som har haft travlt med at påpege at sådanne overgreb var yderst sjældne, og at retssamfundet "for det meste" blev opretholdt i perioden, og sammenlignet med andre enevældige styrer så var det danske yderst godartet. Det kan være, men der har så sandelig også manglet forskning og fokus på de tilfælde hvor enevælden ikke var godartet, hvor det despotiske element (for at parafrasere Montesquieu) fik overtaget. Langens nye bog, sammen med hans biografi over Christian 7. er en god start, og er forhåbentlig startskuddet til et fornyet og mere nuanceret blik på det danske enevælde.

Niels Engelsted

@Sune,
kan man se en historisk parallellitet mellem tyrannerne i antikkens Grækenland og enevoldskongerne som begge tilfælde udgør leddet mellem adelsvælde og borgervælde? Eller er det for mekanisk-marxistisk?

Hvis man bruger lidt tid på det sidte link jeg har indsat kan man finde ud af at demokratiet I vikingetiden omend uden stat var mere dækkende end det berømte I Athen der omfattede ca. 10 af befolkningen ,hvor vikingetiden faktisk lod alle deltage på tinge på nær trælle, ja faktisk var det for de frie mænd en pligt at medvirke/møde op undtagen og man var den eneste der kunne bevogte boligen, og kvinder havde også adgang til tinget og egne rettigheder og ejendom livet igennem samt skilsmisserettigheder også og med ret til at tage egen formue/ejendom ud af boet !

så jo vi har haft en meget udbredt lighedskultur/demokrati-lignende I skandinavien og den blev så smadret med indførelsen af enevældet sammen med kirkens opbakning og ændringen fra kollektivt ansvar I de respektive familier(klaner) til individuekt skyldighed over for loven,kirken og kongen, hvilket sammen med indførelsen af kristendommen ødelagde samfundets sidestilling af alle stænder som næsten lige for loven !

I Norge er der ydermere et eksempel på en lov om bøndernes pligt til at indfang og dræbe kongen om han udøver vold på nogen I den periode, han er valgt til konge I !

så selv kongewn var altså valgt på tinge, og på island fortælles der også om forskellige der rejser rundt fra ting til ting og rejser for at blive valgt som Konge..

Michael Kongstad Nielsen

Tak for interessante indlæg.

Som jeg har forstået det, vil jeg nu holde med Engelsted i, at enevældens indførelse - eller rettere arvekongedømmets indførelse og håndfæstningernes ophævelse - var borgerskabets sejr.

Danmark var hærget efter svenskekrigene, vi havde tabt Skåne, Halland og Blekinge, København havde dog holdt stand mod belejring og stormløb, og kongen var populær.

For at samle landet sammen indkaldtes til stændermøde i september 1660 i København. 100 adelige, 100 borgere og præster. Ingen bønder, og ingen fra Norge.

Adelen ville opretholde sin skattefrihed (det er næsten som dagens USA), men borerskabet ville benytte lejligheden til at gøre alle lige hvad skat angik. For at vriste magt fra adelen foreslog borgmester Nansen og biskop Svane at tage retten til at vælge konge fra adelen. Kronen skulle altså være arvelig, hvilket enhver idiot kunne se var biologisk risikabelt, men det tænkte man nok ikke på.

Arvekongen blev overdraget selv at udfærdige en ny forfatning, og hans sekretær Peder Schumacher skrev Kongeloven, der gav kongen hidtil uset meget magt, og gjaldt i Danmark frem til 1849 og i Norge frem til 1814.

Det interessante er altså, at adelen blev stækket og embedsmændene blev de egentlige "magthavere", der i ly af kongens magt kunne indføre de mest omfattende reformer i Europa på den tid. Det kunne være gået grueligt galt, med det gik faktisk meget godt.

Ja og sådan er det såmænd næsten også I dag, altså embedsmændene har mere magt end mange forstår, eller som Peter Loft forstod jobbet tilsyneladende ! Sådan er der så meget men at kongen ikke mere kunne vælges var som pricip et tilbageslag for kontinuiteten I vores oprindelige kultur,men nu er så statsministeren vel blevet "konge" og forsvarsministeren "krigerkongen"... Og kongen er blevet den evige Dronning som bliver hjemme og ser godt ud keeping up appearence !

Meget interessant artikel og en debat paa meget hoejt niveau af folk der ved hvad de skriver om, blot med den saedvanlige undtagelse som jeg vel ikke er den eneste der er traet af. Ignosce nesciunt quid scribentur.

@Peter Hansen

Hvorledes mener du?

Netop ved denne formulering:
"Sagen er, at kronprins Frederik allerede som 16-årig i 1784 kom til magten ved et ublodigt statskup mod den kreds omkring gehejmekabinetssekretær Høeg-Guldberg, der i 1772 blodigt havde fjernet kongelig livlæge Struensee fra magten."

skelner Rehling da netop mellem de to.
Dog måske ikke tydeligt for alle, som ikke lige har sat sig lidt ind i tidens begivenheder.

Heinrich R. Jørgensen

David Rehling:
"Sagen er, at kronprins Frederik allerede som 16-årig i 1784 kom til magten ved et ublodigt statskup"

David Rehling har en højst besynderlig evne til at pendulere mellem at være være en oplyst renaissance-mand og en dogmatisk støjsender.

I denne ombæring er David Rehling det sidste. Om det skyldes en særegen tolkning af Ulrik Langens værk, eller en loyal gengivelse af samme, må stå hen i det uvisse for nuværende.

Der var intet der nærmer sig et "statskup". Det kunne have udviklet sig til et, men gjorde det. Selv at kalde det en "palads-revolution" er at trække det begreb helt til bristepunktet, hvis ikke over. Her skal ordet "revolution" forstås i sin korrekte betydning -- nemlig i betydningen "genstart", på en ny cyklus. Et regimeskifte, hvor dynastiet ikke væltes, og hvor ændringerne i magtforholdene sker med hjemmel i gældende lov og tilmed uden vold og tvang.

Sagen var (sic!) at Kongens gennemslagskraft ifht. sit kabinet formodentligt var yderst begrænset. Kronprinsen var et talentfuld barn, som ventede på at blive myndig. Det skete ved konfirmationen, og på trods af at den pietistiske lovgivning gjorde konfirmationen obligatorisk ved ca. 14 års alderen, blev denne ceremoni udsat for kronprinsens vedkommende, da de facto magthaverne ville holde prinsen på afstand af magten. Som 16-årig blev Frederik konfirmeret, den 4. april, og 10 dage senere, var det møde i statsgeheimerådet. I et sådant deltog Kongen, magtens mænd og den myndige kronprins, ifald en sådan fandtes. Det gjorde der den dag.

Mødet blev indledt med at den 16-årige arve-kronprins fremsatte et forslag til Kongen om, at denne afskedigede samtlige "ministre", således at andre kunne komme til i stedet. Det forslag valgte Kongen at tiltræde, og det detroniserede parnas valgte at acceptere deres afsked under mødet i statsgeheimerådet.

I modsætning til Struense, så fik de detroniserede en blid medfart. De mistede hverken hovede eller ejendom, og blev heller ikke landsforvist. De fik besked om at tage hjem, og undlade at blande sig i politik fremover. Kongen var kongen som tilforn; den nys myndige kronprins vedblev med at være kronprins i mange år frem. En yderst aktiv én af slagsen, men det var fortsat Kongen der traf beslutninger, var rigets statsoverhovede osv.

Heinrich R. Jørgensen

Den danske enevælde (eller absolutisme) skilles ofte i to perioder. Den første er købmandsstandens diktatur by proxy, og spænder over 1660-1784. Den anden over 1784-1849.

I den anden periode, forekommer det oplagt, at intentionen går i retning af indførelse af et oplyst monarki. Stavnsbåndets ophævelse i 1788 var et kraftigt vink med en vognstang til alle rigets indbyggere om at der var kommet nye boller på suppen, og at riget var et fælles anliggende, og ikke blot endnu en omgang med oligarker, feudalherrer og biskopale myndigheden i rolle som almægtige undertrykkere af det upriviligere flertal.

Det lykkes som bekendt også. Slaget på Reden i 1801 var først og fremmest en sejr for den nye samfundsorden (det oplyste monarki, med dets frisatte befolkning) der blev stilet mod. Det viste, at riget havde en politisk ledelse med tæft og almen opbakning i alle stænder. Det signifikante ved sejren i 1801 var ikke at det var en militær sejr, men at det var en politisk sejr for et projekt.

