Læsetid: 2 min.

Danserens dilemma

Kan man danse angsten for det overgreb, der måske sker lige om lidt? Ja, Dansk Danseteaters dansere kan
13. oktober 2012

Jo, man vandrer gerne gennem natten sammen med danserne fra Dansk Danseteater. For i Walking in the Night viser kompagniet sine særlige forcer: Højtempodansen og nænsomhedsdansen …

Bag dansen står to interessante koreografer lige nu: Israeleren Itzik Galili fra Holland og bosnieren Edhem Jesenkovic, der nu danser hos Carte Blanche i Bergen. Galilis koreografier fra de seneste 20 år er ofte både politiske og provokerende. Og Jesenkovics debutværk, 4 times 100, sidste år viste sig at være en billedstærk dans om bogbrænding. Så umiddelbart ville de to koreografer klæde hinanden.

Jesenkovics Dilemma of Obedience fanger sjælen fra de første øjeblikke med Jacob Bjerregaards skræmmende smukke lysstråler højt oppe i luften på tværs over scenen – og med danserne på række ude i scenekanten. For her er mennesker i frygt og på flugt. De bøjer hovederne og puffer til hver deres mærkelige skyggeperson med maske. Er det en spion eller en bøddel? Det ved man ikke. Men man ser disse mennesker blive ved med at bevæge sig, som om selve dansen er eneste vej mod friheden. Og man mærker, hvordan man uvægerligt kommer til at dreje med i halsen, når danserne skvulper med hovedet og med rygsøjlen. Musikken brummer dystert. Alligevel føles balletten mærkeligt opløftende i sin opildnende stædighed: Dette er dansekunst, der brænder.

Eksplosioner

Som kontrast virker Galilis værker mere kyniske. Måske fordi Dansk Danseteater fortolker bevægelserne langt mere følelsesladet, end Galilis eget kompagni gjorde det i Holland for ti år siden. Dansernes ømhed slår i hvert fald igennem som den stærkeste følelse. I duetten Fragile, der danses i en lysstribe, forsøger Stefanos Bizas at vikle sig ud af sig selv, mens Ana Sendas stryger ham over ryggen. Og i Peeled kommer alle 12 dansere på scenen, én efter én, efterhånden som de finder vej til hver deres lysfirkant. Her afsløres muskelkraften, men ikke mindst sårbarheden hos hver enkelt danser, inden værket nærmest sprænger sig selv i stykker til Percossas skrivemaskineekslosion.

Koreografien var dog også utilsigtet eksplosiv. Danseren Siri Wolthoorn var i hvert fald så ekstremt uheldig, at hendes knæskal rev sig løs undervejs i Peeled. Så midt i dansens medmenneskelighed blev denne slemme skade en påmindelse om danserens dilemma: Dansens fysiske brutalitet – og om nuets skrøbelige skønhed.

 

’Walking in the Night: Fragile + Peeled’. Koreografi: Itzik Galili. Musik: Percossa. Kostumer: Natasja Lansen. Dilemma of Obedience (urpremiere). Koreografi: Edhem Jesenkovic. Musik: Håvard Pedersen og Edhem Jesenkovic. Kostumer: Charlotte Østergaard. Lys: Jacob Bjerregaard

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu