Den aktuelle krise er ikke kun en økonomisk krise. Den er i ligeså høj grad en social, kulturel og værdimæssig krise. Det er afsættet for Rasmus Navntofts bog Thomas Mann … på sporet af en ny humanisme. Her læses den tyske nobelpristagers forfatterskab som et samlet forsøg på at kortlægge Europas grundlæggende konflikt mellem demokrati og oplysning på den ene side og før-politiske mytologier og grundfortællinger på den anden side. En konflikt, som var tydelig på Manns tid i første halvdel af det 20. århundrede. Og en konflikt, hvis brudflader nu igen er kommet til syne i kølvandet på den aktuelle krise.
»Som i 1920’erne og 1930’erne er der igen ved at brede sig en træthed ved det demokratiske projekt. Det ser man i Grækenland, Ungarn og andre steder, hvor folk i stedet er begyndt at søge efter andre kulturelle grundfortællinger og nationale mytologier,« siger Rasmus Navntoft, som er cand.mag. i Moderne kultur & Kulturformidling og medlem af direktionen i Have Kommunikation. Thomas Mann, som levede fra 1875-1955, voksede op i det 19. århundredes fredelige og fremskridtsoptimistiske afslutning og døde i skyggen af Anden Verdenskrigs uhyrligheder. Ind imellem oplevede han Første Verdenskrigs slagmarker og mellemkrigstidens ideologiske oprustning. I perioden fra 1912 til 1924 skrev han et af sine hovedværker Trolddomsbjerget, som bagom tidens ismer og politiske og sociale konflikter forsøger at afdække en fælleseuropæisk organisk humanisme.
Reaktionært udgangspunkt
»Manns pointe er, at der i såvel de kommunistiske, nationalsocialistiske og konservative ideologier ud over de negative, destruktive potentialer også findes positive humanitetspotentialer,« siger Rasmus Navntoft.
Han fortæller, at Mann selv fra begyndelsen af sit forfatterskab havde et nationalt, reaktionært udgangspunkt, men efter Første Verdenskrig så sig nødsaget til at stille sig på oplysningens og demokratiets side, samtidig med at han fastholdt de grundlæggende humanistiske indsigter i konservative demokratikritik.
Manns grundlæggende erkendelse, som han udfolder i flere værker, er, at hans egen indre konflikt også er en evig konflikt i europæisk ånds- og kulturhistorie. Det oplysningsdemokratiske spor, som hylder frihed, lighed og fornuft, udfordres igen og igen af nationale eller ideologiske modfortællinger om kærlighed til fædrelandet eller partibogen.
En konflikt, som nu igen truer med at splitte Europa. Også herhjemme, hvor det seneste tiårs borgerlige kulturkamp i vid udstrækning har udformet sig som en kamp mod det klassiske oplysningsdemokrati, der dominerede før årtusindskiftet.
»Den borgerlige kulturkamp har med stor succes etableret en form for nationalistisk fundament under demokratiet. En førpolitisk, udefinerbar danskhed, som skal få demokratiet til at blomstre. Og en tankegang, som ellers overvejende har hørt til på højrefløjen, gennemsyrer nu store dele af det politiske spektrum,« siger Rasmus Navntoft.
Elitens projekt
Den danske kulturkamp og tilsvarende strømninger i resten af Europa er ifølge Navntoft en tikkende bombe under det europæiske projekt. I værste fald kan de få det europæiske kontinent til at falde fra hinanden – og under alle omstændigheder udgør de en trussel mod det EU, som de også er en reaktion imod.
»EU er ved at udvikle sig til et demokrati uden demokrati. Et elitens demokratiske projekt, hvor man forsøger at skabe nogle overordnede europæiske rammer, men overhovedet ikke har den europæiske befolkning med sig,« siger Rasmus Navntoft.
Hvis EU skal lykkes som et samlende politisk projekt, må det ifølge Navntoft ud over at være et abstrakt politisk styresystem, som vi med vores gode moralprincipper og sunde fornuft kan orientere os efter, også forsøge at etablere en form for kulturel, europæisk grundfortælling, som appellerer til hjertet. Og vel at mærke en appel, som stikker dybere end en fælles Beethoven-hymne og et blåt flag med gule stjerner, påpeger han.
Tidligere på året tog den tyske filosof Jürgen Habermas initiativ til en tilsvarende kritik af det europæiske projekt, som ifølge ham og initiativets øvrige deltagere lider under manglen på en egentlig europæisk offentlighed.
»Europæerne mangler simpelthen steder, hvor de kan udveksle tanker og ideer med hinanden. Tyskland har en intellektuel elite, som reflekterer meget over det europæiske projekt, men diskussionen savner en folkelig forankring,« siger Rasmus Navntoft.
En folkelig debat, som i langt højere grad formår at italesætte det europæiske værdifællesskab, oplysningstraditionen og forestillingen om frihed, lighed og Europa som demokratiets kontinent. Udfordringen er, at Europas demokratiske værdier måske nok er flotte og fornuftige, men de er samtidigt vanskelige at bygge en kulturel fortælling på, påpeger Rasmus Navntoft.
»Den moderne fortælling om Europa mangler kød og blod, noget man kan samles om. Som når danskerne i dag samles om Matador og historisk har samlet sig om 1864 og fortællingen om, at hvad udad tabes, skal indad vindes,« siger han.
Han vil ikke afvise, at den aktuelle krise i sidste ende kan blive Europas mulighed. Men risikoen for, at den vil føre til yderligere splittelse er overhængende.
»Krisen kan blive det afgørelsens øjeblik, hvor det kan gå begge veje. Enten falder den europæiske tanke fuldstændigt fra hinanden, eller også vil det føre til et styrket sammenhold,« siger Rasmus Navntoft.
Trolddomsbjerget er skrevet i 1924. Første Verdenskrig var slut, de brølende 20-ere var i fuld gang. Artiklens sammenligning med i dag er forkert, skulle man sammenligne, skulle det være med 00-ernes neoliberale vækstboom fra før krisen.
Konflikten hos Thomas Mann stod mellem tysk åndstradition og vestlig, demokratisk liberalisme. Der var ingen demokratitræthed i 1924, tværimod, man havde så småt fået rystet krigens rædsler af sig og var klar til at danse charleston i korte skørter.Tyskland forblev nedtrykt, fordi fredsbetingelserne var urimeligt hårde, men det er en anden historie.
Når nu forfatteren så gerne vil sammenligne med i dag, skal der tænkes på en anden måde. Demokratiet, friheden, ligheden og fornuften (hvorfor ikke "broderskabet"?) der dengang kom bølgende ind over Europa, er det. vi mangler i dag. For EU undertrykker friheden, EU har udviklet sig myten, til det ideologisk projekt, til et overnationalt projekt, med hymne og flag og konterer, der arbejder på at gøre folk mere EU-agtige oven i hovederne. EU repræsenterer reaktionen i dag.
Så EU svarer i dag til det, man flygtede fra i 1920-erne, hvis man skal være lidt grov. Og vi har ikke brug for nogen moderne fortælling og EU, som vi kan hygge os med som var det Matador-(mix) eller "hvad udad indad skal opad nedad", nej, vi har brug for at blive fri, brug for at vriste os ud af EU´s mytologiske, ideoligiske spændetrøje, lade det gå i opløsning, og forhandle bodelingen eller "freden" på Versailles, så kommer der frihed og fremgang igen. Sikke en fest.
Forsøg på at forandre systemet ovenfra gennem styring af kultur og værdipolitik – var noget som vi forsøgte i 60´glæde ungdomsoprør. Vi havde det skide sjovt, men opnåede ikke noget nævneværdigt. En ting er nødvendigt og det er en revolutionær forandring af samfundets økonomiske strukturer – lad os begynde med at nationalisere bankerne (Som Lenin altid sage).
