Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Uperfekt på den uperfekte måde

Der er en del, der irriterer ved læsningen af Leonora Christina Skovs nye roman ’Førsteelskeren’: utroværdige punk-attituder, didaktiske dialogafbrydelser og umotiverede nøgleromansmomenter
Kultur
14. september 2012

Jeg ville virkelig ønske, at hun ikke havde gjort det. Jeg ville ønske, at Leonora Christina Skov ikke havde skrevet sig selv ind i sin nye, over en bred kam mislykkede roman Førsteelskeren. Men det har hun. Godt nok ikke under eget navn, men som en »rabiatlesbisk« forfatter og litteraturanmelder på Weekendavisen, »landets mest forkrampede fille fatale-fisse.« Det er ikke til at tage fejl af.

Heldigvis spiller hun en lille rolle i romanen, hvis altoverskyggende hovedperson er Nat Kaminski, tidligere kendt som storsælgende romankonge af Danmark, nu bare falleret forfatter, men permanent scorekarl. Han er en karikatur, en slags fiktiv hybridmutant af kendte danske forfattere som Jørgen Leth, Ib Michael, Jens Christian Grøndahl, og hvad ved jeg. I romanen har Nat en kontrovers med ’fiktive Leonora’, der minder om én, som Lars Bukdahl havde med Kristian Ditlev Jensen i virkeligheden for snart en del år siden (hvor førstnævnte kaldte sidstnævnte en badebold). Eller fejden mellem Henrik List og Skov selv. Det er tydeligt tænkt som (også selvironisk) satire, men det vækker hverken latter eller forargelse, men blot ligegyldighed. Det er indspist og trættende og ikke spor sjovt.

Påtaget punk

På et tidspunkt siger bogens Leonora: »Man kan altid sige romaner noget på. Der vil være passager, der går i tomgang, og personer, der er utroværdige, og sidehistorier, der ikke driver handlingen frem …« Indeed, indeed.

Udgangspunktet i Førsteelskeren er følgende: En sangerinde med aliasset Veronica Lake har forladt førnævnte Nat. Veronica er en punk-chick, der tilfældigvis spiller med i Danmarks bedst sælgende punkband Schneewitchen and the Bipolars (hvorfor skal de hedde det?). En del af romanen består af hendes post-kæreste-breve til Nat, og det fungerer på ingen måde. Især ikke sprogligt. Det er påtaget punk i værste stil. Hun kalder Nat for ’Fucker’, fordi hun bare er så hård, og man tror slet ikke på det. Selvom hun er iklædt lak og læder og ligner Nina Hagen. Brevene ville måske fungere på engelsk, men det lyder som en dårlig oversættelse. Hun er en under alle omstændigheder og hele vejen igennem en utroværdig person. Og en sidehistorie, der måske nok bærer handlingen frem, men som så sandelig heller ikke gør mere end dét.

Men, altså, Veronica spiller punk og skriver breve til Nat, som i mellemtiden er taget til Berlin, hvor han møder en anden kvinde med alias, Angelika. Som under forskellige østeuropæiske identiteter lever af at score stenrige mænd og forlade dem igen med en kuffert fuld af nøgler og dyrt tøj, der kan sælges igen. I virkeligheden hedder hun Rosa, og hun og Nat indleder – efter et første mislykket knald – et platonisk forhold. Rosa beskriver sig selv som en ulykkesfugl: Alle omkring hende kommer til skade, kommer ud for ulykker, dør. Det er såmænd en ok idé, men der går for lang tid inden forholdet mellem Rosa og Nat bliver interessant. Og dialogen mellem dem er til tider gumpetung.

At overgive sig

Det skal dog siges, at romanen trods alt bliver bedre hen ad vejen – efter de mange livsnødvendige informationer er blevet omstændeligt overleveret til læseren. Især er de breve, som Veronicas mormor, Gina, har skrevet til sin datter, ganske intrikate. Her fortæller Gina om sin ungdom som nattens dronning, om (efter al sandsynlighed) incestuøs graviditet og derpå følgende nedtur i omegnen af Vordingborg, hvor hun bliver gift med psykopaten Aage, som på et tidspunkt kører hende på sindssygeanstalt. Hvorfra hun altså skriver sine breve til sin intetanende datter, som imidlertid aldrig får dem at læse. Men det gør Veronica – og en hel del andre af romanens hovedpersoner – til gengæld.

Klichépræget

Det er den historie, der bærer plottet, og som får alle enderne til at mødes til sidst. I en ærgerligt klichépræget og klassisk metaslutning. Som altså ikke ændrer ved det overordnede indtryk af et stk. kuldsejlet litteratur.

»At læse romaner er at overgive sig til det uperfekte«, siger ’fiktive Leonora’ et sted i Førsteelskeren. Men det er lige i overkanten, det her. Eller: Det er uperfekt på den uperfekte måde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her