Læsetid: 3 min.

John Cale – et legebarn på 70

Selv om den gode John Cale er kommet op i årene, synes produktiviteten ingen ende at tage; det er der i denne ombæring kommet et noget blandet, men som altid fascinerende værk ud af
Selv om den gode John Cale er kommet op i årene, synes produktiviteten ingen ende at tage; det er der i denne ombæring kommet et noget blandet, men som altid fascinerende værk ud af
24. oktober 2012

Hvis der er nogen, der fortjener respekt, er det den efterhånden 70-årige og altid musikalsk rastløse walisiske multiinstrumentalist, sanger og komponist John Cale, der som få har formået at have fingrene i alskens væsensforskelligt kageværk. Siden han i 40- og 50’erne lagde ud som musikalsk vidunderbarn i et selv med datidens optik tilbagestående Wales til han som ung og håbefuld legatmodtager i midttresserne landede i et frådende New York, har der været tryk på de kreative kedler. Jeg skal være den første til at begræde, at hans helt sikkert imponerende, men også kortvarige (ca. 1965-1968) indsats i The Velvet Underground i den grad har fået lov til at overskygge, hvad der må betegnes som en fascinerende og udfordrende (men også ujævn) solokarriere, hvor han har gjort sig bemærket inden for både kompositions- og filmmusik samt ikke mindst som en kontrær og uforudsigelig sangskriver med flair for såvel hård rock og melodiøse ballader som (en egensindig) elektronika.

Man kunne måske ud fra ovenstående fanfare tro, at Cale med album nummer nogle og 30, kaldet Shifty Adventures in Nookie Wood, var vendt tilbage fra noget i retning af de døde, men det er desværre ikke helt tilfældet.

Søgende og vage

For al den skæg og fikumdik, han utvivlsomt har haft hjemme i sit Los Angeles-studie, kan ikke skjule, at han på sangskrivningsplanet ikke formår at svinge sig op i fordums højder. Sangene er i mange tilfælde søgende og underligt vage i konturerne, så selv efter rigtig mange gennemspilninger hænger kun et par stykker ved.

Åbneren »I Wanna Talk 2 U«, der er et samarbejde med allestedsnærværende Danger Mouse, er det tætteste, der her kommes på en decideret ørehænger (ikke at det er noget entydigt kriterium), om end nummeret pletrenset for overraskelser. Den efterfølgende »Scotland Yard« må betegnes som pladens bedste bud på en arketypisk vred Cale-sang; den handler selvfølgelig (for Cale har altid benyttet sammensværgelser, spionage og alle hånde krænkelser af individets rettigheder som brændstof for sine tekster) om News of the World-hackingskandalen.

Det mest melodisk avancerede er »Face to the Sky«, der også på produktionssiden er en messe værd, men desværre er der lagt en pisseirriterende phaser-effekt på vokalen, som man hurtigt bliver træt af. Og nu vi er ved irriterende effekter: vocoderen på »December Rains«? Og hvorfor lyder det som om han står og synger »Vampire Café« ude i en skov? Og igen på »Mothra« helt overdreven brug af effekt på sangen. Når han nu har sådan en fuldfed og ekspressiv baryton at gøre godt med? Sådan går det op og ned, heldigvis tilfører balladerne om »Mary« og »Midnight Feast« pladen lidt af den magi, man normalt forbinder med mr. Cale. Han arbejder atter inden for rammerne af den klassiske sangskrivning i rocktraditionen, desværre uden helt at gå til de ekstremer, han er kendt og (af nogen) elsket for. Hverken hvad angår sangskrivning eller produktion, hører pladen hjemme blandt hans bedste, sidste års mere konsistente og vellykkede Extra Playful ep, lovede mere end albummet her indfrier. 2003’s Hobo Sapiens er utvivlsomt og stadigvæk nok hans stærkeste bud i nyere tid. Ikke desto mindre er der stærke øjeblikke nok her på Shifty Adventures in Nookie Wood, som får en gammel Cale-fan til at hænge på i svingene. Så for lige kort at opsummere: Ujævn? Ja. Fascinerende? Ja, da. På en lidt irriterende måde …

 

John Cale: Shifty Adventures in Nookie Wood (Double Six/Playtime) Er udkommet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brian Pietersen

det minder mig om Sebastian spiller på Posten i odense 8 november....
Han er også en gammel dreng der har gjort det godt.
..og lige nu hører jeg Ostesangen... c¨,)