Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

En umulig månerejse set fra månen

Daniel Denciks hjemsøgende dokumentarfilmdebut ’Moon Rider’ skildrer, hjertebankende dybt indefra, en sær, ung cykelrytters ydre blik på sig selv og sin dødsenskrævende sport
Kultur
5. september 2012

Den unge cykelrytter Rasmus Quaade siger om at cykle sig helt ud på overdrevet: »Man har lyst til at græde, men man kan ikke.« Og Quaade siger: »Man bliver lokket af kroppen til at komme længere ud, helt ud i ingenting.« Og Quaade siger: »Jeg skal så tæt på at dø som muligt.«

Mit notehæfte er mere end sædvanligt citat-krusedullet efter at have oplevet Daniel Denciks debutdokumentarfilm, sportsfilm og menneskeportræt Moon Rider. Oneliners from a lonesome rider. Filmreplikker. Vi er ikke vant til for alvor at høre på cykelryttere. Ikke på den måde. Normalt betragter vi de asende, masende kroppe udefra, i skulpturelle formationer på cyklerne. Vi studerer deres lidende ansigter, vi ser, fra helikopterlinser, de lange tråde af ryttere på landevejene. Og kommentatorer sætter ord på, forklarer os rytternes kampe, strategier – og indre helveder.

I Moon Rider, derimod, oplever vi cykelrytteren hjertebankende dybt indefra. I filmsprog og i tale. Men det er også et portræt af en ung mand – og det er filmpræmissens genistreg – der betragter sig selv udefra. Rammen er cykelsport, men det er et månebarn, der portrætteres.

Til månen

På ét år skal Quaade ifølge træningsplanen cykle, hvad der svarer til distancen fra Jorden til månen for at komme i form til ungdoms-VM i enkeltstart. Med sådanne mål er det let at miste jordforbindelsen. Og Dencik lader en usædvanligt velformuleret og reflekteret cykelrytter fremlægge sine tanker om at være dét og mest dét. Quaade har et kæmpe hjerte og kæmpe lunger, fortæller han. Hans krop er ideel til cykelsport. Men han har, kan man sige, også en ’kæmpe’ hjerne. Den kværner i hvert fald mere end de fleste andre cykelrytteres. Og han kan aldrig for alvor finde sig tilpas i den verden, som han har viet 90 procent af sine vågne timer til. Han beskriver det endeløse rundt-og-rundt på de indendørs cykelbaner som at være mus i et løbehjul. Han skal spise 700 gram isterninger for at sænke sin kropstemperatur, fortæller han med (selv) fremmedgjort foragt. Han er anderledes end andre ryttere, siger alle. Han tænker anderledes. Det er, modsat den forventelige genitanke, ikke det, der gør ham god. På de lange strækninger vil han hellere nyde naturen end at okse afsted i én uendelighed. Han er et stortalent, der hindres af den modstand, der ligger i at stoppe op og se tingene udefra. Fra månen, måske.

Hjertets billeder

Moon Rider giver også, typisk for tidens danske dokumentarfilm, stemme indefra med et vovet ekspressionistisk filmsprog. Dencik, der har klippet poetisk-filosofiske Into Eternity (2010) og har skrevet filmmanuskripter, lægger sig i forlængelse af tidens effektdrevne dokumentarister – Anders Østergaard og senest Phie Ambo med Free Your Mind. Vi hører Quaades hjerte banke og banke, hans dybe åndedræt bliver filmens i de psykologisk intense optakter til de afgørende cykelløb, der skildres med thrilleragtig dramatik, men som sjældent vindes. Musikken ligger som et massivt tæppe, hæklet af lyd a la Kraftwerk: Mennesket som maskine.

Kameraet filmer i bl.a. 16mm og giver et råt, privat udtryk. Denne ekspressionisme kan kamme over og er lige ved at gøre det (dunk dunk. dunk dunk), men stilen er konsekvent, og den voldsomme volumen giver mening: »Så tæt på at dø som muligt.« Og månen bliver et genkommende symbol på verdensfjernhed og på et mål, der hele tiden svæver, lokkende og knap opnåeligt, forude. Det er et svært narrativ af op- og nedture at skildre. Men Denciks talentfulde, indefra fortalte portræt af en dreng, der selv ser sin dødsdriftige månerejse fra månen, efterlader et helt særligt indtryk.

 

’Moon Rider’. Instruktion og manuskript: Daniel Dencik. Dansk. Premiere i dag i 30 biografer landet over. Vises efterfølgende i udvalgte biografer. Se mere på www.doxbio.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mere end 1000 km i døgnet - næppe.

Det er vist også en misforståelse: "At han, når han efter ti års benhård træning rammer sit absolutte fysiske topniveau, har tilbagelagt en strækning svarende til afstanden mellem Jorden og Månen, er måske vildt, men på ingen måde enestående."

http://www.feltet.dk/nyheder/filmanmeldelse_moon_rider__koer_til_du_doer/