Et samlingspunkt med en anelse mere intellektuel udfordring end fodbold er Melodigrandprix, som samtidig afslører en af svaghederne ved det europæiske projekt: nemlig at den kulturelle baggrund er for forskellig fra øst til vest til at en egentlig kulturel fusion kan finde sted. Sker det endeligt er resultatet som regel ren og skær kitch og publikum, som er både kloge og kvalitetsbevidste nok, ender op med at pege på den mest særegne eller, hvis feltet er for svagt, fjollede sang. Det vi ikke vil er ensretning. Og hvor er det i grunden også en både tåbelig og naiv fordring, at ville udviske alle forskelligheder, i en verden hvor tingene mere og mere ligner hinanden og ser ud som om de kommer fra den samme fabrik.
Europa er på mange måder ligesom et melodigrandprix, som er blevet for rummeligt til at rumme sig selv og den eneste vej ud af suppedasen synes at være en accept af og respekt for nationalstaternes eller regionernes egenart, som kunne tage sin begyndelse med et krav om i det virkelig melodigrandprix. at de enkelte lande, som det også oprindelig var tænkt, leverer deres bidrag på originalsproget.
Hvem har sagt det skal være nemt at være europæer? Hvis det viser sig at være vejen frem for Melodigrandprix, kan man jo altid overveje om noget lignende kan være løsningen på det økonomiske område, altså at genindføre de oprindelige valutaer, i første omgang af eksotiske årsager og stadig koblet op på et forsvarligt monetært samarbejde, sådan som vi kender det fra den danske model.
I De forenede stater (USA) er der stor forskel på lovgivningen i de forskellige stater, på trods af tilslutningen til det føderale præsidium, som udstikker de overordnede retningslinjer. Hvilket utvivlsomt hænger sammen med amerikanernes indgroede foragt for offentligt styring. Måske var der alligevel et og andet vi kunne lære af amerikanerne og den måde de har skuet unionen sammen på. Man kan jo ikke ligefrem påstå at de har haft en fælles kulturel baggrund at bygge på. Snare tvært imod. Bare for at sige at det burde kunne lykkes.
Jo, selvfølgelig kan man lære noget af USA, men hvorfor skal vi have en union i Europa?
Et Europa uden fælleskab et nationalstaternes Europa er - det fortæller historien os - et Europa i konflikt og krig!
Alene derfor skal vi opbygge en demokratisk Union i Europa. Men vægten skal selvsagt være på demokrati! En demokratisk Union vil også være et opbyggeligt eksempel til efterfølgelse for andre regioner på kloden. For hvad gællder for Europa - at nationalistisk væren sig selv nok politik - skaber grundlag for konflik og krig - gælder også for kloden generelt.
Fremtiden og freden kan kun sikres via regionale demoklratise unioner der evner at samtale og samarbejde - EU er et vigtigt skridt på den vej - forudsat at vi kan sikre demokrati og en fælles finanspolitik med rimelig støtte til de svagere økonomier
Nationalstater er et fy-ord i unionisternes begrebsverden. Man vil gerne have "regionale demokratiske unioner der evner at samtale og samarbejde", men anser ikke suveræne nationale stater for det det nødvendige grundlag for dette samarbejde. Tværtimod: De skal underlægges et "samarbejde", som fastlægges til mindste detalje af den "demokratiske union".
Mig bekendt er det snarere forsøgene på at skabe en union, som europæiske stormagter gang på gang har begivet sig ud i, ofte på erklæret folkeligt, revolutionært eller demokratisk mandat (bl.a. Napoleon, Bismarck, Stalin, Hitler), der har ført til undertrykkelse, konflikt og krig, samt magthavernes foruroligende evne til at være sig selv nok og nægte at erkende realiteterne, når det folkelige grundlag ikke var tilstede.
Det samme forsøger maghaverne i Bruxelles i vor tid uden at ville lytte til de europæiske befolkningers modstand. Unionisterne undgår helst folkeafstemninger, og foretages de nødtvunget af hensyn til de nationale grundlove, så disker politikerne op med guldrandet propaganda og dystre skræmmebilleder, hvis ikke nationerne "frivilligt" tager imod endnu et tilbud om at forstærke det overnationale og suverænitetsafgivende "fællesskab" organiseret af magthaverne i Bruxelles.
Uden national suverænitet forbliver dette fællesskab en illusion, som forgøgler os europæere en union, hvor arbejdskraft, varemarked og valuta ganske vist er smeltet sammen under det stjernespækkede blå flag og Beethovens hymne til friheden, men befolkningerne behandles som kvæg, der må adlyde unionens diktat.
Først når stormagterne og finanseliten ophører med deres drømme om en fasttømret union og respekterer de mindre nationers ret til suverænitet, vil man kunne påstå, at et fællesskab overhovedet kan bygge på demokrati. Vi bør tilstræbe "samtale og samarbejde", men når vilkårene bygger på stormagternes, finanselitens og de multinationale virrksomheders trang til at ensrette de europæiske nationers mangfoldighed, så forbliver "samarbejdet" en illusion.
Samarbejde mellem frie og suveræne nationer er, hvad Europa har behov for. Unionisterne vil altid underordne denne frihed deres evige drøm om en stormagt, som kan realisere de gamle imperialistiske visioner. Sande demokrater har ikke sådanne drømme, men ønsker at leve i samdrægtighed mellem suveræne nationer og folkeslag, som vi har lært at respektere og samarbejde med.
Nationalstater er og bør være et fy-ord forenhever venstreorienteret og progressiv person
Det er netop nationalstaternes europa der gav os Napoleon, Adolf, Benito og Franko
Ingen af dem gik nogensinde ind for Europa som en føderal union
Det er besynderligt, at man ud fra den forudsætning kan bilde sig selv ind, at en overnational økonomisk og magtbaseret "union", skulle kunne tilbyde en bedre løsning på folkeslagenes indbyrdes problemer end nationalstaternes frivillige samarbejde.
Mange har forsøgt, men vi har såvidt jeg ved endnu til gode at se et godt eksempel, mens mindre nationer (som de skandinaviske) til tider har trivedes udmærket, når blot de kunne holde sig fri af større imperiers omklamring. Hvorfor da denne ultimative omklamring fra en sammenspist lobby i Bruxelles?
Tolsgaard
En føderal Europæisk Union har aldrig tidligere være 'forsøgt'
Det er et faktum at vi ikke har haft krige i vesteuropa i snart 70 år - det er unikt i Europas historie.
Den eneste gang siden 1945 vi har haft krig i Europa var Jugoslavien - et ikke EU land - og årssagen var netop nationalisme og nationalstatsideologi!
Og løsningen var? - indlemmelse/medlemskab af EU!
Der eneste er besynderlige her er at der stadig er så mange der ikke kan se skriften på væggen!.
Det er dig Tolstrup der gå rundt bilder dig selv noget ind.
Tja, de nordiske lande har (efter tidligere slagsmål) ikke haft indbyrdes krige i et par hundrede år, så vi kan vel hævdes at være endnu længere fremme i processen og et godt eksempel til efterfølgelse.
Mig bekendt var flere EU-lande, særlig Tyskland, med til at puste til ilden, da Jugoslavien gik i opløsning, idet man havde interesser i, at adriaterhavskysten atter kunne komme på tyske investorers hænder.
Herudover har EU og flere enkeltstater jo været involveret i adskillige krige rundt omkring i verden, hvor man måske hellere skulle have afholdt sig fra militære indgreb. Jeg ser således ikke unionen som noget bolværk for fred.
Endnu mindre, når det gælder respekten for demokratiske beslutninger. Jo større afstand til magthaverne, jo mindre reelt demokrati. EU sætter nationernes suverænitet ud af kraft, ikke for at tjene demokratiet, men som redskab for finanseliten.
De forskellige konstruktioner, som magthaverne har besmykket deres stormagtsdrømme med, har narret nogle, og det vil EU's formålserklæringer fortsat gøre. Sagen er dog, at unionen er elitær konstruktion, som underminerer det regionale demokrati, de europæiske nationalstater hidtil var på vej imod.
"Udfordringen er, at Europas demokratiske værdier måske nok er flotte og fornuftige, men de er samtidigt vanskelige at bygge en kulturel fortælling på, påpeger Rasmus Navntoft"
Disse demokratiske værdi, har så ikke udtrykt sig i EU opbygning eller beslutningsproces. Måske hindres det i virkeligheden allerede af EUs størrelse i realiteten?
EU's underskud af demokrati er vel velkendt og modstanden imod denne kul og stål-union, hvis formål var/er at skaffe billigst muligst varer(råstoffer) og arbejdskraft, lige så velkendt.
Gentagne gang har projektet været i modvind når det har været afprøvet demokratisk i forskellige lande, hvilket synes løst ved at undlade at gennemføre flere folkeafstemninger. Så undgår man da svar man ikke vil høre.
Vi har i også Danmark som befolkning haft en meget splittet holdning i befolkningen omkring medlemskabet af denne udemokratiske indkøbsforening for stålmagnater og kulfyrster, men takket være vor homogene sammensætning, hvor jyde vs sjællænder-historier mest er kuriositeter og ikke ægte spændinger, har vi dog bevaret skindet af at have en fælles holdning omkring vor tilslutning til EU og en demokratisk opbakning dertil.
Vi har stadig bevaret en tro på vort samfund og den måde vi træffer beslutninger på, selvom vore politikere trækker temmelig store veksler på vor tiltro til deres motiver af og til. Ikke mindst i spørgsmålet om Dk EU medlemskab, hvor flere retssager har været afprøvet imod statsmagten, fortæller at tilliden til politikkerne er flosset lidt i kanten, men set i lyset af den økonomiske krise og traditionelt velfærdsstats-bevarende partiers svigt over for tidligere tiders idealer nærer denne tvivl på vore politikere og systemet. Alligevel har vi indtil nu kunnet bevare troen på systemet p.g.a. opdragelse, indlæring og traditioner. Og ikke mindst at vi ikke har nationale forskelle i vor nation.
Stort set alle andre lande i EU er ikke ligeså homogene som vi er i Danmark.
Mange mennesker i andre lande opfatter slet ikke sig selv, som Spaniere, Englændere, Tyskere eller Svenskere.
De opfatter sig selv som Catalanere, Walisere, Berlinere eller Samer. Disse mennesker har mere eller mindre frivilligt pantsat og parkeret deres nationale holdninger i disse unions eller samlingstater, som både Tyskland, Italien, Spanien m.m. jo i virkeligheden er. Det er jo ikke bare Catalonien, der ønsker frigørelse fra sin union, det gør Baskerlandet, Sicilien o.s.v. også med jævne mellemrum.
Når nu krybben i hastigt tempo tømmes i EU's for at fylde kassen i div. Private finansselskaber og konsekvenserne af billigst muligst arbejdskraft går op for befolkningerne rundt omkring, så skal de til at bruges deres demokratiske indflydelse til at bedre deres forhold og de vil i det øjeblik erkende, hvor lidt demokratiet fylder i EU's opbygning og hvor få og små mulighederne er inden for dette samarbejde.
Idet deres mere traditionelle samlingsstater har indført dem i EU, og dermed svigtet i manges øjne, vil de små nationalstater være kørt i stilling, med deres individuelle forskelle, krav og ønsker, som i virkeligheden altid har været der, men blot været undertrykt i div. Unioner og sammenslutninger.
Svaret fra EU's side, for at holde sammen på unionen, vil formodentligt, som set før i andre unioner med opløsningstendenser, være jernnæven. Jernnæven skal holde ro og orden og sikre unionen bare lidt længere levetid.
Man kan gyse for Danmarks rolle i det scenarie, som et velorganiseret, homogent lille land uden mange uvenner blandt de større lande, der kan opdeles i småstater, og som har tradition for af udsende tropper til fredsbevarende styrker.
Jeg kan sagtens forestille mig danske unge mænd indsat for at bevare roen rundt om i EU, i div. Brændpunkter, som man kan frygte der kan blive mange af med de undladelsessynder div. regeringer har i skuffen.
Hvor fredsskabende EU er afhænger også af, hvorledes definitionen af konflikt er??
Demostrationerne i de sydlige lande er demostrationer nu, men er det borgerkrig eller det der ligner om lidt??
Vi kan så stadig brøste os af en "fredelig" proces, bare vi kalder det noget andet.
centralisering og sammenlægning skaber vel størrer ødelæggelse når de bryder sammen end små enheder hvor man kan se problemerne og løse dem inden de breder sig?