Læsetid: 3 min.

At gå mod strømmen

Ikke alle tidens kvinder rammes af Medina-effekten; tværtimod har vi den forgangne uge lagt ører til folk som Marie Fisker, Nana Jacobi og ikke mindst duoen Jomi Massage & Anne Lise Marstrand-Jørgensen, som alle går deres egne snørklede veje
6. oktober 2012

Sangerinden og sangskriveren Marie Fisker er en af vor mest spændende og substantielle kunstnere inden for det noget befærdede område, der kaldes americana. Hvilket vil sige en traditionsbevidst og afdæmpet rock med rødder i angelsaksisk folkemusik tilsat elementer af slowcore, rand-country og indiepop – uden nogen nærmere given fordelingsnøgle. En stor del af det, der kommer ud af denne genre, tangerer det kedsommelige, fordi så mange navigerer rundt deri og til hudløshed benytter de samme stilelementer. Det kræver derfor sin kvinde at få lytteren til at spidse øren, og en sådan er denne Marie Fisker, hvis sange her på hendes andet album – So, Hoes & Heroes – simpelthen stikker et spadestik dybere, end man er vant til. Det er, som ungerne her på egnen siger, psykogodt.

Og så har jeg noget med hendes stemme, som er både kold og varm, distanceret og nærværende, her spiller lys og mørke i høj grad skak med hinanden, og vinderen får en bid af lytterens sjæl. Jo, hun er en alvorskvinde, og hvad angår anslag og stemning befinder vi os et sted i krydsfeltet mellem en Chris Isaak, som endnu engang er blevet forladt af den eneste ene, engelske Tindersticks i turbussen på M1 på vej fra Nottingham til London og en regnfuld efterårsdag på Nørrebro Station. I den mere end ferme Jakob Høyer, som har co-produceret albummet, har Fisker fundet en musikalsk tvillingesjæl, som formår at forløse hendes potentiale via ekspressiv minimalisme på dette hjerteskærende, men også sjælevarmende udspil, der passer perfekt til årstiden.

Seriøs vækst

Også Nana Jacobi er ude med sin anden langspiller, betitlet Visitors, og det lægger sig ligeledes i den mørke, men også mere nydelige melodiske ende af spektret. Det kan ikke undre, eftersom hendes erklærede musikalske forbilleder er Nick Cave og Leonard Cohen, selv om det generelt lyder mere som Lana Del Rays triphoppede drømmelandskaber end de nævnte gentlemen. Hvilket ikke mindst skyldes det ofte flotte, men også noget imposante strygerarrangement, der præger dette filmisk storladne, stofligt mættede, og anderledes popalbum, hvor Jacobi viser seriøs vækst i forhold til debuten. Min tarvelige brændte kopi indeholder ingen oplysninger om, hvem der har produceret Visitors, men flot lyder det og roses den, som roses bør. Måske savnes der lige lidt kant i det vokale, men helhedsindtrykket er en flot og sjælden ambitiøs satsning, der tør gå mod strømmen.

Dråbers logik hedder resultatet af samarbejdet mellem to kvinder, som i hver deres respektive virke aldrig har været specielt bange af sig, nemlig komponisten Signe Høirup Wille-Jørgensen aka Jomi Massage og digteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen. De fusionerer underspillet poesi og musik på pladen her, så det ind i mellem er svært at høre, hvor det ene begynder, og det andet slutter. Det bærende instrument er en akustisk guitar (suppleret med keyboard og effekter) og så selvfølgelig Marstrand-Jørgensen digterstemme; hun reciterer sine dystre tekster med tungsindig alvor, og det er grangiveligt, som om solen kigger frem bag skyerne, når Wille-Jørgensen indimellem bryder ud i æterisk, men altså også dyb følelsesmættet sang. Det er som helhed noget af en mundfuld, og alvoren kan indimellem virke næsten knugende, men den modtagelige lytter vil blive rigt belønnet.

 

Marie Fisker: So, Hoes & Heroes (Playground), Nana Jacobi: Visitors (A:larm), Jomi Massage & Anne Lise Marstrand-Jørgensen (Geiger). Alle pladerne er udsendt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorthe Møller

Så sidder man her og reflekterer over om Informationen distribuerer brændte cd'er til deres anmeldere eller om det er kunstneren selv der har tilsendt en brændt version? Og til den dovne anmelder kan det oplyses at pladen er produceret af Nana Jacobi og Anders Wallin. Det tog mig et enkelt klik at finde den oplysning. At være doven kan selvfølgelig være et udtryk for at gå mod strømmen, men knagme dårlig stil.

Rasmus Steffensen

well ... jeg kan ikke udtale mig om det konkrete tilfælde m. Nana Jacobi. Men faktum er, at rigtig mange pladeselskaber sender brændte cd'er, downloadkoder eller billige promoer. Så kan man kalde anmelderen doven eller nærig, når han ikke selv går ud og investerer i hele pakken, men hvis pladeselskaber ønsker anmeldelser af hele pakken, så må de vel også sende den. Hvem er det ellers, der er doven?