Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Det hvileløse requiem i flot opførelse

Music Around-festivalen leverer musik fra London på begge sider af sundet. Et flot indslag var Benjamin Brittens ’War Requiem’ i Konservatoriets Koncertsal
Kultur
9. oktober 2012

Benjamin Brittens War Requiem er ikke feel goodmusik, sådan som det er overgået så mange andre requier. Siden Amadeus-filmen har satserne fra Mozarts requiem været dyrket som lækre hits, Verdis Requiem er et lækkert hit, mangt en sats om vredens dag, som er messens dramatiske højdepunkt, har været igennem filmindustrien som effektfuld underlægning, mens en solo som Pie Jesu i Faurés Requiem kan figurere i et pladeindspilnings-potpourri med afslappende musik.

Og forklaringen er ikke, at det er mere nutidig musik komponeret for ofrene i Anden Verdenskrig, for det har også en Penderecki eller en Sjostakovitj gjort ind til det kvalmende stimulerende, men at Benjamin Brittens musik er et klassisk storværk, der hele tiden stikker en pæl i jorden i forhold til sit smertefulde indhold, som jagter en oprigtig grimhed og kredser om krigen som et portræt, der afklæder, snarere end klæder på. Djævlens akkord præger både poesien og hele den religiøse tekst. Man trækkes rundt i tritonussens verden, ikke svælgende i dens spænding, men hængt op i dens uro, et requiem uden hvile, og når man træder ud af dens skygge i en endelig opløsning, er det hverken jublende eller forløsende, men kun en kontant og nødvendig drejen sig mod lyset.

Fredagens afvikling af Brittens requiem i Konservatoriets Koncertsal med Sjællands Symfoniorkester og dirigent Lan Shui var bestemt heller ikke sentimental. Hvis den manglede noget i al sin ellers meget afstemte og flotte præstation, var det en gennemgående nerve, en kunstnerisk religiøsitet over for sit tema og en større fysisk udlevelse.

Høj standard

Koret startede smukt lavmælt, naturligt og uprætentiøst. Et stort kor bestående af både Konservatoriets Kammerkor, Kammerkoret Hymnia og Kammerkoret Camerata. Det lyder broget, men ensartetheden var påfaldende og standarden høj. Drengekoret placeret i balkonens loge, tog pænt over kun plaget af dirigent Ebbe Munks lidt for artikulerede medsyngen.

Efter en a capella Kyrie-sats lige i skabet sunget af det store kor var man tryg for resten af aftenen, hvad klang og renhed angår. Niels Jørgen Riis sang tenorpartiet med største naturlighed og menneskelighed, så det var en fornøjelse at høre, hvorledes hans stemme og udtryk havde hjemme i dette parti. Et fremragende ensemble ledet af Martin Nagashima akkompagnerede de mandlige solister, og generelt var det mest her, at nerven sad. Musikalitet og intensitet prægede ensemblet i kontrast til det store orkesters mere jævne koncentration.

Barytonen Günter Haumer har en smuk og velklingende stemme og messede sig monotont gennem Wilfred Owens dommedagspoesi, på den ene side på kanten til det stenede, på den anden side dejligt usentimentalt. Sopranen Yana Klein imponerer med sin lette højde og gennemtrængende kraft, der dog næsten sætter øret på overarbejde i sin overtonekomprimering, så man kunne have savnet noget rundere til dette parti.

Salen var stort set fuld, og det var tydeligvis en begivenhed for det danske publikum med Brittens storværk. Dejligt at se en sådan tilstrømning her til ét af indslagene i Øresundsfestivalen Music Around, der indledtes den 3. oktober og fortsætter til 14. oktober med klassiske koncerter på begge sider af sundet under temaet London.

 

5. oktober kl. 19.30, Konservatoriets Koncertsal. Sjællands Symfoniorkester, DKDM Kammerkor, Kammerkoret Hymnia, Kammerkoret, Københavns Drengekor. Dirigent: Lan Shui. Solister: Yana Klein, Niels-Jørgen Riis, Günter Haumer.. Øvrige: Martin Nagashima, Ebbe Munk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her