Læsetid: 3 min.

Adelens hemmeligheder

Wallace Stegners ’Den danske grevinde’ bygger på virkelige begivenheder, artige sager i den danske adel, som forfatteren fik indblik i under sit ophold i Danmark i 1954. Det er der kommet en fængende roman ud af
Den rigtige historie. Journalist Poul Pilgaard Johnsen har gravet den rigtige historie bag ’Den danske grevinde’ frem: Grevinden hed i virkeligheden Karen Margrethe Knuth, og med det efternavn fører sporet direkte mod Knuthenborg og mod den nuværende greves far, der både blev dømt for pædofili og efter krigen fik en fængselsdom for sit samarbejde med nazisterne.

Den rigtige historie. Journalist Poul Pilgaard Johnsen har gravet den rigtige historie bag ’Den danske grevinde’ frem: Grevinden hed i virkeligheden Karen Margrethe Knuth, og med det efternavn fører sporet direkte mod Knuthenborg og mod den nuværende greves far, der både blev dømt for pædofili og efter krigen fik en fængselsdom for sit samarbejde med nazisterne.

Lars Havn Eriksen

12. oktober 2012

Jeg kendte ikke Wallace Stegner, før jeg læste Den danske grevinde, men bekendtskabet er umagen værd. For det første både skriver og komponerer Wallace Stegner godt. Det er ikke for ingenting, at han var grundlægger af Creative Writing-uddannelsen på Stanford University.

For det andet er det altid sjovt at læse om Danmark, set udefra. Hør, hvordan han beskriver de skarer, der står på Langelinie og tager imod, da amerikabåden lægger til kaj: »Regnen øsede ned over dem, og halvdelen af dem havde ingen paraplyer, og deres våde ansigter skinnede, og de råbte hurra og vinkede og løftede deres bannere i vejret, indtil regnen opløste papiret og fik farven til at løbe ud. Kort sagt de sundeste, gladeste mennesker vi nogen sinde har set.«

Man trækker på smilebåndet, men man ved, her ved hans ankomst til Danmark, endnu ikke hvad romanen skal bruge de kernesunde skarer til.

Danmarksrejsen

Walter Stegner boede sammen med sin kone i 1954 et halvt år hos en dansk grevinde, som han angiveligt forelskede sig i. Han traf også Karen Blixen, og gennem baronessen og grevinden fik han indblik i nogle af den danske adels mere dunkle hemmeligheder. Og de er ikke fuldkommen sunde! Det danske folk kommer i fortælleren, Joe Allstons, optik til at danne modpol til den danske, depraverede adel. At folket fremstår så frodigt sundt, karakteriserer imidlertid samtidig ham selv, der oplever sig som den klassiske betragter, bedre til at iagttage livet end til at leve det.

Den danske grevinde foregår i to parallelle tider: Nutiden, hvor den aldrende fortæller og hustruen Ruth er flyttet på landet i USA, og fortiden, nemlig det halve år i Danmark, som pludselig melder sig igen, da fortælleren modtager et postkort fra den danske grevinde. Dette leder ham tilbage til hans notater fra danmarksrejsen, de findes frem fra glemslen, og nutidsplanet udfolder sig mellem fortælleren og hans kone, som lytter og kommenterer hans oplæsning af den gamle dagbog.

Det er i denne, vi møder Karen Blixen, der netop har gravet en runesten op i Rungstedlunds have(!), og vi ser hende gennem fortællerens øjne:

»Den gamle kvinde sad og grundede over runestenen. Det var bemærkelsesværdigt, så hekseagtigt, så ondskabsfuldt og triumferende, hendes ansigtsudtryk kunne være.«

Som den gode fortæller Wallace Stegner er, er han i stand til at gøre mødet med Karen Blixen, der virkelig fandt sted dengang i 1954, til en nøglescene i romanen, der rummer de gåder, som udfoldes i resten af bogen.

En uskyldig bemærkning

Det viser sig således senere, at Blixens tilsyneladende uskyldige bemærkning om den danske grevindes bror: »Eigil er sin fars søn, det er vel det, der er problemet?« fører lukt ind i den danske adels mere dunkle hemmeligheder.

Det er journalisten Poul Pilgaard Johnsen, der har gravet den rigtige historie bag bogen frem, og som afdækker den i et efterskrift, ligesom det er Pilgaard Johnsens forlag Bianco Luno, der udgiver bogen. Grevinden, der i bogen kaldes Astrid Wredel-Krarup, hed i virkeligheden Karen Margrethe Knuth, og med det efternavn fører sporet direkte mod Knuthenborg og mod greve Frederik Marcus Knuth, den nuværende greves far, der både blev dømt for pædofili og efter krigen fik en fængselsdom for sit samarbejde med nazisterne. I romanen er det incest, der er hemmeligheden, men også nazisympatierne finder Stegner plads til, idet den virkelige grevinde Knuths far, ifølge Poul Pilgaard Johnsen, var greve Werner Schimmelmann, som var erklæret nazist.

Incesten stilles i fortællingen i videnskabens tjeneste, udøvet i et forsøg på at udforske avl og arvelige egenskaber, men drevet af private formål, nemlig bekymringen for indavlen i de danske adelsslægter. Portrættet af sønnen Eigil, der følger i farens fodspor, sætter ironien på spidsen. Han har aflivet en buk med et dårligt gevir og bliver spurgt af fortælleren, hvorfra han kan vide, at netop denne buk ikke i alle andre henseender var sundt avlsmateriale. Svar: »Men jeg har jo fremavlet dem for at få gode trofæer.«

Den velkomponerede historie er godt skrevet og underholdende fortalt, oversættelsen fin. Svagest synes jeg slutningen står med dens obligatoriske forsoning mellem ægtefællerne oven på den meget fortidige forelskelse i grevinden. Joe Allston erkender – surprise! – til slut, at han valgte rigtigt, da han dengang valgte Ruth, livet er ikke gledet forbi ham, som han har ment, han har faktisk levet. Det er for meget mainstream american for min smag, for sentimentalt og tamt oven på Blixen, hekseri, forbudte lidenskaber og danske dunkelheder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu