Breve fra de døde

Elisabeth Åsbrink samler et vidnesbyrd fra myrdede stemmer. Vigtigt og grumt, men med flere effekter end nødvendigt
26. oktober 2012

I begyndelsen, sidst i 1930’erne, var nazisterne faktisk klar til at lade jøderne udvandre fra Stortyskland. Det skriver den svenske forfatter og journalist Elisabeth Åsbrink. Man udstedte tyske pas, så de kunne rejse til Sverige og Schweiz f.eks., og derfra videre ud i verden. Når bare de forsvandt. Men det var ikke alle lande, der var interesserede i at overtage jødiske flygtninge, så de sørgede for at gøre deres grænser svære at krydse. Imens ændrede taktikken sig i Tyskland. Nu måtte jøderne for enhver pris ikke slippe ud, men skulle i stedet gennes sammen. Så togene kunne begynde at køre mod krematorierne.

Og træerne står stadig i Wienerwald er en autentisk samling breve fra det wienerjødiske forældrepar Josef og Elise Ullmann til deres søn Otto, som det lykkes at flygte til Sverige. Men også her spirer nazisme og antisemitisme frem, og da man ikke ønsker at skabe national splid ved at importere et »jødeproblem«, bliver grænsen forsøgt barrikaderet mod »mosaisk indvandring«.

Trøst og bebrejdelser

Otto er heldig, men frygteligt alene. Imens spidser forfølgelsen af Wiens jøder til. Til sidst deporteres forældrene til Theresienstadt. Brevene bliver dog ved med at komme til Småland en tid endnu, paradoksale dokumenter fulde af håb og håbløshed, trøst og bebrejdelser:

»23. februar 1943. Elskede dreng. Vi har ikke hørt fra dig længe, men vi beder til Gud om, at du er sund og rask. Gudskelov er vi selv sunde og raske. (...) Vi venter længselsfuldt hver eneste dag på et brev fra dig. (...) I kan skrive, selvom I ikke får noget svar. Posten her er hårdt belastet, men alle forsendelser kommer frem, som de skal.«

Og træerne står stadig i Wienerwald består dels af forældrenes breve, dels af Åsbrinks grundige rekonstruktion af omstændighederne omkring familien Ullmann. Værket vil både fortælle Ottos historie og kritisere et Sverige, som handlede både for lidt og for sent, mens millioner blev myrdet. Åsbrink overbringer et vidnesbyrd, som må huskes og er lige så evigaktuelt, som det er ubærligt.

Noget, der imidlertid blev ved at gå mig på, var værkets måde at blande fiktion og historiske fakta. Det er jo en litterær megatrend at blande virkelighed og fiktion – men hvis man vil blande fiktion og Holocaust, så må det gøres på en forsvarlig måde. Der er vel delte meninger, men for denne læser er det problematisk, hvordan Åsbrink i sin rekonstruktion bruger løs af litterære greb og sproglig pynt. Retoriske spørgsmål, gentagelser, helte- og skurkeskildringer. Og patosfremmende metaforer:

»Josef havde tre brødre og en søster. Den kvinde, der fødte ham, er ét af mange tørt knitrende blade i et slægtstræ, hvor selv stammen er borte og kun skyggen er tilbage.«

Det synes overflødigt at understrege Holocausts gru med sproglige effekter. De er tæt på at forklæde de faktuelle begivenheder som prosa og sprogkunst, at få dem til at virke mindre virkelige, selvom værket, med sit store kildekartotek, samtidig insisterer på at være virkelighed.

Det er ikke, fordi historiske rekonstruktioner ikke må betjene sig af skønlitterære virkemidler, men her bliver de visse steder smurt så tykt på, at de lægger sig som et distancerende lag mellem læseren og de begivenheder, som skildres.

Man er dog aldrig i tvivl om Åsbrinks dybe indlevelse i familiens lidelse. Personskildringerne er levende, og når hun nøjes med nøgternt at rekonstruere begivenhederne, står forbrydelserne og smerten desto skarpere. Ligesom brevenes stille desperation, hvor man sagtens mærker katastrofen i baggrunden, selvom den, af hensyn til Otto, ikke udpensles. Skønt forfatterintentionen nok er god, er værket stærkest, hvor de litterære effekter forstummer og lader historien og de døde tale.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Elisabeth Åsbrink
Oversat af Morten Andersen
People’s Press
368 sider
399,95 kroner

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu