Læsetid: 4 min.

Den forsvundne superstjerne

Den forunderlige dokumentarfilm om den amerikanske sanger Rodriguez, som udsendte to plader i de tidlige 70’ere, der ikke solgte en meter i USA, gør indtryk. Ikke mindst i lyset af, at han blev superstjerne i apartheidtidens Sydafrika uden selv at vide det – og først fandt ud af det over 25 år senere!
Rørende. ’Searching for Sugar Man’. er en livgivende og -bekræftende fortælling om musikkens universelle kraft. Og det faktum, at det aldrig er for sent. Prøv De blot at holde tårerne tilbage, når filmen runder af.

Rørende. ’Searching for Sugar Man’. er en livgivende og -bekræftende fortælling om musikkens universelle kraft. Og det faktum, at det aldrig er for sent. Prøv De blot at holde tårerne tilbage, når filmen runder af.

Fra filmen

4. oktober 2012

»And you can keep your symbols of success/ Then I’ll pursue my own happiness/And you can keep your clocks and routines/ Then I’ll go mend all my shattered dreams/ And maybe today I’ll slip away …«
- Rodriguez: ’I’ll Slip Away’ (1973)

Det er rigtigt, at jeg kan have let til tårer. Der var engang en ven, der drillede mig med det. »Hvad er det for noget?« spurgte han, »at flæbe over et overkørt pindsvin, når titusindvis af mennesker dagligt lever og dør under de mest horrible forhold?« Jeg svarede ham ikke, fordi drilleriet var godmodigt, og han vel havde ret. Jeg ved imidlertid, at jeg som helt ung græd over (og for) alle dem, Bob Dylan opremser i sin mestersang »Chimes of Freedom«, græd »for the deaf and blind, […] for the mute/ For the mistreated, mateless mother, the mistitled prostitute/ For the misdemeanor outlaw chained and cheated by pursuit« og de mange andre udstødte, glemte, oversete, undertrykte og mishandlede, som sangen opremser, og denne verden til stadighed er fuld af.

Og de bor allesammen stadig i (men naturligvis også uden for) mig som en lille hård kerne og minder mig om, hvis side jeg er på, when the shit hits the fan; det har årsagerne til den nuværende såkaldte finanskrise kun sat yderligere i perspektiv. Men jeg græder ikke for dem mere. Der kom et tidspunkt, hvor jeg ikke længere kunne påtage mig summen af menneskelig lidelse. Med fare for at lyde overfladisk eller afstumpet var det en lettelse. Måske fordi jeg som voksen i enkelte tilfælde er i stand til at omsætte noget af min indstilling til handling og ikke på samme måde føler mig tynget af den følelse af hjælpeløshed, jeg, som stor knægt, ofte blev grebet af. Måske.

Et bekendtskab værd

Så det betyder måske ikke så meget i det store keglespil, når jeg nu fortæller, at jeg hen imod slutningen på den svenske instruktør Malik Bendjellouls dokumentarfilm Searching for Sugar Man måtte knibe en tåre. Ikke desto mindre synes jeg, at det bør nævnes, fordi selv om det er en både lille og også stille film, rummer den et stort drama, og selv hvis man ikke interesserer sig synderligt for musik, turde jeg mene, man med udbytte ville kunne se den, idet alle de medvirkende er et bekendtskab værd. Ikke mindst hovedpersonen, den i dag 70-årige sanger, sangskriver og arbejdsmand Sixto Diaz Rodriguez, som i starten af 1970’erne udsendte to Bob Dylan-inspirerede, men ikke desto mindre to dybt personlige og noget mere funky lp’er på et lille amerikansk pladeselskab. For ikke at forlede læseren vil jeg haste med at indskyde, at filmen ikke handler om denne Rodriguez i sådan en klassisk dokumentarfilmforstand, men netop om jagten på samme. Og det er der en forklaring på.

De to fine lp’er, Rodriguez udsendte (Cold Fact, 1970 og Coming From Reality, 1971) gik øjeblikkeligt i glemmebogen i USA, og han opgav musikken og vendte tilbage til diverse job som fabriks- og bygningsarbejder. Kun afbrudt af hans forsøg på at blive borgmester i byen Detroit, hvor han er født og har boet hele sit liv.

