Læsetid: 3 min.

Folkedrabets mentalitet

Jan Gross har skrevet fremragende bog om Hitlers villige hjælpere i Polen
13. oktober 2012

Et fotografi taget i Polen umiddelbart efter Anden Verdenskrig. Vi er i udryddelseslejren Treblinka. Hvad der er tilbage af den. Godt 40 personer, stedlige bønder med skovle og spader, er stillet op til gruppebillede. Foran dem er anbragt en bunke menneskeknogler og kranier. Rester af genopgravede jøder. Folkene på billedet har som et nu velkendt fænomen i perioden gravet ligrester ud af en askegrav for at finde tandguld eller sølv overset af de institutionaliserede ligrøvere; som Treblinka og andre udryddelsescentre betjente sig af, inden ofrene blev kastet i massegravene.

Dette uafrystelige foto har inspireret den polskfødte amerikanske professor i historie Jan Thomasz Gross til en bog, et faghistorisk essay: Gylden høst – ondskab i skyggen af holocaust.

Det var jo ikke ved en pludselig indskydelse, at nazisterne lagde deres udryddelseslejre i Polen, men en velovervejet beslutning at placere dem i et land og blandt et folk, hvor antisemitismen var mærkbar, og hvor tyskerne kunne være sikre på, at ingen rørte en finger for at modsætte sig de planlagte overgreb. Kunne folkedrabet have fået det omfang, hvis folkelig modstand havde været en realitet? Næppe. Uhyrligheden ved mordet på den europæiske jødiske befolkning, antallet af myrdede i gaskamrene er så overvældende, at ufatteligheden i de individuelle lidelser overvælder de fleste. Enkelte opgiver og afviser holocaust som et falsum, hvilket må udløse Frederik Dessaus berømte modspørgsmål: Hvor tog de så hen?

Det spørgsmål stillede polakkerne ikke, men var i overvejende grad velfornøjede ved folkedrabet, hvis noget nær fuldbyrdelse for resten ikke forhindrede antisemitismen i at blomstre op igen efter 1945 og så sent som i 1968. De folk på fotografiet, som Gross kredser om, har ikke anset de opgravede knogler og kranier for at være ligeværdige individers jordiske rester. Ej heller anså selve masseudryddelsens funktionærer objekterne for deres daglige arbejde for at være mennesker. Og i modsat fald da i det højeste allerede døde på lånt tid i live.

Hele det industrielle apparat var som et stort ekstremt kompliceret, koldt og effektivt samlebåndsprojekt med facit i Hitlers ordre: den totale udryddelse, die Endlösung. Samlebånd var netop den metafor, SS-general Reinhard Heydrich brugte ved Wannsee-konferencen, da holocaust blev sat i scene.

Embedsmænd kreerede herefter det nøje integrerede system til at opspore jøderne, drive de utallige ofre sammen, bestjæle dem, plyndre deres boliger, ydmyge dem, transportere dem, myrde dem og i døden flå de sidste værdier fra dem. Alt sammen industrielt. Men som Gross påpeger: En vældig organisation, der stod og faldt med funktionærernes og det tyske, polske, franske, italienske etc. antisemitiske miljøs individuelle improvisationer og konstruktive bidrag af enhver art. Inklusive hadet og foragten. Hvad enten det så var køreplaner eller hensigtsmæssig sadisme på gerningsstederne, var systemet leveringsdygtigt. Hertil kom, at polakkerne i særlig grad bidrog og siden kunne se tilbage på gode forretninger i forbindelse med udryddelsen af de mange millioner.

Et forsøg på at begribe

At kalde Gross’ bog rystende er årtiets underdrivelse. Det er, som om alle varianter af menneskelig nederdrægtighed, ondskab og brutalitet kunne eller burde være brugt op i 1942-45. Det havde i det mindste været en trøst.

Trøst er der ikke engang at hente i holocausts samtidige polske såkaldt pæne mennesker eller i kirkelige kredse, som tværtimod udtrykte tilfredshed med elimineringen af det forhadte mindretal. Hvorfor var jøderne så det? Her savnes et kapitel i Jan T. Gross’ lille, men vægtige bog. Polsk antisemitisme havde og har historiske rødder, som på ingen måde kan undskylde holdningerne og ugerningerne, men forklarer en flig af heftigheden. Jødernes sociale og erhvervsmæssige – påtvungne – position i lokalsamfundene udsatte dem af flere årsager for bøndernes afsky. Denne problemstilling, som Hannah Arendt diskuterede overbevisende i sin klassiker Antisemitismen fra 1968, kunne passende have fået et ord med på vejen og fuldendt bogen, som ikke desto mindre anbefales som en nødvendighed til endnu et forsøg på at begribe vor skræmmende mærkværdige art, den, vi nu engang tilhører.

 

Jan T. Gross: ’Gylden Høst’. Overs. Jan Katlev. Kristeligt Dagblads Forlag. 199 s. Ill. 249 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu