Læsetid: 3 min.

Den diskrete mestermusiker

Det var sjældent stort, da gambemesteren og dirigenten Jordi Savall anførte Concerto Copenhagen i fransk, tysk og engelsk orkestermusik
23. oktober 2012

At kalde ham »giganten«, som der stod i koncertprogrammet, er næppe at tage munden for fuld. Vi er mange, der i årtier har fulgt Jordi Savall på opdagelsesrejser tilbage til svundne tiders glemte musik, og han har været en diskret, men umådeligt vidende rejsefører, en af de mestermusikere som har betydet mest for den tidlige musiks strålende genkomst. Det kunne mærkes ved lørdagens koncert i den fyldte Garnisons Kirke, på et publikum, der sitrede af forventning, som var det juleaften. I maj modtog den smukt aldrende catalaner Léonie Sonnings Musikpris, og det var ved den lejlighed aftalen kom i stand, at han senere på året skulle dirigere en koncert med Concerto Copenhagen. Og det blev slet og ret en begivenhed af de sjældne.

Savall havde sat sin egen overskrift over koncerten: den franske orkestersuite i Europa, begyndende i Paris og Versailles med Dumanoir og Lully og sluttende med den franske indflydelse på Telemann i Hamburg og Händel i London. Concerto Copenhagen kender vi som et velspillende og alsidigt band, men her var det forvandlet til noget nyt, en latinsk organisme, smilende, føjelig med bløde konturer og i den grad frigjort. Det var slående, hvor forskelligt der blev musiceret fra suite til suite, og denne diversitet gjaldt også den franske musik.

Den lange balletsuite De Stockholm af Guillaume Dumanoir, som meget få vel kender eksistensen af, blev et fascinerende bekendtskab. Mylderet af satser blev afleveret i fugleflugt uden ophold, som en koreografisk symfoni i stil med en mere kendt tilsvarende suite af Jean-Féry Rebel. Orkestret swingede uimodståeligt fra stor til lille besætning og retur, og undervejs holdt man vejret i meditative momenter som den svævende dialog mellem soloviolinen og baslutten eller fantasien Orfeus tårer med den gravitetisk faldende basgang. Anderledes strømlinet i et mere moderne outfit stod Lullys suite fra den tragiske opera Alceste. Det begyndte med en spændstig processionsmarch, som lod tankerne flyve til Tous les matins du monde, filmen fra 1991 om musikken ved Ludvig 14.’s hof, hvis lydside Savall havde ansvaret for.

Mediterran optik

Molière og hans skuespillertrup kunne for så vidt have skredet gestikulerende op gennem kirken til denne ’marche des combattants’, så levende retorisk blev der musiceret. Og for at tale med Debussy kredsede tonerne og duftene i luften under louren med de løftede optakter, rondeauen og dens henkastede baslinje og begravelsesmusikkens dumpe trommeslag og snerrende blæsere.

Jordi Savall satte sig foran strygerkorpset som gambesolist i Telemanns suite i D-dur. Her blev vi så konfronteret med det arkaiske over for det moderne, viola da gamba versus violinfamilien, en mestermusiker omgivet af intenst lyttende elever. Nu var dansene blevet mere standardiseret, uden programmatiske tilføjelser. Bedst huskes sarabanden med de smukt ciselerede ornamenter og den rytmiske zigzag i couranten og dens double, den første holdt rytmisk stramt i todelt takt, den anden med Savall i et blændende solotrip i tredelt takt.

Og så kom Händels uopslidelige Water Music, som godt nok må være en af de mest blomstrende fusioner af italiensk, tysk og fransk barokfestivitas, men hos Savall kom den til live gennem en iberisk optik. Desværre blev lyksalighederne delvis skæmmet af usikkerheder hos naturhorn og naturtrompeter, men af andre grunde lød meget nu ikke som det plejer. Devisen var maksimal udtryksvariation og absolut ikke akademisk korrekthed. Flere menuetter sprintede lystigt af sted, en rigaudon gjorde sin entré med en sej bondsk robusthed, den vidunderlige ’lentement’ bølgede i rummet som et langstrakt skarlagen draperi og så videre.

Det måtte jo have en ende, men de kunne såmænd have spillet hele programmet forfra, så umættelig sad man tilbage.

Søndag gentog de seancen i Stockholms Koncerthus, og mandag var Jordi Savall tilbage i København for at spille en solokoncert i den igangværende renæssancemusikfestival.

 

 

 

Koncert med Jordi Savall. Orkestersuiter af Dumanoir, Lully, Telemann og Händel. Concerto Copenhagen. Garnisons Kirke den 20. oktober

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu