Læsetid: 4 min.

Genopstået af gamle kærestebreve

DDR. Det er et lille brag af en bog, Peter Asmussen har begået med sin brevroman fra hverdagen i et hensygnende DDR sidst i 80’erne
Hverdag. Peter Asmussen tegner et farverigt billede af de mennesker, der befolker en middelklassehusmors hverdag i et nedslidt Østberlin i tiden op til Murens fald i 1989.

Hverdag. Peter Asmussen tegner et farverigt billede af de mennesker, der befolker en middelklassehusmors hverdag i et nedslidt Østberlin i tiden op til Murens fald i 1989.

Hans-Martin Sewcz

12. oktober 2012

Renate lever et helt normalt liv med sin universitetsuddannelse, sin arkitektmand og deres to børn i Marienburgerstraße i Østberlin. Fra 1987 og frem til november 1989 skriver hun i hemmelighed breve med Tom, en dansk mand, hun har haft en kort kærlighedsaffære med under en arbejdsrejse til København.

Da Tom mange år senere dør, finder hans nevø alle hendes breve i Toms natbordsskuffe. Han ved ikke, hvem hun er, eller hvad Toms forbindelse til hende har været.

Det er nevøens korte introduktion og Renates mange breve til Tom, der udgør Peter Asmussens lille roman Det Der eR.

Gennem hverdagsoplevelser og de tanker, Renate gør sig om sit liv, sin kærlighed, sine forhåbninger og sin frygt, tegner Peter Asmussen et farverigt billede af de mennesker, der befolker en velfungerende middelklassehusmors hverdag i et nedslidt Østberlin i tiden op til Murens fald i 1989. Og af en Renate, der kender spillets snærende begrænsninger – men også vil have sit liv til at hænge sammen og vil have lov at drømme og længes.

Brevene bliver en øjenåbner for både Renate og for læseren: For hende en vej til erkendelse, afklaring – og fornyet tvivl; for læseren små historier, der først står hver for sig, men stille og roligt bliver til et samlet hele fortalt med stor troværdighed.

Brevene er, som breve er – små afsluttede scener, der først undervejs bliver til en helhed. Nogle af dem er på et par sider, andre blot på få linjer. I et af dem skriver hun: »Jeg ser ting, som jeg ikke så før, kun fordi jeg vil skrive til dig. Uden dig havde jeg ikke set dem. Jeg er blevet grådig efter at se.« I små glimt kommer vi vidt omkring: fra svigerforældrenes pamperliv over 1930’ernes bøssebarer, til brune værtshuse, på baggårdsjagt efter en bortløben kattekilling, til krigens spøgelser i glemte huler – og ud ad hverdagens små nødvendige flugtruter.

Ømt og hårrejsende

Det, der gør bogen til noget ekstraordinært, er, at den ikke skildrer DDR-tidens absurde hverdagsliv som absurd, men først og fremmest som hverdag. Det er den, bogens breve giver næsten filmisk liv fra det allerførste brev. Det er rørende, grusomt, banalt, morsomt, knugende, trivielt, ømt og hårrejsende – omtrent ligesom livet. Meget overbevisende – og meget berlinsk.

Det, nutiden forbinder med DDR som Stasi-staten, er i højeste grad til stede, blot ikke som tema, men som grundvilkår. Derfor er det heller ikke her, vi kommer ned i detaljen, men der har vi strengt taget også været en hel del gange. Det gør vi til gengæld, når vi f.eks. får at vide, hvorfor opgangens særling, Roland, har sømmet rengjorte tomme sardindåser op væggene i sin lejlighed – eller hvorfor spisebordet i Renates køkken hænger oppe under loftet. Og den tristesse, mændene i hendes liv – hendes far, hendes mand, Tom – på forskellig vis bærer på, og som klicheen om DDR kunne indbyde til, er ikke hendes. Som hun skriver til Tom et sted: »Melankoli er ikke noget at stræbe efter, når der er så mange ting, der trænger til vores glæde.« Fiktionens Renate må bestemt have læst DDR-virkelighedens Maxie Wander og Christa Wolf.

Tom får man aldrig rigtig hold på; alle brevene er ganske vist skrevet til ham, og i enkelte af brevene reagerer hun på noget, han har skrevet, men ellers er han en tom(!) figur. Og det er der en pointe med. For det er store temaer, Renate får rundet i sine ord til sin fjerne hemmelige elskede: Liv eller bare overlevelse, perspektiv eller tomhed, tvang eller frihed, troskab og forræderi – det er problemstillinger, der får en uventet behandling i Renates breve, fordi betingelserne for Toms og hendes to liv er så forskellige. I et af brevene spørger hun, om Tom i virkeligheden kun lever sit liv gennem den kærlighed, hun sender ham. En hel del kunne tyde på det.

Et lille plot

Det Der eR er på ingen måde en spændingsbog. Toms nevø rejser ikke til Berlin og forelsker sig under flyveturen i en ung stewardesse, hvis kræftsyge far har været i Danmark som Stasi-agent, og oppe i hvis røvhul nevøen finder sin onkel Toms breve og hemmeligheder. Det er heldigvis ikke sådan en bog.

Alligevel har den et lille plot, og det skal ikke røbes her. Det er i dramatisk forstand ikke så kompliceret. Men det giver bogen den kvalitet, at postkommunismens konsensus om ondt og især godt bliver en lille smule mindre indlysende, en smule mindre indiskutabelt.

Det er snart et kvart århundrede, siden DDR brød sammen. Som årene går, forsvinder der stadig mere af det. Men med Peter Asmussens roman er en lille stump DDR nu genopstået – ikke af ruiner, men af gamle kærestebreve. I farver.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu