Læsetid: 4 min.

Et bevægende og smukt faderopgør

Jens Smærup Sørensen rører hjertet med sin smukke roman om kærligheden (trods alt) imellem far og søn
5. oktober 2012

I sengen på plejehjemmet i Nibe ligger en gammel mand, som skal dø. I en stol ved siden af sidder hans søn. Den slags sker hver dag over hele verden. Det er på én gang noget helt almindeligt og en slags ur-situation.

Mon han kan fornemme vi er her? spørger sønnen sygeplejersken. Måske, svarer hun. Det er ikke til at vide. Men du kunne da prøve en gang imellem at holde ham i hånden. Jeg tror han vil kunne mærke det. At du er her.

Med denne basale situation koncentreres Jens Smærup Sørensens bevægende og suverænt smukke roman om forholdet mellem en søn og hans far. Et forhold, som ikke har været let. Den hånd, som sønnen nu holder, har slået og atter slået som straf for både stort og småt, men måske mest af desperation, fordi drengen i farens øjne ikke duede til noget som helst. »Jeg klumrede og fjumrede. Hænderne sad ikke ret på mig, og jeg havde ikke mine tanker, ved det jeg havde med at gøre.« Måske var han bare lidt glemsom. Eller glemsomheden var en undskyldning, han gav sig selv for ikke åbent at vedstå sin indgroede dovenskab.

Oprørets urscene

På romanens nutidsplan har denne ellers så uduelige søn for længst gjort karriere, beklæder et professorat i historie og har for nylig udgivet en sag på over fire hundrede sider om 1500-tallets danske bondeoprør med Skipper Klement som hovedfigur. På datidsplanet var oprøret en blodig personlig realitet, fortættet i endnu en ur-situation, scenen da faren er kommet under vejr med, at sønnen har stukket en nødløgn ud, og faren har armen hævet til slag, men sønnen standser ham: »Du kan ikke slå mig, sagde jeg. Du skal aldrig nogen sinde prøve på det. For så slår jeg igen.«

Faren har været et imponerende arbejdsjern, men stivsindet og egenrådig. Ord som »Nej, så siger vi det«, og »Tag det nu roligt, og lad os se tiden an« eller »Vi må se, om vi alligevel kan snakke os til rette« lå gemt væk i et hjerneafsnit, der åbenbart altid var ude af drift. Han var ikke glat, var ikke til salg.

At han ikke desto mindre på sin særlige måde har været en god far, bruger sønnen dødslejet til at erkende og roligt forsone sig med, nu hvor faren er blevet for svag og fjern til en forsoning ansigt til ansigt. Og heldigvis får jeg-fortælleren rigeligt med tid gennem de hede sommerdage, romanen på nutidsniveauet strækker sig over. For som titlen antyder det: farens hjerte kan blive ved med at slå. Kulden breder sig dag for dag op igennem hans gamle ben. Men hjertet slår og slår.

Parade af patriarker

Jens Smærup Sørensen har i flere runder taget tilløb til dette forsonende faderopgør. Groteskromanen Mit danske kød (1981) rummede således en parallel konfrontation mellem faren som »mavens ypperstepræst« og den luddovne, uvorne snotunge af en søn, hvis arbejdskraft man til sidst lige så godt kunne undvære, da han effektivt havde bevist, at han var i stand til at lave kludder i alt. I supersællerten Mærkedage fra 2007 (indtil videre trykt i 100.000 eksemplarer) fordeles den patriarkalske autoritet ud på indtil flere gigantiske gårdmandsfigurer, og hvad angår en anden markant magtudøver i Hjertet slår og slår, skolelærer Frandsen, kender vi ham tilbage fra Smærups vigtigste bidrag til eksperimenterende konstruktivisme, Byggeri (1975), hvori den straffende myndighed rettede elevens hoved ind med sin venstre hånd, før han baskede til med den højre. Han ramte, står der, altid præcist.

Jo, hænderne danner måske det billede, der bliver hængende længst efter læsning af Smærups roman: De sarte knoglebundter, faren har liggende over lagnet, og som ikke længere så slående (bemærk ordspillet!) minder om hans gammelkendte kolossale grabber, men også sønnens hænder, som godt nok ikke egnede sig stort til hårdt fysisk arbejde, men som da i det mindste kunne samle sten.

For afvekslingens skyld bar drengen så også af og til en spandfuld sten ned til bækken. Dernede havde han sin flaske med saftevand, nogle mellemmadder og et stykke kringle. Og dér vaskede han stenene hver for sig »for at se hvor flotte farver de kunne få« og lagde dem i forskellige mønstre. »Eller nogle gange bare en enkelt af de store som strømmen kunne bule sig op over. Andre steder en række så det blev en dæmning, vandet måtte fosse uden om, eller jeg åbnede den en lille smule i midten og fik et plaskende vandfald ud af det.«

Visionært vandfald

I al sin basale almindelighed er dette dels beskrivelsen af et arbejde forvandlet til leg, dels en allegori over romanen som kunstværk. Billedet af dæmningen med det plaskende vandfald i midten svarer fuldstændig til måden, bogen er opbygget på. Rammen, første og fjerde del, udspiller sig hovedsagelig i dødssommeren; men i anden del rejser jeget tilbage til sin barndom, og i den tredje lader han i en drømmefantasi faren ride hjem, dvs. ind i døden, på den hingst, han fik foræret som dreng. Visionen kulminerer i et kæmpemæssigt regnvejr, hvorefter det hen på morgenen klarer op.

Og nu følger så det visionære vandfald, da faren, på én gang dreng, yngling og olding, standser på en bakke og tager alt det våde tøj af. »Og han mærker sine muskler. Fra læggene, over lårene, i balderne. Alle sine muskler omkring skuldrene og i armene.« Han kan slå fra sig, mærker han. »Og solen er ved at få magt. Og Grant står dér ved ham og græsser.«

Der er megen kærlighed samlet i dette billede. Som vel at mærke forlænges over i værkets lysende slutning, hvor professoren, hans hustru og hans børn efter begravelsen nyder noget så almindeligt som en hotdog og »de fleste indvendinger mod tilværelsen og os selv« næsten lydløst falder til jorden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Ja, Smærup Sørensens roman lyder en hel del mere læseværdig - også for kvinder, end såkaldt erotisk litteratur for samme køn, som Information lægger meget fokus på for tiden.

Også i dagens avis er der disket op med lommefilosofiske analyser af det, som vel ikke engang er et fænomen, men blot noget, som nogle avismennesker har valgt skal italesættes dagligt.

Vi er nogle læsere, måske en hel del, som hverken gider denne såkaldte erotiske kvindelitteratur eller den megen omtale af samme. Vi ser frem til, at avisen finder noget væsentligt at beskæftige sig og os med.