@Heinrich

jeg kan bare ikke være enig der!

Det VAR et formidabelt statskup (magtovertagelse), men forbilledligt ublodigt, som Rehling rigtigt og lødigt beskriver 1784.
I vore dage ville man måske kalde det en fløjlsrevolution!?

Heinrich R. Jørgensen

Peter Hansen:
"Sker der ikke i Rehlings gennemgang en sammenblanding af to Frederikker - hhv. arve- og kron-prinsen? "

De er begge arve- og kronprinse, efter Frederik d. V -- blot ikke på samme tid.

Den ældre nevø er det indtil kongens søn fødes, i 1768.

Michael Kongstad Nielsen

I syvende afsnit skriver Rehling, citat:
"begyndelsen af sin de facto-regeringstid blev Christian den Sjette set som fremskridtets mand. De store landboreformer gennemføres med hans nåde."

Men der må være noget galt, for Cristian den Sjette var konge fra 1730,
http://da.wikipedia.org/wiki/Christian_6.
og under ham blev stavnsbåndet indført, forbud mod forlystelser og tvungen kirkegang.

Det er også svært at holde styr på alle de Christianner og Frederikker.

Heinrich R. Jørgensen

Nic,

det var et vovestykke af rang og balancekunst på højt niveau, at den nys konfirmerede yngling præsenterede en sådan plan for statsoverhovedet i nærvær af hele magteliten, og fik den åbenbart meget svagelige konge til at tilslutte sig.

Den portugisiske nellikerevolution var jo ekstremt voldelig i sammenligning. Ja, alt er som bekendt relativt ;-) Det blev knust et par ruder, skud blev affyret (de knuste ruder), ministre blev afsat mod deres vilje, bevæbnede personer konfronterede hinanden i en potentiel voldige kamp, og de gamle magthavere (ministrene) blev landsforvist. En ublodig affære, heldigvis, men der der var både en revolte (optøjer (omend mest med nelliker i geværløbene), et statskup (yngre officerer stod i vid udstrækning bag) og en revolution (et nyt dynasti fortrængte et tidligere). Ingen af disse voldelige elementer ellers udrensningsprocesser kendetegner begivenhederne 14. april 1784.

Heinrich R. Jørgensen

Nic Pedersen:
"men “folket og Riget” blev der forenet i hidtil uset grad!"

Det var deri "sejren" bestod :-)

Det danske rige havde hævdet sin suverænitet og autonomi tidligere, hvilket var anledningen til at slaget siden fulgte. Slaget var ikke andet end en styrkeprøve og en skærmydsel, eller måske snarere en lakmusprøve på om disse danskere satte vilje bag ordene. Sejren bestod i, at den danske nationalstat og dets politiske lederskab blev taget tilstrækkeligt alvorligt til at den ikke blot blev knækket med brutal overmagt.

Du har helt ret i, at der ikke var tale om en sejr i militær forstand. Du har helt ret i, at mit ordvalg om denne "sejr" var mere polemisk svulstigt end sandt var. Tak for reprimanden -- den var fortjent.

Heinrich R. Jørgensen

Michael,

du har ret.

Chr. VI - 1699-1730
Fr. V - 1730-1766 (søn af Chr. VI)
Chr. VII - 1766-1808 (søn af Fr. V)
Fr. VI - 1808-1839 (søn af Chr. VII)

Det er under Chr. VII at der sker meget spændende. Først fører Struense sig frem, siden er der en søn af Fr. V der også hedder Frederik, der først er arveprins (indtil 1768), og siden de facto regent (indtil 1784). Fra 1784-1808 er det i praksis den Frederik der er søn af Chr. VII, siden 1768 arveprins og siden bliver Konge med navnet Frederik VI, cer fungerer i rollen som regent, uagtet af det formelle statsoverhovede (Kong Chr. VII), vedbliver med at have denne rolle til sin død.

Heinrich R. Jørgensen

David Rehling:
"Og at Brabrand offentligt gør det klart, at han forventer, at kongemagten vil respektere de rettigheder og beskytte dem. Det vil kongemagten ikke, hvis ikke det huer den."

Der er en årsag til, at man taler om to perioder med absolutisme i Danmark. Det var købmandsstanden, der fik gennemført adelstandens detronisering og valg-monarkiets afskaffekse, i 1660. Det var disse geschäftige oligarker og rigmænd, der fik indført, at embedet som konge ikke længere skulle være et valgembede, hvor den valgte måtte tiltræde med de håndfæstninger der måtte være aftalt ved kongens udnævnelse (kaldet Kongelov), men at embedet skulle være dynastisk. Det skulle gå i arv fra far til søn, som i så mange andre familievirksomheder og dynastier. Sådanne har det med at holde 3-4 generationer. En (spydig) tommelfingerregel siger, at det tager tre generationer at komme fra nul til nul ;-)

Det er sandt, både når det gælder politiske dynastier og når det gælder familievirksomheder. En stærk person etablerer emperiet, en søn der kender til den vanskelige begyndelse og er sekunderet af dygtige folk tager over, og bliver siden afløst af dennes søn, der er blevet forkælet med en stadig og uudtømmelig strøm med lommepenge og privilegier, glamourøse uddannelser og opvartning. Til alles overraskelse viser det sig, at denne trofæ-søn alene er egnet til at regere i elfenbenstårns-miljøer, og ikke har blik for faresignaler og egne svagheder. At det kommer som en overrakelse, har at gøre med at de ledende personer i hierarkiet, heller ingen fornemmelse har for hvad der skal til for at bygge et empirie, og holde sammen på det, så det ikke degenerer til en tilstand, hvor prinsens og dennes hof er fornøjede, mens alle andre lider under deres åg. Da er det blot et spørgsmål om, at et nyt dynasti melder sig på banen, og vælter det gamle af pinden.

Den kommende konge, kronprinsen, skal naturligvis ikke vise antydning af svaghedstegn. Det stiles mod et oplyst monarki, og således ikke en republik. Et monarki og en republik er to vidt forskellige styreformer. En republik er et langt mere ambitiøst og vanskeligt projekt, og udsigterne til at begynde at overveje en sådan model, ville i givet fald have ligget mange årtier ud i fremtiden.

Montesquieu storværk fra 1748 var det vigtigste politiske værk i datiden, og der er vanskeligt at forestille sig, at kronprinsen og andre i samfundets top, ikke skulle være velbevandrede i værket. Enhver der havde læst det, ville næppe have været ubetinget fortalere for en republikansk model). Det er langtfra usandsynligt, at Brabrand og følge havde til hensigt at lægge ved på bålet, således at oligarkerne igen kunne rane magten i riget.

Det bliver interessant, at få mere viden om emnet.

@Heinrich

"Det var deri “sejren” bestod :-)"

Ja, og den sejr var til gengæld en som Homer ville have besunget!
Hvad kunne han ikke have fået ud af en flok bager- og slagterlærlinge, der uden tvang bemandede kanonerne på kongens improviserede række af gamle vrag og tvang verdenshistoriens største flåde og admiral til terrormetoder (at dræbe krigsfanger), bare for at opnå våbenhvile.

Heinrich:

Jeg er nu enig i at hvad der foregik i 1784 var et statskup på linje med hvad der foregik i 1772. I 1888 blev der udsendt en forbilledlig kildesamling indeholdende dokumenter, beretninger, erindringer osv angående "regeringsskiftet" (som de kalder det). Her kan man bl.a. læse om de lange forbedredelser, der blandt andet inkluderede spionage af Juliane Maries hof foretaget af kronprinsetro hoftyende, hemmeligt udsmuglede korrespondencer til Bernstorff og meget andet godt. Hele planen var ved at ryge i vasken på grund af en fordrukken hofmands fortalelse til sin kæreste. Læg mærke til at den officielle myndighedsalder for kongelige i Danmark faktisk var 14 år (ifølge Kongeloven), men Juliane Marie og arveprinsen udskød hans konfirmation hele 2 år, i forsøget på at beholde magten.

Selve statsrådsmødet forløb aldeles dramatisk, og den involverede altså ikke nogen rationel overvejelse fra kongens side, kronprinsen præsenterede simpelthen dokumentet, der gav ham forrang, helt uannonceret og placerede det foran Christian, som underskrev det mekanisk ligesom de fleste af de forordninger og reskripter Guldberg-regeringen havde præsenteret ham for.

Derefter udspilledes der sig et decideret håndgemæng, hvor arveprinsen fik sikret sig kongens person da denne havde flygtet i et tilstødende værelse. Da arveprinsen forsøgte at undslippe til sin moder enkedronningen med kongens person blev han skarpt forfulgt af kronprinsen, som havde sit underskrevne dokument, men det kunne blive værdiløst hvis arveprinsen kunne få kongen til at underskrive en kontraordre.

Der opstod faktisk brydekamp mellem de to efter en kort forfølgelse, og hvis man ved hvordan både arveprinsen og kronprinsen var sammensat rent fysisk: albinoagtige, skrutryggede, spinkelte knogler, nærmest af dværgevækst og absolut ikke "fit for fight", så må det have været lidt af et kosteligt syn at se dem kæmpe. Kronprinsen vandt, og ja, de forrige magthavere overgav derefter magten uden at ty til drastiske midler (de havde heller ikke rigtigt nogen drastiske midler, kronprinsens legitimitet overtrumfede deres, og dermed også loyaliteten blandt hæren og folket). Kronprinsen havde endda sikret sig opbakning fra loyale soldater, som stod klar til at gribe til mere hårdhændede midler hvis enkedronningen og Guldberg ikke havde givet op i første omgang.

Et statskup må defineres til at være det at en part overtager regeringsmagten til trods for en siddende regerings vilje, og det var lige hvad der skete.

Heinrich R. Jørgensen

David Rehling:
"hvor hårdt den danske kongemagt i 1790’erne slog ned på borgere, der stod fast på deres rettigheder"

I et monarki, har borgere rettigheder, men det er monarken der er rigets øverste myndighed, både når det gælder udøvende myndighed (regeringsmagt) og dømmende myndighed. Monarkens adkomst til magt og myndighed, skyldes at denne på ærefuld vis forvalter embedet viseligt. Man kan appellere venligt til en monark, men man ka' sgutte forlange noget, belære den almægtige hersker om noget eller forlange noget af denne.

En monark, der ikke evner at opføre sig korrekt og nådigt, skal ikke forvente opbakning. En monark skal gennem sine handlinger gøre sig fortjent til at blive æret (dvs. blive vist tillid og loyalitet). En undersåt der ikke forstår at embedet (ikke personen) nødvendigvis må og skal æres, og aktivt underminerer monarkens myndighed, bedriver pr. definition samfundsomstyrtende virksomhed.

At Brabrand ikke blev udsat for hjul og stejle (a la Struense) og siden hugget i stykker og hængt op på pæle, skyldes næppe at kronprinsen var nervøs for at bruge magt, eller at det ikke på kort sigt ville have været nyttigt for regimet at få cementeret det forhold, at Kongens om nødvendigt kunne og ville slå en prober næve, når tølpere stillede sig udfordrende an. En nærliggende forklaring på, at magtmidlerne der blev anvendt til samfundsordenens og roens bevarelse, var fængsling, landsforvisning og censur, er at disse afmålte og moderate virkemidler stemte overens med det politiske projekt -- det oplyste monarkis gradvise indførelse.

Heinrich R. Jørgensen

Nic Pedersen:
"Hvad kunne han ikke have fået ud af en flok bager- og slagterlærlinge, der uden tvang bemandede kanonerne på kongens improviserede række af gamle vrag"

Du har ret. Eller nutidens film og mytemagere, for den sags skyld. Der er lige så meget råmateriale til en film, som til f.eks. filmen "300" ;-)

Heinrich:

"Montesquieu storværk fra 1748 var det vigtigste politiske værk i datiden, og der er vanskeligt at forestille sig, at kronprinsen og andre i samfundets top, ikke skulle være velbevandrede i værket. Enhver der havde læst det, ville næppe have været ubetinget fortalere for en republikansk model). Det er langtfra usandsynligt, at Brabrand og følge havde til hensigt at lægge ved på bålet, således at oligarkerne igen kunne rane magten i riget.

Det bliver interessant, at få mere viden om emnet."

