Selv gode karaoke-stemmer når aldrig helt til tops

Kunstnernes Efterårsudstilling er de glade amatørers legeplads, og hvis man kan se bort fra, at det ikke er her fremtidens kunst debuterer, så er det såmænd hyggeligt nok
Kunstnernes Efterårsudstilling er de glade amatørers legeplads, og hvis man kan se bort fra, at det ikke er her fremtidens kunst debuterer, så er det såmænd hyggeligt nok
26. oktober 2012

Udstilling

Boris de Freitas laver store tændstikmænd i træ, som han maler skødesløst med pangfarver, inden han skriver ord på dem som Rise, Praise, Heart og Heaven. På en figur, som han har malet med prikker i alle regnbuens farver, har han skrevet Girlie og lavet kvindesymbolet ned ad pinden, som gør det ud for en krop.

Bogstaverne er tegnet op med sort tusch. Det er inspireret af Hornsleth, bare i en naiv version. Det er tilfældige farver med tomme statements på banale skulpturer. Selv ikke kunstfloskel nummer ét: »Det kunne mit barn også lave« ville give mening her. For alle børn har allerede gjort det. Deres streg var blot friere og frækkere og mere vedkommende.

Præmissen for Kunstnernes Efterårsudstilling er ganske bizar. Konceptet har i de seneste 100 år været, at her bliver værkerne bedømt ud fra deres kvaliteter som værker, og ikke som den øvrige kunstverden altså angiveligt gør, nemlig ud fra kunstnerens navn.

Det gav måske mening dengang, hvor der ikke var så mange steder at udstille dengang, hvor KE havde betydning, men i dag er der ingen risiko for, at et kendt navn skulle sende et maleri ind. Den manglende prestige har allerede elimineret risikoen for, at navnene skulle betyde mere end værkerne.

Og hvis man ville, kunne man også indvende, at de professionelle i kunstbranchen, som udgør panelet af censorer, altid ville kunne genkende et Kørner, et Raben Davidsen, et Tal R, et Katrine Ærtebjerg, et Torben Ribe, et Ahm Kragh, eller hvad man nu kunne forestille sig af fantasi-indsendelser, som kunne være grund til at fastholde reglen om anonym udvælgelse.

Censorerne og kopisterne

Men den del af KE er bare skabagtig, og det bizarre indtræffer, når man så ser på de udvalgte værker, der for en stor dels vedkommende, er voldsomt inspirerede af mange af de mest anerkendte internationale kunstnere netop nu.

Eksempelvis har Pernelle Caspersen indsendt et værk, der må have fået censorerne til at tro, at Kørner og Doig har indledt et samarbejde, og at Henrik Saar har fusioneret Rego, Munch, Hopper og Hockney.

Gary Hume er også med. Det gule maleri med de runde klatter viste sig godt nok at være malet af en Marianne Schneider, men man skal ikke have kigget i mange kunstmagasiner for at opdage den præcise lighed.

Så enten tror censorerne, at Gary Hume har indsendt et af sine typiske værker. Eller også har de aldrig hørt om Gary Hume, hvilket jo gør principperne bag KE overflødige.

Men det betyder ikke, at KE 2012 er kedelig. X Factors indledende runder er jo også sjove, selv om vi ved, at gode karaoke-stemmer aldrig når hele vejen til finalen. Eller som Kirkeby engang har sagt: »Det er sjovere at sige, at man er kunstner, end at man er bistandsklient«.

Gennemarbejdet og klovnet

En af dem, der går videre fra de indledende runder, er Charlotte Neel Richter. Af husmoderkunst er hendes tre store malerier af bygninger og af en ødelagt legeplads sjældent gennemarbejdede og dystre. De er voldsomt inspirerede af Peter Doigs tidlige malerier, men et langt kig værd.

Stig Kaj Aunfelt er den charmerende og lidt klovnede deltager, der med sine tre brosten, der stammer fra en udgravning til metroen, har begået et par finurlige og dog skarpe politiske statements.

På den ene er der en enøjet sort mand med herremandsuniform og en kluntet opfordring til at stemme på Obama. Vi er så optaget af os selv, har så lidt begreb om virkeligheden over there, og alligevel ved vi, hvad der er bedst for dem.

På den anden er der billedet fra brevet med Atamon, den lidt for glade kineser med den lange hårpisk, der antyder, at der er noget forlorent ved vores forhold til den fortid, vi prøver at grave frem.

Dennis Agerblad fra den homoseksuelle gruppe af freaks kaldet Dunst leger sig selv med sine venner i en video, hvor de på færøsk synger om bussemænd og selv synes, det er frækt at tale om at skide. De er langt ude i jagten på den forargelse, der efterhånden er så svær at vække, men har dog en morsom finale på den 15 minutter lange film, hvor en af fyrene spiller en højgravid kvinde, hvis vand hele tiden går.

Hans ’mor’ stikker ham i maven med en kniv, og i slutscenerne har han fået monteret en hane i navlen, som de andre drikker vin fra.

En lidt pudsig ting, der også har fået sneget sig ind på KE, er det synlige penselstrøg, som egentlig slet ikke er noget fænomen, men mere en fase, som alle kunstnere på et tidligt tidspunkt i deres rejse mod en karriere skal igennem. Canadiske Karin Davie har som en af de få dyrket malerstrøget med succes, hvorimod det hos de to KE-kunstnere Vivian Berg og Marie Holm Nielsen fremstår underligt uambitiøst.

Glade amatørers paradis

Marie Holm Nielsen har malet et par stramme huse i bunden og en voldsom himmel i grøn-sorte strøg. Det kunne have været så godt, men her virker det, som om evnerne ikke rakte længere. Og Vivian Berg har bare koncentreret sig om strøg i forskellige farver og i forskellige lag. Måske en indforstået reference til akademiets førsteårsstuderende?

Mere alvorlige spørgsmål rejser sig dog også, for kan to kunstnere egentlig male det samme, uden at den ene kopierer?

Kan Lis Bramsen virkelig sende et maleri ind, der er så kraftig inspireret af Luc Tuymans uden at kende ham? Og hvad med Marianne Schneiders Gary Humes-kopi? Umiddelbart måske, men ved nærmere eftertanke er det umuligt at forestille sig, at to mennesker ender præcis samme sted. For billedkunstneren er der endnu flere mulige kombinationer, end der er for den skrivende, og dog ender to af sidstnævntes slags aldrig med så meget som én halv enslydende sætning.

Men man bør nok også overveje, om kunsten absolut altid skal være nyskabende, er der overhovedet originale ideer nok til alle dem, der gerne vil være originale og gør det noget, hvis kunstnere låner hist og her?

Den kunstneriske elite er uendelig lille i forhold til alle de danskere, der holder af kunst, og som ikke ræser til DOCUMENTA eller får Frieze og Artforum med posten.

Bør et sted som KE ikke droppe de hule ambitioner om at være katalysator for vækstlaget og i stedet anerkende den virkelighed, de er en del af?

KE er de glade amatørers legeplads, og det kan også være godt.

 

 

Kunstnernes Efterårsudstilling 2012 i Den Frie Udstillingsbygning, Oslo Plads 2, København til den 25. november

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

2 ud af 6 stjerner

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu