Læsetid: 4 min.

Ned i Breiviks sorte kælder

I momenter lykkes Christian Lollikes dramatisering af Anders Behring ’Breiviks Manifest 2083’, men som helhed er forestillingen for kalejdoskopisk og falder fra hinanden, fordi Lollike mangler mod til at realisere sin oprindelige idé
I momenter lykkes Christian Lollikes dramatisering af Anders Behring ’Breiviks Manifest 2083’, men som helhed er forestillingen for kalejdoskopisk og falder fra hinanden, fordi Lollike mangler mod til at realisere sin oprindelige idé
17. oktober 2012

Christian Lollike er en modig mand. Han har som dramatiker og instruktør uden tvivl givet sig selv den størst tænkelige udfordring, da han besluttede sig for at dramatisere Anders Behring Breiviks terrorhandling i Oslo og på Utøya gennem en monolog baseret på hans manifest. Ikke fordi man ikke kan eller skal dramatisere Breiviks manifest og gerninger så kort tid, efter de har fundet sted, men fordi han som kunstner er i ubarmhjertig konkurrence med nyere tids mest spektakulære begivenhed, der allerede har kastet så meget betydning af sig, så mange detaljer og så mange fortolkninger.

De billeder og fortolkninger af tragedien, som Lollike er oppe imod, er i sig selv så voldsomme og stærke, at han som kunstner hurtigt vil komme til kort. Intet mindre end en genial kunstnerisk bearbejdning af det stof er, hvad der kræves af Lollike i en tid, hvor sindene endnu er så skrøbelige.

Bliver man så klogere på Breivik af stykket? Nej! Får man noget at vide om Breivik, som man ikke vidste på forhånd? Nej! Lykkes stykket med at bearbejde et kendt stof på en ny måde, som berettiger denne iscenesættelse? Kun delvist!

Med Breivik i kælderen

Manifest 2083 beskæftiger sig med det verdensbillede og den selvfremstilling, som Breivik formulerer i sit manifest. Men ikke kun det. Stykket beskæftiger sig også med retssagen mod Breivik og mediernes mange overskrifter samt spørgsmålet om, hvordan den tragiske hændelse kunne finde sted.

Der veksles metaagtigt i stykket mellem skuespilleren Olaf Højgaard, der bliver mere og mere optaget af tragedien og vil prøve at forstå den og så citater fra Breiviks manifest. Dertil kommer sekvenser fra den musik, Breivik lyttede til, dramatisk fremstilling af episoder fra manifestet, afspilning af uddrag fra retssagen, billeder fra spil som »World of War Craft« og mere absurde slapstick-fremstillinger af manifestets ideologiske tankegods. På den måde er stykket bygget op omkring 21 relativt korte scener, hvor perspektivet hele tiden skifter kalejdoskopisk.

Scenen er inklusive de 40 publikumspladser et lille sort kælderrum under CafeTeatret. Olaf Højgaard – som Breivik – er eneste mand på scenen. Enkle remedier som bord med computer, stol, spejl, håndvægt, uniform skaber en klaustrofobisk fornemmelse. Her kan man ikke undfly. Den tanke, at man lige her og nu kunne blive udsat for et angreb, sidder i halsen på de fleste publikummer.

Scenens bagvæg er også et lærred, hvor billeder fra Oslo og Utøya, computerspil og Breiviks tanker på computerskærmen bliver projiceret op på. Indimellem er bagvæggen den tavle, hvor manifestets teser med kridt skrives på. Vi er inde i Breiviks inderste, nede i hans sorteste kulkælder, med alle hans genstande og vilde associationer. Som publikum er man lukket inde i kælderen med ham. Det er enkelt og effektivt lavet.

Under huden på Breivik

Der er dog ikke tale om klassisk indlevelse i Breivik. Det er ikke bare Bruno Ganz bliver Hitler i førerbunkeren i de sidste dage som i Der Untergang. Selv om Olaf Højgaard gør brug af såkaldt method acting, altså kravler ind under huden på Breivik og forsøger at blive som ham og tænke som ham, vil stykket også hele tiden bevæge sig ud af den rolle igen og forholde sig distanceret til indlevelsen.

Der er for skuespilleren både tale om at isolere sig fra omverdenen, spille »World of War Craft« i dagevis, tage de samme anabole stesoider og dyrke Breiviks ideologi og gradvist mærke afstumpningen på egen krop. Men samtidig er den ’bliven-Breivik’ også markeret som en rolle; som et spil, der gennem hele stykket kontrasteres af blikket udefra.

Stykket lever visuelt og gestisk stærkest dér, hvor Olaf Højgaard kravler ind i Breivik og så at sige sætter forstærker til det, han siger og ikke mindst gør. Som når Højgaard forlænger Breiviks højrenationale hilsen og gør den til et selvstændigt teatralsk element på en næsten breakdanceagtig måde lige op i hovedet på publikum. Det er stærkt og kunne med fordel være dyrket endnu mere.

Mediekritik

Lollike havde i udgangspunktet en dristig idé om en bearbejdning af Breiviks manifest, som kun tog afsæt i selve manifestet. Men så kom, efter massiv mediehetz, tvivlen. Og ikke mindst frygten for at krænke folks følelser og for også med stykket at komme til at gå Breiviks ærinde.

Desværre er det lige præcis den tvivl og frygt, der gør, at stykket ikke lykkes som helhed. Lollike justerer, laver om, således at stykket ikke kun er baseret på manifestet, men også inddrager retssagen og mediernes dækning. Han lader sig påvirke af debatten og garderer sig. Det er med til at gøre stykket mere harmløst og ligegyldigt. Fra virkelig at dykke ned i Breiviks tekst og dyrke den oprindelige plan bliver stykket en kalejdoskopisk rundtomkring Breivik og hele den opmærksomhed, han har fået. Og Manifest 2083 bliver derfor for meget et stykke velmenende mediekritik, som i virkeligheden bedst formuleres andre steder end i teatret.

Hvis man er venlig, så siger man, at stykket balancerer mellem at leve sig ind i Breivik og se ham udefra. Hvis man er mere kritisk, siger man, at stykket af samme grund falder fra hinanden, fordi det ikke kan bestemme sig for, hvad det er.

Så selv om Olaf Højgaard til sidst efter en tur rundt på Utøya vender geværet mod publikum, mod dig og dig og dig, så er det vanskeligt for alvor at føle sig ramt.

CaféTeatret: ’Manifest 2083’. En forestilling om hvordan Anders Behring Breivik ser sig selv. Instruktør og dramatiker: Christian Lollike. Medvirkende: Olaf Højgaard: Idé: Christian Lollike og Olaf Højgaard. Manuskript: Christian Lollike, Tanja Diers og Olaf Højgaard. Dramaturg: Tanja Diers. Lys: Morten Kolbak. Lyd: Rasmus Kreiner. Kostumer: Hanne Mørup.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Engelsted

Anmelderen er skuffet. Lollike veg alligevel fejt tilbage, og anmelderen blev snydt for den personlige indlevelse i Breivik, som han åbenbart havde glædet sig til. Men nazi-hilsenen var rigtigt god og burde have været dyrket noget mere.

En gal mands værk. En anmelder mener at stykket gør os klogere på om det kan ske igen - jeg behøver ikke se stykket for at besvare det spørgsmål.

Andreas Trägårdh

Samfundet er i sig selv et teaterstykke. Med Breivik en dramatisk tragedie om volden i samfundet. Men det er ikke Breiviks gerning der er det voldelige, for handlinger er kun reaktioner. De står ikke alene og bær i sig selv en kraft. Det er i tankerne der næres at volden skal findes, og det er disse også Breivik selv er offer for, en vold som har drevet ham ud i afmagt og desperation, netop som hans reaktion også viser. Han kunne ikke andet for han er faktisk et magtes og ansvarsløst offer. Tænkning er i sandheden svær, en risikofyldt beskæftigelse som kun få igrunden evner.

Andreas Trägårdh

Breivik viser med sin magtesløshed et stort ønske om at stoppe tankerne - volden, med disse gerninger men hans midler er desperate og uforudsigelige. Det afslører at samfundet ikke regner med de svage og håbløse, dem der virkelig for alvor har givet op. De er utydelige for et samfund der trives de samme idealer. Breivik er det højreorienterede samfunds mand. Pia' s feje hund.

Andreas Trägårdh

Volden i samfundet er en susses. Den har skræmt folk i en grad at det ikke længere evner at finde sammen i det nødvendige opgør med volden. Volden er blevet det centrale i samfundet. Derfor er det lykkedes denne vold at få befolkningen til at frygte voldens konsekvenser og ikke volden i dets kerne. I stedet for igennem analyse og identifikation at se volden iøjnene, er volden blevet industriel og commerciel. Det er det Breivik viser os. Han er blot en nyttig idiot, anders og pia's partisoldat.

Vibeke Svenningsen

Jeg sø stykket i går, og var på forhånd kritisk indstillet, men blev så modsat anmelderen positiv overrasket. Korrekt, man tages ikke på en følelsesmæssigtour gennem tragedien, og det var jeg godt tilfreds med. Det var en intellektuel reflekteren over set politiske i manifestet og Breiviks personlige liv - selv gerningen fyldte ikke specielt meget, mere tankerne. Jeg syntes faktisk, det fungerede godt - og Olaf Højgaard leverede en rigtig god præstation.