Kancelliråd, juristen Hans Holm, Brabrands "tro væbner" (i realiteten overtager Hans Holm showet kort efter Brabrands arrest), havde godt kendskab til både Montesquieu og Frederik d. 2 af Preussens love og idéer. Han citerer dem begge i et værk han udgav i 1786 med titlen "Patriotiske Ideer fornemmelig Embeds-Forvaltningen og Opdragelsen betræffende". Her slog han bl.a. til lyd for en slags ombudsmandsinstitution, eller kommissærer, som skulle rejse rundt i landet og holde opsyn og forlange regnskab af de lokale kongelige embedsmænd, for at forhindre misbrug og fejlbeslutninger. Han var altså en tilhænger af en slags oplyst enevælde på dette tidspunkt. Man skal huske på at Montesquieu fra 1770'erne og frem hos danske læsere fortrinsvis var kendt fra de indflydelsesrige Sorø-professorer Sneedorff og Andreas Schyttes aftapninger af dem. Schytte bruger Montesquieus idéer, men afviser at den danske enevælde er despotisk fordi man i den danske udgave har kollegier hvor magten er uddelegeret og hvor embedsmænd rent faktisk har lov til at foretage egne vurderinger i kongens navn. En lidt spøjs konstruktion, men ikke destomindre vældig populær, og der var derfor i samtiden ikke store problemer med at citere Montesquieu og være tilhænger af det danske enevælde.

Men alt dette ændrer sig drastisk for Holm i 1793 da han får involveret sig i Brabrands kamp. Og det er tydeligt at han mere og mere tager den Franske Revolutions paroler til sig efterhånden som han på egen krop mærker enevældens uretfærdigheder.

Om han selv reelt blev republikaner kan man nok stille spørgsmål ved, men han anvendte i hvert fald det politiske alternativ massivt i sin mediekampagne (den største enkeltstående i hele perioden 1770-1799) sammen med sin søn Jacob Holm (også jurist).

Nu fremhæver jeg Holm, fordi Brabrand selv udgav kun meget lidt, og som sagt, efter Brabrands arrestation overtog Holm mediekampagnen og mens Brabrand, bortset fra et par enkelte skrifter, forsvandt fra offentlighedens søgelys, så gjorde Holm alt hvad han kunne for at få offentlighedens opmærksomhed for sin (og Brabrand, men efterhånden mest sin) sag. Måske bortset fra Knud Lyne Rahbek, var han sammen med sin søn den mest produktive forfatter i Danmark i perioden 1797-1799.

Heinrich R. Jørgensen

Sune,

mange tak for endnu en meget oplysende kommentar. Mange af de aspekter du nævner, er nye oplysninger for mig.

Det er dog ikke nyt, at forberedelserne var opfattende, at der var parkeret en deling soldater rundt om hjørnet "just-in-case", så jo -- jeg kan da godt gå med til at skrive under på at viljen til statskup var til stede, i fald det var nødvendigt at tage illegitime midler i brug.

Men helt konkret, så lykkedes det at få smidt ministrene på porten på legitim vis. Statsoverhovedet (Kongen) blev ikke sendt på ufrivillig pension eller i landflygtighed. Tværtimod var det Christian, der kom til at stå for at være stavsbundets ophæver, uagtet at det var Frederik der støbte kuglerne til reformerne mange år frem.

@Heinrich

Ja, råmaterialet er der bestemt, men hvad Hollywood kunne gøre ved Willemoes og Bille m.fl. får på forhånd hårene til at rejse sig på mit hoved! ;-)

Gad vide hvor mange dansle bøger det alt I alt blev udgivet årligt på den tid og hvor mange pamfletter ?

og gad vide hvor udbredt det var at eje og at læse bøger og udenlandske filosoffer ...hvor almindeligt var det I borgerskabet ? Gik alle de unge mænd på latinskole ?

Heinrich:

Ok, du har selvfølgelig en pointe i at det i hele perioden var den samme konge, og dermed det samme statsoverhoved, og det "kun" var regeringen der skiftede, men jeg synes at den er lidt semantisk, for i realiteten havde Christian jo intet at skulle have sagt i forbindelse med regeringssager efter omkring 1772 (og i hvert fald ikke efter 1772). Han underskrev blot. Og der er jo andre eksempler i historien på lignende, f.eks. Mussolinis "march mod Rom", hvor statsoverhovedet forblev det samme, men et regeringsskifte skete, som må betegnes som et statskup overfor den siddende regering.

Det skal nævnes omkring regeringsskiftet 1784 at kronprinsen endda fik udstedt et reskript, der påbød at enhver lov og ethvert dekret skulle have både kongens og kronprinsens signatur for at være gyldige (noget lignende havde Struensee i øvrigt også gjort), i klar modstrid med Kongeloven, men selvfølgelig for at forhindre at nogen kunne lave samme nummer mod ham som han selv havde lavet mod Guldberg-regeringen.

Heinrich R. Jørgensen

Sune,

det er yderst interessant, hvad du bringer frem om de to gange Holm. Deres skrifter synes jeg lyder interessante, for det er bestemt muligt, at de opfører sig som oplyste justitsfolk af den filosoferende skole (i lighed med Montesquieu), og at de argumenterer lødigt og seriøst for ændringer af monarkiets indretning, eller ligefrem republikkens indførelse.

Det modsatte er også en mulighed. At de i værste farisæer tradition præker polemisk vås.

Sneedorff og Schytte er klassiske farisæere. De gendigter hvad andre har skrevet af forstandige betragtninger, forvrider det til ukendelighed og forsøger at sælge deres eget gylp som var det purt guld.

Jeg anser Montesquieus L'esprit du loi som det politiske hovedværk der stadig rager op over alle andre vigtige værker. Jeg kender intet værk, der når det til sokkeholderne -- hvilket meget tænkeligt primært er et udtryk for min begrænsede viden ;-)

Cambridge Universitys uforkortede udgave af værket fra 1999 (oversat til engelsk), burde være pligtlæsningen for enhver statskundskabsstuderende. jurist og engageret samfundsdebattør.

Mascha:

"Gad vide hvor mange dansle bøger det alt I alt blev udgivet årligt på den tid og hvor mange pamfletter ?"

Svend Bruhns har i sin "Bibliografiens historie i Danmark 1700- og 1800-tallet" en graf på s. 31 der angiver hvor man danske bøger (dette er inklusive pamfletter og tidsskrifttitler) der udkom årligt i perioden 1700-1840.

Nu er grafen ikke nem at aflæse fordi enhederne er så små at man ikke kan se de enkelte, men jeg kan oplyse at i 1700 udkom ca. 200 titler, i 1772 lidt over 800, i 1788 lidt over 600 (hvilket synes at være et cirka gennemsnitstal for alle årene i 1790erne), 1812 ca, 500, 1820 lidt over 800, mens grafen stryger til tops i 1840 med lidt over 1100 (og sandsynligvis kun stiger og stiger hvert år fremover).

Så det største antal skrifter udkom i Struensees trykkefrihedsperiode 1770-1772, men den var på vej op igen i 1790erne, men røg så ned på grund af trykkeforordningen af 1799 og Englandskrigene, som seriøst hæmmede finanserne og import af f.eks. papir og typer, med undtagelse af et enkelt år, muligvis 1807 (Bombardementet af København), hvor den røg næsten op på 800 igen. Etableringen af Stænderforsamlingerne og den deraf følgende slækken på forbuddet omkring politisk diskussion fik udgivelsesantallet til at stige igen.

Der er også en anden grund til, at antallet af udgivelser måske stiger fra 1840, og det er introduceringen af industrielt fremstillet papir af lavere kvalitet - noget, vi døjer med nu, når der skal restaureres.

Heinrich R. Jørgensen

Sascha Madsen:
"Gik alle de unge mænd på latinskole ?"

De, der blandede sig i samtidens offentlige debat, havde sandsynligvis gået på latinskole. Alle købstæder havde på det tidspunkt en latinskole (hver) -- i alt over 50 fordelt over hele landet, så hut jeg hvisker.

Latinskoler var lærde skoler (funderet på Trivium), der på ingen måde er sammenlignelige med hvad vi i dag forbinder med skoler (paratviden, overtro, skrivning uden at kunne læse og tænke, regning uden at kunne observere og fatte).

Sider