Stjerne i Sydafrika

Men i det apartheidstyrede Sydafrika dukkede Cold Fact op først som kassette og siden som importplade og spredte sig som en steppebrand blandt den hvide minoritet, der aktivt bekæmpede det repressive regime. Da de løb tør for importeksemplarer, købte en lokal plademand rettighederne og udsendte den i landet. I filmen anslår han, at der gennem tiden er blevet solgt i hvert fald en halv million eksemplarer! Vel at mærke uden at Rodriguez ser en krone for det.

Ikke af egentlig ond vilje fra sydafrikanernes side, men der sidder en amerikansk entreprenør ved navn Clarence Avant, og han lader bestemt ikke pengene gå videre til Rodriguez. Avant optræder i øvrigt kort, men meget aggressivt i filmen.

Men efterhånden som Rodriguez’ stjerne stiger i Sydafrika, vokser mystikken også; hvem er han? Lever han endnu? Alle slags myter opstår, hvoraf den om, at han har begået selvmord på scenen, antager skær af virkelighed. Det er først, da to sydafrikanske fans, Stephen ’Sugar’ Segerman og Craig Bartholomew, i slutningen af 1980’erne begynder at undersøge, hvordan det egentlig forholder sig, at noget sker. Via et website opdager den ene af Rodriguez’ døtre ved et tilfælde i 1998, at der faktisk findes nogle, som interesserer sig for hendes fars skæbne, og der kommer skred i tingene.

Nu træder Rodriguez selv ind i filmen. En beskeden og fåmælt mand, der nægter at svinge sig op til patos eller sentimentalitet eller bitterhed over sin sene anerkendelse, selv om den glæder ham.

Hvorvidt han er blevet røvrendt eller ej? »Det er musikbranchen,« siger han. »Der er ingen garantier.« Han bliver derfor i det samme faldefærdige hus, han har beboet i 40 år, men tager dog til Sydafrika i ’98, hvor han bliver modtaget som en superstjerne. Spiller seks udsolgte koncerter, optræder på tv og avisernes forsider og tager så hjem til Detroit og fortsætter uden et kny sit arbejde som bygningsarbejder.

Filmen fortælles afdæmpet og uden de store armbevægelser. Et hav af mennesker (sydafrikanske fans, arbejdskammerater, tidligere producere, journalister og ikke mindst hans tre vidunderlige døtre) giver deres besyv med i Bendjellouls vidunderligt billedmættede film om en mand, der glæder sig over sit held, men giver indtægterne fra det forsinkede gennembrud til familie, venner og godgørende formål.

Det er en livgivende og livsbekræftende fortælling om musikkens universelle kraft. Og det faktum, at det aldrig er for sent. Prøv De blot at holde tårerne tilbage, når filmen runder af. Og selv om De måske ingen Tudemarie er, bør de unde Dem selv at nyde Searching For Sugar Man. En stor lille film.

 

Searching for Sugar Man. Instruktion: Malik Bendjelloul. Svensk. (Empire og Grand i København og biografer i Ishøj, Vordingborg, Ry, Ikast, Hjørring, Aarhus og Aalborg)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kasper Andreasen

Det er en smuk og rørende historie om Sixto Rodriguez, ingen tvivl om det. Men der er noget galt. Filmen er, så vidt jeg kan se, racistisk på den sydafrikanske måde: sorte bliver ikke beskrevet negativt som race, men de bliver enten ignoreret eller forbundet med dårlige egenskaber på sådan en umærkelig måde.
I anmeldelsen skriver Klaus Lynggaard: "... der sidder en amerikansk entreprenør ved navn Clarence Avant, og han lader bestemt ikke pengene gå videre til Rodriguez. Avant optræder i øvrigt kort, men meget aggressivt i filmen."
Avant er tilfældigvis den eneste sorte medvirkende i filmen (ud over en ung, kvindelig studievært). Samtlige andre medvirkende gør et godt og sympatisk indtryk, men de er jo heller ikke sorte.
Spørgsmålet er om historien holder. Avant bliver tillagt nogle grådige motiver, men det dokumenteres ikke at han faktisk har stukket penge til side. Filmen er her voldsomt redigeret og klippet. Kunne det ikke lige så vel være de sydafrikanske selskaber som ikke havde betalt Avant og dermed Rodriguez? Og hvis Avant havde modtaget giganthonorarer fra det sydafrikanske pladesalg, hvorfor var han så ikke interesseret i at forny pladekontrakten med Rodriguez? Sandsynligvis, vil jeg mene, fordi han ikke anede noget om successen på den anden side af Atlanterhavet.
Det er god musik, Rodriguez er sympatisk, og historien er smuk. Men den er rigtig grimt fortalt.