Træk Lars von Trier fra, og vi ville stå med en karikatur af et kunstværk. Læs det sammen med hans øvrige produktion, og det er svært ikke at se en usædvanlig, provokerende pointe skåret ud i pap.
Som enkeltstående værk er Disaster 501: What happened to man uinteressant. Værket er en 47 minutter lang og kedsommelig film, der er ment som et stort og vildt eksperiment, fordi det består af 142 forskellige klip fra 400 bidrag indsendt af personer fra 52 lande, men som i videokunstmæssig forstand fremstår lidt mormor-agtig med underlægningsmusik, god tid og tematisk opbygning.
Alle klippene refererer på en eller anden måde til Lars von Trier og til seks klassiske værker, som den berømte filminstruktør har udvalgt:
1. Sidste kapitel af Ulysses af James Joyce, der handler om kvindens seksuelle frustrationer og om, hvordan manden ikke slår til. 2. Sidste akt af Strindbergs Faderen, der virkelig var med til at cementere Strindbergs status som kvindehader. 3. Zeppelintribunen i Nürnberg af Albert Speer, der ikke kun var Hiters chefarkitekt, men også med netop Zeppelintribunen viste sig som en sand illusionist. 4. Maleriet Hvor kommer vi fra? Hvad er vi? Hvor går vi hen? af Gauguin, som handler om at finde tilbage til en eller anden naturlighed, vi for længst har forladt. 5. Sonate i A-dur af César Franck, der er et mesterværk ikke kun som violinsonate, men også i litteraturen. Og endelig: 6. Sammy Davis Jr.s morsomme parodi på moderne dans, Choreography.
Lars von Triers regler
Lars von Trier har altså som så mange gange før udstukket et sæt regler. I Gesamt kan alle indsende maks fem minutters film, filminstruktør Jenle Hallund skal instruere den, den skal vises på fire skærme samtidig, men må ikke vise det samme materiale simultant (hvilket Hallund dog bryder allerede i de første klip.)
For filmquizfolket er det 47 saftige minutter. Hvis man ikke kan gætte referencen til Trier, kan man ofte gætte referencen til de seks værker. En lille pige laver en Zeppelintribune med ispinde i sandet. På de andre skærme ser vi også børn. Næste tema er voksne kvinder, der er Gauguin lige så værdige som hele opbygningen. Den kan præcis ligesom det udvalgte maleri læses som en pixibog fra højre mod venstre, fra lille pige til stor pige til kunst og til død.
I filmen skal vi en tur på stranden og være romantiske, inden vi kaster os over sexscenerne. Sandelig om de ikke løber løbsk og bliver voldelige og perverse. Nu er der en, der skal bindes. Og nu er det ikke så sjovt længere, børnene er blevet store og skal selv have børn, og nu har de samlivsproblemer og skændes. Og de har problemer med deres fædre, som betyder alt for meget. Der bliver klippet til løver og leoparder. Bare der nu er nogle klicheer tilbage til resten af året. (Det er der ikke, mod slutningen får vi sågar atombomben ...)
Filmen er sorteret efter emner og klippet sammen, så den begynder ved begyndelsen og efter døden slutter med billeder af celler, fostre og blomster, der springer ud. Men det betyder ikke, at der ikke er gode bidrag undervejs. Eksempelvis er der scener med to kvinder, der fortæller om deres fædre, en foruroligende scene med en dreng, der for fødderne af sin far, som netop har begået selvmord, sætter ufo-masker på sin legetøjsridder, og sære scener med børn, der beder med mystiske syede masker for øjnene. Ligesom der også er hentydninger til forholdet mellem Hallund og Trier.
Et muligt scam
Det er nærliggende at tænke på det hele som et scam. Lars von Trier lægger navn til og laver tre minutters arbejde, hvilket sætter Copenhagen Art Festival i stand til at præsentere noget, der trækker overskrifter uden for de nærmeste lokale kunstmedier. Og det virker plausibelt, for filmen er langt fra Triers standard. Den er ligegyldig og banal, hvilket end ikke hans værste kritikere ville hæfte på noget, han nogensinde før har lavet. Men der er også tre ekstra lag tilføjet, nemlig de seks værker, de 400 personer, der har reageret, og filminstruktør Jenle Hallund, der har brugt det indsendte til at skabe et værk, hvilket helt naturligt er med til at fjerne filmen fra Trier.
Spørgsmålet, som Copenhagen Art Festival gerne vil stille, er, om fællesskabet kan lave stor kunst sammen, hvilket ikke er særligt præcist formuleret projektet taget i betragtning. Det korrekte spørgsmål er snarere, om materialet bliver bedre, desto bredere udfordringen er. Altså om den bedste måde at få det bedste frem i folk på er ved at give dem flest mulige muligheder.
I den læsning fremstår projektet som en fortsættelse af det projekt, som De Fem Benspænd var en del af, hvor Lars von Trier udfordrede Jørgen Leth til at genskabe sin kortfilm Det Perfekte Menneske under kreativt pres og forhindringer. Eksempelvis skulle Leth lave filmen som tegnefilm og på Cuba. De fire gange blev filmene bedre. Den femte gang, hvor Lars von Trier som straf for, at Leth havde brudt en af reglerne, sagde, at der ingen regler var, kunne Jørgen Leth slet ikke lave noget, der tilnærmelsesvist var seværdigt.
Det samme fænomen udforskede Lars von Trier med dogmefilmene, hvor det viste sig, at den allerstørste originalitet udsprang under de allerværste forhold. I modsætning til eksempelvis Hollywood, hvor man har alle muligheder, og hvor instruktørerne tilmed har milliarder af kroner at lege med. Og hvor næsten alle filmene alligevel bliver ens.
I den læsning bliver Gesamt-projektet virkelig interessant, især fordi det er blevet anbragt i kunstverdenen, der måske er det mest hellige sted på Jorden i forhold til at insistere på fuldstændig frihed. I De Fem Benspænd sætter Lars von Trier ikke blot regler op, han gør det også på en diktatorisk og udemokratisk måde. I Gesamt tager han ansvaret, ligesom han også gjorde over for Jørgen Leth, for på den måde at sætte andre fri. Men i Gesamt bliver friheden dermed total, alle muligheder uden ansvar fører lukt i graven – nærmest som en parodi på hele kunstverdenen, der er kendt og berygtet for sine navlepillende hjørner.
Den fattige kunstner laver måske ikke nødvendigvis den bedste kunst, men alle muligheder i hele verden er heller ikke befordrende for kreativiteten.
Måske skal vi ikke være så bange for andres krav. Måske kommer kunsten ikke til at lide den visse død, hvis kulturministeren eller andre stiller krav til den eller beder den om at gøre nytte. Måske er den eneste vej til bedre kunst ikke nødvendigvis flere kunsthaller, flere penge, færre regler og endnu længere arme.
Copenhagen Art Festival, Gesamt – ‘Disaster 501: What happened to man’ af Jenle Hallund og Lars von Trier, på Charlottenborg, Nyhavn 2, 1051 København K
Dette er den sidste anmeldelse fra Copenhagen Art Festival. De foregående kan findes på www.information.dk
