Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Hvem elsker du bag masken?

Louise Fribo synger ’Lover Never Dies’, så der er dømt gåsehud og kleenex. Og Lloyd Webbers historie bliver vedkommende, fordi Louise Fribo får den til at handle om et menneske, der skal vælge kærligheden – eller vælge den fra
Kultur
30. oktober 2012
Så bliver der endelig kysset igennem i ’Love Never Dies’ på Det Ny Teater. Her erdet Tomas Ambt Kofods hjerte, der gør Louise Fribo blød i albuerne. Og det er hendes stemme, der sender tilskuerne i ekstase.

Så bliver der endelig kysset igennem i ’Love Never Dies’ på Det Ny Teater. Her erdet Tomas Ambt Kofods hjerte, der gør Louise Fribo blød i albuerne. Og det er hendes stemme, der sender tilskuerne i ekstase.

Miklos Szabo

Musicalstjernen Louise Fribo har den vildeste stemme i dansk showbiz lige nu. Hun synger de allerhøjeste toner så spinkeltsmukke som glassplinter. Og hun siger de dybeste replikker så bastante som hugget i sten.

Men når hun står på scenen, gør hun næsten ingenting. For Louise Fribo kan spille teater indefra. Og i Love Never Dies er hendes Christine fra Phantom of the Opera blevet en voksen kvinde, der midt i sit liv bliver indhentet af fortiden, så hun skal tage et valg her og nu.

Da Louise Fribo til premieren sang sin afgørende sang for fantomet bag den berygtede, hvide maske, så var lysekronen lige ved at lade sig presse op gennem taget på Det Ny Teater – og op i himlen. Og så var der ellers dømt gåsehud og kleenex.

Macho uden ansigt

Andrew Lloyd Webbers avancerede tale-synge-univers får med andre ord nogle spændende voksne nuancer i Det Ny Teaters opsætning. Selvfølgelig dukkede Tomas Ambt Kofods fantom netop op i sort og hvidt. Men Kofod havde en dragende klang i stemmen, som spændte sig ud mellem desperation og resignation. Og en ulastelig rankhed som flot modsvar til hans vanskabte hoved: en macho uden ansigt.

Love Never Dies har ellers ikke haft de store forventninger knyttet til sig. Urpremieren i London for to år siden var efter sigende lunken. Men en radikal nyopsætning i Australien gav nyt liv. Og Daniel Bohrs opsætning af den australske tekst på Det Ny Teater er overvældende vellykket – med en scenografi af Paul Farnsworth, der har skildret gøglerne på Coney Island med deforme menneskekroppe, så Halloween ligner den rene børnehave – og med en Bad Woman-performer som Marianne Mortensen, der kan fange alles blikke bare ved at sætte hovedet skeptisk på skrå. Desuden har Karen Hoffmann digtet en flot dansk oversættelse, som ensemblet leverer, så man kan forstå hvert eneste ord. Tak, også til lydmanden!

Glatte kinder

Det Ny Teaters opsætning af Phantom of the Opera fra 2002 blev faktisk set af 600.000 tilskuere. Og egentlig matcher 2’eren endnu bedre til tiden nu. For i Love Never Dies er Christine blevet berømt sangerinde i Paris. Men hun er også ludfattig. Og derfor lader hun sig lokke til Coney Island af et overdrevent gæstespilstilbud … Og det kan man jo godt forholde sig til i et kriseramt Danmark anno 2012, hvor lånetilbuddene myldrer frem.

Forestillingens fremtidshåb ligger imidlertid hos den 12-årige barnestjerne Oscar Dietz som Christines søn. Hans sange er vildt avancerede, og han skal styrte rundt på mystiske trapper i mørke. Men Oscar Dietz gør det hele med glatte kinder og det smukkeste beundringsblik mod sin mor. Den dreng skal nok blive til noget. Hans sceneerfaring stammer fra Peters Jul på Folketeatret – og til næste år spiller han hovedrollen i filmatiseringen af Antboy: Talent forpligter.

Det kan godt være, at danskerne de sidste sæsoner har foretrukket teaterkoncerternes mere moderne vildskab. Men Love Never Dies viser sig faktisk at være en voksen musical til tiden. En veldanset og spektakulær musical om krise og kærlighed. Og en musical, der skærer helt ind bag masken og tvinger svaret frem: Hvem elsker du?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her