Læsetid: 2 min.

Enke for et år

Fans vil nyde Joyce Carol Oates’ rå og detaljerede erindringer om året, der fulgte hendes mands død. Men måske vil de også undre sig over en enkelt manglende detalje
Fans vil nyde Joyce Carol Oates’ rå og detaljerede erindringer om året, der fulgte hendes mands død. Men måske vil de også undre sig over en enkelt manglende detalje
12. oktober 2012

Næsten alle anmeldelser af en Joyce Carol Oates-bog starter med at nævne, hvor mange titler – romaner, essays, novellesamlinger og så videre – den i dag 74-årige amerikanske forfatter har udgivet. Det springer vi over hér, for En enkes historie adskiller sig fra groft sagt dem alle sammen.

Blikket er denne gang vendt bort fra det brutale og energiske USA, der ellers har næret forfatterskabet, og indad mod det dybt personlige og meget private, som også undertitlen »memoirer« antyder.

Bogen starter i februar 2008, hvor Oates spiser morgenmad med sin mand, den 77-årige Raymond Smith. De to har været gift i mere end 47 år, og de har delt et roligt liv med katte, venner og god litteratur. De kalder hinanden »skat«, men ugen efter er det slut, og Joyce Carol Oates begynder at kalde sig selv for »enken«.

I hvert fald i disse erindringer, der beskriver året, der følger efter ægtemandens død af en infektion, som han pådrager sig i løbet af en behandling på hospitalet for lungebetændelse. Pludselig skal enken klare sig selv, og det giver naturligvis anledning til stor sorg, men også megen vrede. Hun er vred på sig selv, på hospitalet, hvor han pådrog sig infektionen, på afdøde Raymond, som hun måske ikke kendte så godt endda, og i en livlig passage på venner og bekendte, der konstant sender kondolancegaveæsker:

»Hvorfor sender folk mig alle disse ting? Forestiller de sig, at sorg vil lindres af chokoladeovertrukne trøfler, pâté de foie gras og pepperonipølser? Forestiller de sig, at nogen hjælper mig med det store arbejde, det er at tage sig af så store mængder bras?«

Den nye mand?

Under alle humørsvingningerne lurer frygten for at begå selvmord konstant, og her kan kun ord hjælpe og ikke engang altid: »Når jeg er fordybet i arbejde kan jeg glemme min livssituation – næsten! – og hvis jeg bliver rastløs i sengen, forlader jeg reden for at snuse rundt i Rays arbejdsværelse,« skriver hun (i Ellen Strand-gaards gode oversættelse).

På disse afstikkere rundt i privaten og tilbage i tiden får vi blandt andet at vide, at Ray aldrig læste Joyces manuskripter, at hun slapper af med at jogge, at hun udvekslede breve og e-mails med John Updike og Richard Ford og mange andre dygtige kolleger, og at Ray blot sagde »Nå det! Lad os gå i seng«, da en journalist ringede midt om natten for at sige, at han havde hørt, at Joyce havde vundet Nobelprisen i litteratur (hvilket ikke var tilfældet).

Meget personligt

Resultatet er et lidt for langt, herligt råt, glimtvis rørende og meget personligt bind erindringer, der helt sikkert vil interesse forfatterindens store fanskare. Men de mest opmærksomme af dem vil nok også undre sig over, hvorfor Oates ikke nævner sit nye ægteskab med en mand, hun møder til en middag seks måneder efter Rays død. Man under hende lykke og kærligheden. Men det føles sært, at hun har udeladt lige netop den detalje i en i øvrigt detaljeret og ærlig bog, der slutter med at udtrykke stolthed over, at »enken« holdt sig i live på etårsdagen for sin mands død.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Udkast til et lille uhøvisk epigram -

Hvo Pølser spise vil
Og til en enke fri,
Maa aldrig tænke paa,
Hvad der har været i.