Læsetid: 4 min.

Bond som græsk tragedie

Agent 007. Filmudgaven af James Bond fylder 50, og det fejres med Sam Mendes’ mere end vellykkede ’Skyfall’, den 23. Bond-film, hvori tingene bliver meget personlige for både Bond og hans chef og surrogatmor, M
Tidsvarende. Sam Mendes’ begavede bud på en Bond-film er elementært spændende og menneskeligt vedkommende.

Tidsvarende. Sam Mendes’ begavede bud på en Bond-film er elementært spændende og menneskeligt vedkommende.

Fra filmen

25. oktober 2012

»Tænk over dine synder,« står der i den besked, M (Judi Dench) får, da MI6, efterretningstjenesten, hun er chef for, bliver angrebet, både virtuelt og fysisk, af en anonym terrorist. Tilsyneladende ved vedkommende meget mere om hende og hendes fortid, end godt er.

Men så er det jo godt, at hun ved sin side har James Bond, Agent 007 (Daniel Craig), der er mand for at løse den slags problemer. Ja, det vil sige, at Bond altså først dukker op, da nyheden om angrebet på MI6 når ham i det tropiske paradis, hvor han længe har opholdt sig efter på en mission at være blevet skudt og formodet omkommet.

Det sker i den introsekvens, der indleder enhver Bond-film, også den 23. af slagsen, Sam Mendes’ Skyfall, der har verdenspremiere i morgen. Efter sin ’død’ dulmer Bond de fysiske og mentale smerter med alkohol og piller, mens han overvejer, om han overhovedet gider være hemmelig agent længere. Men da fædrelandet, England, og M bliver angrebet, er han ikke i tvivl; han må vende tilbage fra de døde.

Flamboyant skurk

Og så går jagten ellers ind på den mystiske Silva (Javier Bardem), der muligvis er manden bag angrebet, og det er samtidig begyndelsen på en Bond-film, hvor tingene bliver meget mere personlige for Bond og for M, end de plejer.

Hvem Silva i virkeligheden er, skal jeg ikke afsløre – det er en af Skyfalls gode overraskelser – blot sige, at han heldigvis er en lidt mere flamboyant og kulørt skurk end Mathieu Amalric i den forrige Bond-film, Quantum of Solace, og især det første møde mellem Bond og Silva er en herlig blanding af sjov og reel gru. Siden Javier Bardem spillede sociopaten og lejemorderen Anton Chigurh i Coen-brødrenes No Country for Old Men, har det været svært ikke at være lidt bange for Javier Bardem.

Som antydet begynder Skyfall ganske hektisk med blandt andet en motorcykeljagt hen over Istanbuls tage. Med Casino Royale, Daniel Craigs første film som Bond, genopfandt man figuren og universet ved at skele til de meget fysiske Bourne-film, og Sam Mendes og hans filmhold har lagt sig i selen for at give Skyfall samme stil og tone, der ligger befriende langt fra de special effects-orgier, tidens øvrige action- og spændingsfilm dyrker.

Det er ulig meget mere spændende at se en Bond-film, hvor Bond løber, kører motorcykel og slås, hvis man tror på, at det er et rigtigt menneske, ikke et stykke computeranimation, der gør det.

Visuelt er det også en flot film. Fotograf og scenograf får meget ud af eksotiske locations som Macau og Shanghai, men det er næsten de ’hjemlige’ steder som London og Skotland, hvor nogle af de vigtigste scener foregår, som gør størst indtryk. Grundtonen i billederne er mørk, og det passer til historien, der i stil med Casino Royale er hårdtslående og barsk.

Undervejs i Skyfall, der også rummer strejf af humor, refereres veloplagt til de 50 år, der er gået, siden Sean Connery første gang trak i 007’s arbejdssmoking, og Adeles titelsang lyder næsten som én, Shirley Bassey kunne have sunget.

James Bond er dog sjældent set så sammenbidt, og i et kort øjeblik virker han endog fortabt. Man skal tilbage til On Her Majesty’s Secret Service (1969) og måske Casino Royale for at finde en Bond-film, hvor der var mere på spil for 007 personligt. Og hvis manuskriptforfatterne og Mendes – manden bag komplekse dramaer som American Beauty, Road to Perdition og Revolutionary Road – skal roses for én ting, er det, at de giver historien en troværdig psykologisk klangbund og gør mere ud af det aldrig gnidningsløse, mor-søn-agtige forhold mellem M og Bond. I den forbindelse hjælper det selvfølgelig, at både Bond og M – og Silva – spilles af fremragende karakterskuespillere, der forstår at udtrykke meget med få midler.

Græsk tragedie

Der er mere end en knivspids græsk tragedie over Silvas grunde til at angribe MI6 og M, og kender man sin filmhistorie, vil man blive mindet om Rosebud-clouet fra Orson Welles’ Citizen Kane henimod slutningen af Skyfall, hvor Bonds fortid dukker op og så at sige hjemsøger ham.

Og endelig bliver Bond-universets relevans i en uigennemskuelig og alt andet end sort-hvid verden, hvor det ikke længere er nationer, men organisationer og terrorister, der udgør fjendebillederne, sat til debat. M tvinges nemlig til at vidne om sine og MI6’s aktiviteter foran en komité af politikere, og hun argumenterer netop med, at MI6 er mere nødvendig end nogensinde før, fordi ingen ved, hvem fjenden er, eller hvor han kommer fra.

Det virker måske lidt didaktisk i situationen, men understreger dog, at Bond – og folkene bag – kæmper for at følge med tiden. I Skyfall må man sige, at det lykkes: Sam Mendes’ begavede bud på en Bond-film er elementært spændende og menneskeligt vedkommende.

Skyfall. Instruktion: Sam Mendes. Manuskript: Neal Purvis, Robert Wade og John Logan. Britisk-amerikansk (Biografer verden over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Craig er den dårligeste Bond nogensinde.

Selv George Lazenby var meget bedre (og faktisk en meget undervurderet film, den han var med i). Selv Timothy Dalton var bedre.

Får vi ikke snart en Bond film som de gode gamle? Hvor er Spectre henne?

olivier goulin

Nemlig.

Lazenby og "in her majesty's service" er stærkt undervurderede, efter min mening.

Den, og narturligvis "From Russia with Love" har altid været mine klare favoritter.

Men ingen Bond siden Sean Connery har kunnet måle sig med dennes kombination af charme og klassisk macho. Connery havde bare noget særligt; en form for 'presence', som man finder hos nogle af hans store forgængere, som f.eks. Clark Gable og Marlon Brando.

"From Russia with Love" er i sin egen ret, simpelthen en mesterlig agent-film, med den perfekte balance mellem minimalisme, realisme, spænding og den særlige Bond-humor - inden den gik hen og blev fjollet.

Og så i øvrigt med den sødeste Bond-pige.

/O

Spectre er vel afgået ved døden rent filmisk set - fordi det ville blive en smule for tydeligt hvem denne spectre organisation i virkeligheden er symbol for...

Connery og Craig er de 2 der bedst kan spille det Bond er, officer i det der i Danmark ville være at sammenligne med Frømandskorpset.

Jonathan Smith

Helt enig med med Rannveig - Før Daniel Craig (og efter Sean Connery) var skuespillet de rene clichéer, og selv når historien var god, blev den mindre god af en forudsigelig intetsigende hovedperson. Shaken not stirred. Hvor sjovt kan det blive ved at være. Alle Pierce Brosnan filmene var de værste, sådanne håbløse clichéer. Daniel Craig har nerve, og har gjort filmene værd at se igen.

James Bond er langt bedre end Anders And, især den film hvor han render rundt og frelser verden oppe på månen, jeg kan ikke lige huske om det er den med den sjove dværg og kæmpen med metaltænderne.
Men den gjorde ellers et stort indtryk.

olivier goulin

Jeg holdt stort set op med at se James Bond-filmene fra midt i firserne, og har kun set sporadisk, hvad der er lavet siden.

Nu blev jeg så lidt nysgerrig med al den ros af Daniel Craig, og den nye 'følsomme' Bond - og tog mig tid til at se Quantum of Solace", som ligger på Youtube.

Og jeg må ærlig talt sige, at aldrig har Bond-filmene været dårligere. Det er muligt, at Quantum of Solace er en dårlig repræsentant for den nye Bond, men den er nok meget repræsentativ for den nye stil der kendetegner Bond i det nye årtusinde.

Daniel Craig er nærmest antitesen på den Bond, vi lærte at kende med Sean Connery, som jo var indbegrebet af charme, elegance og lethed. Daniel craig er fuldstændig blottet for alt dette. Han er totalt humørforladt og ucharmerende, nærmest "fucked up".

De nye Bond-film afspejler naturligvis, som altid, tidsånden, med alt for hurtige billedskift, underbelyst, dunkel, dyster, trist, kold, depressiv - og i det hele taget en rigtig elendig gang underholdning, efter min mening.

Bond i 70'erne udvandede til det rene selv-parodi, og endte fjollede og vulgære. 80'erne og 90'ernes Bond-film kender jeg som sagt ikke så godt.

Men det er helt tydeligt, at der er intet tilbage overhovedet af den glans og charme, der prægede de første Bond-film, frem til "You only live twice", eller sågar "Thunderball".

De er sygnet hen i misantropi og undergangsstemning. Man sidder ikke tilbage med nogen rar følelse.

/O

olivier goulin

Selv musikken er ikke, hvad den var.

Musikken til "From Russia with Love", "Gold Finger" og "In her Majesty's Secret Service" var fremragende tematisk filmmusik, der kunne måle sig med det bedste Nino Rota, eller Henry Mancini. Temaer, som stadig holder i dag 40-50 år senere

Ak ja - tidernes forfald.

/O