Vil Thomas Vinterberg udstille kollektivets latterligheder og forlorne fællesskab i sit nyeste teaterstykke? Eller vil han lave en tidsspejling af sin egen, offentlige historie om machoen, der finder en yngre model?
Det er ikke helt til at sige. For forestillingen Kollektivet på Skuespilhuset efterlader tilskueren med en underlig tomhed. Thomas Vinterberg har åbenbart villet latterliggøre kollektivet som idé, men dermed har han også forhindret sig selv i at skabe troværdige roller. Tilbage er kun kollektivensemblets typer: den fornuftige, den erotiske, den tyranniske, den madglade, den fordrukne, det omsorgssvigtede barn og så videre. Faktisk overbeviser kun rollen i stykkets sidehistorie: Benedikte Hansens rolle som kvinden, der bliver forladt af sin egomane kæreste gennem 20 år til fordel for en ung pige.
Højt til loftet
Thomas Vinterberg har skrevet stykket sammen med den garvede manuskriptforfatter Mogens Rukov. Så replikkerne sidder, hvor de skal. Pointerne passer. Og symbolerne gentages forbilledligt: En kuffert er en kuffert er en kuffert.
Alligevel virker det, som om de to filmmænd har forregnet sig. De er vant til, at kameraet skaber modspil til replikkerne. Men på scenen står der bare et skrummel af en højloftet stue. Kim Witzels kollektivdekoration rummer masser af satire, men den er statisk. Så selv om tilskuerne selvfølgelig leger kamera med øjnene, så virker det meget forudsigeligt. Og slutningens påklistrede nu-skal-I-høre-hvad-der-så-skete-monolog er decideret kikset.
Iscenesætteren Emmet Feigenberg har ellers krammet på alle disse lalleglade hippier. Og sammen med kostumedesigneren Camille Espen Hansen får han også publikum til grine godt og grundigt over kollektivisternes pandebånd og orange bukser og pagehår.
Linsesuppe og fællesøkonomi
Men personerne bliver udstillet som så verdensfjerne, at man næsten har lyst til at protestere på deres vegne – så idiotiske har de vel ikke været dengang? Også fordi Vinterbergs kollektivbeskrivelse måske ret beset ikke handler om lysten til fællesskab, men om lysten til fri sex. Og det kræver vel ikke fælles linsesuppe og ølordning, tænker man her i 2012 som undrende ikkekollektivist.
Hvis man skal se denne forestilling, så skal man gøre det på grund af skuespillerne. Ikke mindst Benedikte Hansen, der spiller så gruopvækkende godt som kvinden, der hvis idealer om frisind og rummelighed bryder sammen, da hun bliver svigtet af sin kæreste. Benedikte Hansen går fra at være storsmilende og piberygende overskudskvinde til depressiv og selvundertrykkende angsthylster, så man næsten ikke skulle tro, at hun var den samme kvinde. Hun svajer i sine indiske gevandter og mister sig selv.
Se, dét er en interessant teaterfortælling.
