Læsetid: 2 min.

Ja til underfundighed og hovedsætninger

Pappa Åberg. Gunilla Bergström bliver ved med at kunne overraske en lillebitte smule. Denne gang er det Pappa Åberg, der pludselig har en stor rolle
Pappa Åberg. Gunilla Bergström bliver ved med at kunne overraske en lillebitte smule. Denne gang er det Pappa Åberg, der pludselig har en stor rolle
19. oktober 2012

Med den nye Alfons-bog kan jeg pludselig se det. Alfons’ far er ikke en blød, brun sweatermand. Han har været hipster alle årene, og nu får han sin velfortjente hyldest i Hvem griner sidst? sagde Alfons Åbergs far. Det er på en måde hans bog, men Gunilla Bergström tildeler ham glansrollen uden at tale hen over hovedet på de yngste. Det er egentlig noget af en fin balancegang.

I sidste års bog var Alfons’ fars øjne så sørgmodige. Og pludselig der i teksten stod der »Fru Åberg«. Gunilla Bergström tegnede hende ikke, men det var alligevel en bombe, hun smed, da hun nævnte, at Alfons har en mor. Men hun lod samtidig morfiguren forblive en gåde. Der var ikke et ord om, hvordan hun tidligt forsvandt ud af Alfons’ og farens liv.

I stedet for at begynde med »Her er Alfons. Han er syv år«. begynder Hvem griner sidst? sagde Alfons Åbergs far med: »Her er far, 36 år, en dejlig søndag morgen.« Er han virkelig ikke ældre, tænkte jeg straks og studerede billedet. Far Åberg kigger over skulderen hen mod Alfons og Mille, der leger i et andet rum. Hans øjne er underfundige og milde. I Gunilla Bergströms streg er han faktisk mere end cool. Fortællemåden er underspillet. Hovedsætning efter hovedsætning, talesprog og udbrud: »Lige præcis! Alfons og Mille bygger og gør ved.« Oversætteren spiller med.

Ikke andet

Gunilla Bergström går i detaljer i sine illustrationer og fortæller så lidt som muligt i teksten. Historien foregår nu og her. Dette skrives i nutid, så tæt på handlingen, at fortælleren kan rette sig selv: »Bing og Benny rydder lidt op – eller næh, de rejser bare den væltede stol op. Ikke andet.«

Det er måske ikke lige til at høre, men her nærmer historien sig sit højeste. Alfons og Mille er blevet uvenner med de store fætre, Bing og Benny. Far Åberg har sat dem til at rydde op, mens han er gået i enrum med Alfons og Mille for at straffe dem for at have væltet hele stuen. Men straffen viser sig at være et nummer. Selvfølgelig er den det. Alfons’ far kunne aldrig drømme om at slå børn, men han tager fusen på fætrene sammen med Alfons og Mille ved at slå hænderne sammen bag en lukket dør, så det lyder som om de får smæk. Fætrene har været tarvelige mod de små, og klart at man ikke ustraffet kan være grov over for de mindste i en Alfons-bog, der ovenikøbet er en 40 års jubilæumsbog. Men bestemt også klart, at det er ved kløgt, at de gode kan le. Muskelmasse og fysisk styrke hører ikke rigtig til i en Alfons-historie – og da slet ikke afstraffelse. Men det gør underfundigheden. Hurra for den og for pappa Åberg!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu