Læsetid: 5 min.

Et herligt rod af den anden verden

De litterære tidsskrifter i Danmark har det virkelig godt p.t. Det vidner fremragende udgivelser fra Hvedekorn, Victor B. Andersens maskinfabrik og det helt nye Cool om. Tre tidsskrifter med meget distinkte profiler
12. oktober 2012

Det kan være en utaknemmelig opgave at udgive tidsskrifter. Det er svært at få støtte, det er sværere at få en reel læserskare og sværest er det at få lidt offentlig opmærksomhed.

Hvilket føles noget nær vanvittigt, når man for eksempel bladrer rundt i tre markante tidsskrifter, der lige har ramt gaden. Oldgamle Hvedekorn, midaldrende Victor B. Andersens maskinfabrik og spritnye Cool. Der sker virkelig ting og sager her! Midternævnte vil jeg godt kalde efterårets udgivelse indtil videre.

Man mærker virkelig redaktørerne bag hvert af de tre tidsskrifter: kritiker Lars Bukdahl som fast redaktør på Hvedekorn, forfatteren Lars Skinnebach som gæsteredaktør på Victor B. Andersen (med Kenn André Stilling som ansv.), og digter og forlægger Asger Schnack som (i denne sammenhæng) debuterende redaktør på Cool. Det er ikke med en usynlig hånd, der redigeres. De tre redaktører står for hver deres linje, hver deres vidt forskellige smag og æstetik. Det er det legende, det eksperimenterende, det stilrene. Det er det aspirerende, det anarkistiske, det anakronistiske. Det er Hvedekorn, Victor B. Andersen, Cool. Det er det grønne, det sorte, det hvide. Hvedekorn er Danmarks ældste litterære tidsskrift og en rugekasse for debutanter (hvoraf flere er født omkring EM i 92!). Selvfølgelig kan man mærke, at det er Bukdahl, der redigerer. Alt andet ville være underligt. Det er en bestemt form for poesi, som favoriseres. I dette tilfælde: Det skæve, excentriske, det ironiske og ordspillende. Det er symptomatisk, at man finder sætningerne »perlekæderyger« og »jeg kæde-keder mig« i digte af to forskellige forfattere (hhv. Signe Gjessing og Marie Melchiorsen).

Op og ned

Bukdahl sammenligner selv Hvedekorn med en rutsjebanetur: »Ingen rutsjebanetur giver så mange søde svæveture og pludselige opbremsninger på én gang.« Det er sandt, men det er ikke altid positivt. Den skønne og mærkbare glæde ved poesien, ved at skrive i (og redigere) tidsskriftet, står ikke helt mål med glæden ved at læse det. Det går op, og det går ned. Her mest op i et (vid)underligt og flersprogligt digt fra debutant Joakim Vilandt (f. 1991). »Jeg vaagner utenfor Vandets Vugge/Hvorefor vifter Værgene vredt mod Vaabene?/Hvorut flygtet jeg naar Nejet ej forbarmer sig?/Hvad fortælle de om Engelne och dricker eget Blod?/Kansqe; Hjærtet sagte Spind tog Mudderbror til Bords/Kanscke; Jordmoder spøgte oondt om Menskets Dårskab/Qanske; Frihetslyven frier kun de icke-Danske.«

At kvaliteten svinger er o.k. Sådan er det med debutanter. Det er dog synd og skam, at pladshensyn gør, at nogle digte lider en krank skæbne rent grafisk: Enkelte sider er plastret til med digte. Det er der ingen – debuterende digter eller ej – der fortjener. Hvis Hvedekorn er en rugekasse og lidt af en legestue, er Victor B. Andersen en rodebutik. Der er annoncer, fotografier, tekster, håndskrevne breve og meget mere. Man har lyst til at blive længe dér, i det avantgardistiske rod. I det seneste augustnummer er Patti Smith på forsiden, men det er vist et salgstrick i anledning af Louisiana Literature. Hun bærer i hvert fald på ingen måde bladet. Det gør derimod Skinnebachs sikre gæsteredigering, det er både klart konciperet og inviteret.

Det ikkedanske, som Vilandt nævner til sidst i sit Hvedekorn-digt, er et hovedtema i mange af teksterne i Victor B. Andersen. Hvis man vidste, hvad det betød, kunne man kalde mange af bidragene: Politiske.

Anyway. Jeg har lyst til fremhæve det meste. Skinnebachs eget bidrag, en dramatisk dialog. Eller Jeppe Brixvolds tekst, som uden videre springer fra filosofiske og poetiske sætninger til komiske facebook-transkriptioner. Eller en ’ældre’ digter som Henrik Have. Eller yngre digtere som Olga Ravn og Glenn Christian. Eller eller eller.

Eller Asta Olivia Nordenhof, som i sit voldsomme bidrag bl.a. taler til sin afdøde mor, der i live var alt for ydmyg og flink: »du er omhyggelig med makeuppen inden vi skal til fest på skolen/glem det/bare glem det/der ingen grund til at være venlig over for de uvenlige/bare glem det/det er ingens ret at kræve af dig, at du er venlig over for de uvenlige.«

Men den bedste maskine i fabrikken er måske nok Zoltan Aras portrætter. Han har taget fotografier af venner og bekendte i Paris, og skrevet lidt tekst til hvert foto. Her er det om Asia, der på billedet er i pels, selvom det er 33 grader varmt: »Asia ville se billedet fremkaldt, inden jeg fik lov til at beholde det. Da hun så det, rev hun det over. På en måde, blev det endnu mere et portræt af Asia ved, at hun rev det over. For jeg kender ingen, der river sig selv over som hende.«

Jeg ved ikke, hvad portrætterne minder mig om. Måske ligefrem Gertrude Stein, der jo gjorde noget lignende i Paris for ca. 100 år siden? I hvert fald mestrer Zoltan Ara her kunsten at indfange et menneske med meget få ord (og et enkelt fotografi).

Cool er cool nok

Og så er der Cool. Et helt nyt tidsskrift med Asger Schnack som bagmand. Det har et helt andet look end de to andre. Det er kvadratisk og forsiden er kridhvid med et stort, sort 1-tal i midten, og navnet cool oppe i venstre hjørne. Det er stiliseret, meget sikkert og meget flot.

Man mærker igen her redaktørens kæpheste, hans personlige smag. Indholdet står i sammenstødets navn. Mellem musik, billedkunst og litteratur: Der er et interview med musikeren Thurston Moore og en CD med bandet Under Byen, der er fotografier og Per Kirkeby-billeder og masser af litterære tekster. Men også mellem fortid og nutid: Der er genoptryk af Gustav Munch-Petersens debutsamling og J. P. Jacobsens novelle Fru Fønns på den ene side og drømmetekster af Helle Helle på den anden. Som Schnack skriver i det redaktionelle forord: »Det ene nu er lige så meget nu som det andet nu.«

Men der er nu mest gamle nu’er og gamle tekster, der genaktualiseres. På den måde er der noget anakronistisk over Cool (jf. også navnet jo!) – men det er netop charmen og styrken ved tidsskriftet. At det bringer gamle ting ind i en ny sammenhæng. At det peger og præsenterer. Det kan være en gave. For eksempel havde jeg hverken læst Munch-Petersen eller Fru Fønss, men det har jeg så nu, og det er jeg virkelig glad for, jeg har.

Til tider fungerer det anakronistiske princip knap så godt. For eksempel kan jeg ikke helt se meningen med at bringe en gammel Torben Brostrøm-anmeldelse af Lautrémont.

Men fordelen med tidsskrifter er, at man bare kan bladre rundt, videre, over ting. Så støder man i stedet på Helle Helles drømme: »Juni 2011. Jeg får endelig fortalt Rusland, at det skal opføre sig ordentligt over for mig. Jeg har altid behandlet Rusland ordentligt, siger jeg. Jeg taler med store bogstaver. Mærkværdigvis gør det indtryk.«

Det er ikke så mærkværdigt, at Helle Helles drømme gør indtryk. Heller ikke at Cool i det store hele også gør det. Lidt mindre indtryk gør Hvedekorn. Lidt mere gør Victor B. Andersens maskinfabrik. Men alle sammen så rigeligt gode nok til, at man roligt kan gå ud og investere i et tidsskrift eller to. Samt en god grund til at få styr på den efter sigende sejlende tidsskriftstøtte.

Og en sidste lille parentes: Et alternativ er tidsskriftet Slagtryk. Det findes kun på nettet, til gengæld er det gratis.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Nielsen

Nu har jeg godtnok engang hørt noget om, at det ikke er journalisten, der skriver underrubrikken, men alligevel... "De litterære tidsskrifter har det virkelig godt i Danmark pt."????

Vi er nået et punkt, hvor der er så få af dem tilbage, at væsentlige delfelter på det litterære område kun dækkes yderst sporadisk. Det ene tidsskrift efter det andet er enten stoppet helt eller reduceret til et enmandsforetagende.