Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Hvad gør Italien så forbandet interessant?

Set med sociologiske eller økonomiske briller hænger Italien slet ikke sammen. Men det gør landet alligevel, hævder journalisten Corrado Augias, for den nationale kultur stikker meget dybere end den politiske overbygning
Illustration: André Leit

Illustration: André Leit

Kultur
14. oktober 2012

»Hemmeligheder er et forpligtende ord,« skriver den italienske tv-journalist Corrado Augias, som allerede har brugt ordet i titlen på fire populære bøger – om Paris, London, New York og Rom – inden han for nylig udgav I segreti d’Italia (Italiens hemmeligheder) om »historier, steder og personer i en nations roman«:

»Af de utallige hemmeligheder i Italiens historie kan man vælge én, hemmelighedernes hemmelighed, som man kan opsummeres således: Hvorfor er det gået, som det er gået?« skriver Augias: »Hvad er det, der gør Italien til et så specielt land, som altid har tiltrukket sig opmærksomhed fra udlændinge, nogle gange beundrende, andre gange kritisk og hånlig? Hvorfor er ’nationens roman’ så begivenhedsrig og omstridt?«

Det centrale problem er overhovedet at fortælle om Italien:

»Den italienske historie er så fuld af krydshenvisninger og sammenfald, at man hele tiden risikerer at komme på afveje.«

Landets forbandelse er, at det med den tyske filosof Ernst Blochs ord »lider af for meget fortid«. Netop derfor indeholder det så mange historier, som Augias væver virtuost sammen med litterære eksempler. Digteren Ugo Foscolo (1778-1827) citeres for sin påmindelse til sine landsmænd om, at »intet folk har flere ulykker at begræde, flere fejltagelser at undgå, eller flere kvaliteter at blive respekteret for, end I har«.

Italiens legitimitet

Fejringen af 150-års-jubilæet for Italiens samling i 2011 faldt sammen med den alvorligste politiske og økonomiske krise siden Anden Verdenskrig. En af årets vigtigste debatbøger var journalisten Pino Apriles Terroni (Bondeknolde) med over 250.000 solgte eksemplarer, der beskriver Italiens samling som en kolonisering:

»Syden blev samlet med magt, udtømt og betvunget for at muliggøre udviklingen i Norden,« hævder Aprile.

Augias er i polemik med denne tese, som har pustet nyt liv i autonomibevægelsen på Sicilien. Mens Norditalien er et af Europas absolut rigeste områder, og den centrale del af landet har en levestandard på vesteuropæisk gennemsnitsniveau, bor 20 mio. syditalienere i et lavindkomstområde på størrelse med Grækenland og Portugal tilsammen:

»Er det for et land muligt virkelig at være ’samlet’, når de økonomiske forskelle er så enorme?« spørger Augias: »Svaret er ikke nødvendigvis negativt. Den økonomiske udvikling er ikke alt. Der er også andre kriterier, som gør italienerne i den sydlige og nordlige ende af halvøen til partshavere i den samme skæbne. Man skal blot kunne få øje på dem.«

Mest kultiverede

Hvis den italienske samlingsbevægelses helt, Giuseppe Garibaldi, havde begivet sig ud på sit erobringstogt til Syditalien i dag, ville det givetvis have været i strid med folkeretten og blive fordømt af FN, medgiver Augias. Men »for at give Garibaldis projekt den ’legitimitet’, som det fortjener, er man nødt til at vælge et andet niveau end det strengt juridiske og også tage det voksende ønske om territorial enhed i de mest kultiverede befolkningslag i Kongeriet Begge Sicilier og Pavestaten i betragtning,« skriver Augias og fortsætter:

»I begge tilfælde var det meste af befolkningen ladt i stikken, mens økonomien stagnerede, og jordlovene forblev som i middelalderen med uopdyrkede marker på store godser.«

Selv om det statslige bureaukrati ikke har formået at skabe et ensartet samfund, er det nationale fællesskab på godt og ondt en realitet:

»I slutningen af 1900-tallet forenede nord og syd sig i den kriminelle bestræbelse på at fuldende denne ødelæggelse (af landskabet og miljøet, red.) med smugling af forurenende affald, der er blevet bragt til Syden af lokale gangsterbander og bortskaffet i et sådan omfang, at ikke blot jordbunden, men også grundvandet er blevet forgiftet.«

Offentlige hemmeligheder

Det syditalienske problem er en segreto di Pulcinella: En offentlig hemmelighed. Pulcinella er en af Italiens regionale masker, den napolitanske, der opstod som en del af commedia dell’arte-traditionen i 1600-tallet. Flere århundreder inden Italiens samling havde ’nationens roman’ allerede frembragt stiliserede figurer, der repræsenterer regionale særtræk som f.eks. Pulcinella, der »på én gang er dum og snedig, virker som en djævel, men også kan blive til en engel, som ved, at han er i knibe, men også, at han på en eller anden måde klarer sig med et trick, en piruet eller et bedrag.«

Pulcinella er ifølge Augias den mest facetterede og artikulerede af Italiens regionale masker. De stærkt divergerende opfattelser af Napoli bliver således til en metafor for nationalidentitetens tvetydighed:

»Det dilemma, som Napoli repræsenterer, er måske, at uanset hvilken dom man fælder, kan den retfærdiggøres. Det storslåede og fornedrelsen, skønheden og rædslen, en venlighed og en ondskab, som begge synes at høre en anden tid til. For hvis Napoli kun var rædsel og vildskab, som man af og til kan få indtryk af fra nyhederne, ville det ikke engang være værd at anstrenge sig, at spørge sig selv, hvordan alt det, der sker, mon kan ske.«

Tåget bevidsthed

»Den brillante journalist og forfatter Corrado Augias tilbyder en læsning af Italiens hemmeligheder, som vi har meget brug for i dag, hvor den kollektive erindring om, hvad vi har været, er blevet tåget, og hvor bevidstheden om vores identitet drukner i et hav af mistillid, mest til os selv,« skriver historikeren Massimo Teodori i en anmeldelse i avisen Il Sole 24 Ore.

Augias’ underholdende strejftog i Italiens vidtstrakte kulturelle landskaber opklarer ikke Italiens aktuelle mysterier: Hvorfor vækker pædofilisagerne i den katolske kirke ikke skandale i samme omfang i Italien som i udlandet? Og hvorfor gør det mere indtryk i udlandet, når regeringslederen i Italien tildeler sine elskerinder ministerposter? Men disse og andre spørgsmål bliver historisk belyst, for eksempel af hemmeligheden om Farnese-familiens sociale opstigning i 1400-tallet:

»Den 15-årige Giulia Farnese var den 58-årige pave Alexander IV’s elskerinde,« fortæller Augias: »Under et af deres intime møder anbefaler hun paven sin bror, den 25-årige Alessandro. Paven gør ham til kardinal. Alessandro bliver selv pave, med navnet Paul III.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her