Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

En kamp på nervemedicin

Gennem halvandet år har en professionel fodboldspiller skabt postyr med sin anonyme blog fra en ellers lukket verden, hvor depression hører til hverdagen, og pengene bliver brugt på champagnekrig. Nu er bogen på gaden
Gennem halvandet år har en professionel fodboldspiller skabt postyr med sin anonyme blog fra en ellers lukket verden, hvor depression hører til hverdagen, og pengene bliver brugt på champagnekrig. Nu er bogen på gaden
Kultur
19. oktober 2012

Hvis man skal tro den amerikanske forfatter Jonathan Franzen, så præsenterer depression sig for den deprimerede som et røntgensyn – en særlig indsigt i al verdens råddenskab og sit eget livs ditto, en slags depressiv realisme.

»Men realismen,« skriver Franzen i sin essaysamling How To Be Alone, »fungerer blot som en maskering af depressionens egentlige essens, som er en overvældende fremmedgørelse fra menneskeheden.«

For nylig udgav Guardians forlag en bog skrevet af en aktiv, anonym fodboldspiller i de øverste professionelle engelske rækker, I Am the Secret Footballer – Lifting the Lid on the Beautiful Game. The Secret Footballer begyndte som klummeskribent og blogger for halvandet år siden for The Guardian. Han var inspireret af en klumme i Financial Times skrevet af en anonym ejendomsmægler, der blotlagde en ellers hemmelighedsfuld verden indefra. Siden har han selv skaffet sig en bred international læserskare med sine fortællinger om racisme, lyssky handler, og hvad spillerne siger om fansene, når kameraerne er slukket.

Der er fremmedgørelse på stort set hver side. I hvert fald er det ikke svært at forstå, hvordan en professionel fodboldspiller kan ende med et forkvaklet selvbillede, når man læser, hvordan de kan brage gennem røde lyskryds i bil kun for at blive stoppet af en politibetjent, der genkender berømthederne, lykønsker med sejren og vederlagsfrit eskorterer dem hjem. Der er ferier til Las Vegas’ natklubber, hvor Barcelonaspillerne ved nabobordet overgår deres 30.000 kroner-bud på en særlig veldrejet prostitueret, hvilket sætter gang i en såkaldt champagnekrig, hvor man skiftevis bestiller den ene mere afsindigt dyre Dom Perignon til konkurrenterne efter den anden, indtil regningen lyder på en lille million kroner, og et af bordene må trække sig i økonomisk skam. Der er koner, der overrasker deres mænd i sengen med elskerinder, går ud og shopper og senere på dagen, uden et ord, sørger for, at middagen står på bordet, sådan at intet ødelægger det luksusliv, de har skaffet sig adgang til. Vores hemmelige fodboldspiller bliver forfulgt i supermarkedet af folk, der efteraber hans indkøb. Han tjener en kvart million kroner om ugen, har enorme mængder fritid og absolut ingen lyst til at færdes i offentligheden, hvor hver telefon er en optager og et kamera, der kan sende ham på forsiden af tabloidaviserne. Han har kolleger, der er så overvældet af rigdom og kedsomhed, at de tilbringer tiden på alverdens hotelværelser med at vædde med hinanden om, hvilken regndråbe der falder først fra vindueskarmen.

Frygt for at gå i seng

Selv har han fået styr på sin gambling, men depressionen har han ikke kunne holde væk. I sit hjem havde han en Eames-stol, og i en periode, »de værste dage under mørkets kræfter«, satte han sig i stolen, så snart han kom hjem fra træning, og der blev han siddende til sengetid. Han så ikke fjernsyn, han læste ikke, han sagde ikke noget. Han sad som lammet i sin stol, og det var trygt, men samtidig fyldt med »frygt for at skulle i seng, fordi jeg vidste, at når jeg på ny åbnede øjnene, skulle jeg af sted til træning, og så begyndte det hele forfra«.

Hans hverdag udspiller sig i en fodboldindustri på væksthormoner. I sommer blev tre års tv-rettigheder til Premier League solgt for omkring, hold fast, 28 milliarder kroner. Den økonomiske vækstrate er så voldsom, at den klub, der ender som nummer sjok i 2014, får lige så mange penge ud af det – over en halv milliard – som Manchester City fik for at vinde mesterskabet i sommer. Ikke at Manchester City har travlt med at surmule over den slags. Vores hemmelige fodboldspiller refererer en samtale, han havde med en højtstående person i klubben, som han spurgte, om det ikke ville ruinere dem at købe Kaka for 900 millioner kroner og betale ham en halv million i ugeløn?

»Lad mig sige det på den her måde, min ven. Vores fond tjener over en halv milliard kroner om dagen alene på olie,« lød svaret med reference til den efter sigende fem billioner kroner store pengetank, der sikrer klubbens økonomi.

Klubber smider hastigt 10, 20, 30 millioner kroner efter lovende talenter bare for at sikre sig, at konkurrenterne ikke løber med handlen – om de unge mænd så udvikler sig til etablerede stjerner er knap så vigtigt. I kulissen er handlen med spillere blevet overtaget af store agentbureauer, der sælger og byder og bluffer og forhøjer som børsmæglere på aktiemarkedet. Spillerne er selvfølgelig også begyndt at lure fiduserne, sådan at de spekulerer i hyppige klubskifter på de rigtige tidspunkter for at maksimere karrierens økonomiske udbytte.

Så lidt som muligt bliver overladt til tilfældighederne. Den hemmelige fodboldforfatter fortæller, hvordan spillerne sidder på hotelværelserne aftenen inden kamp og studerer manuskriptet for morgendagens udfordring. Der er oplysninger om hans direkte modstanders vægt, højde, alder, styrke, svagheder og foretrukne træk i diverse situationer. Holdkammeraternes løbemønstre er nærlæst igen og igen, så når man som tilskuer undrer sig over en umiddelbart håbløs aflevering ned i ingenmandsland, så kan man være sikker på, at tanken var i tråd med det taktiske oplæg, men at den tiltænkte modtager af bolden enten glemte sin opgave eller blev forhindret af modstanderen i at udføre den.

»Fodbold på det her niveau minder meget om skak,« skriver han og fortæller, at hver klub har et helt hold af analytikere ansat til med videooptagelser og avanceret statistik at gennemgå hver spillers bevægelser og beslutninger i hver kamp, hvilket delvis bliver offentliggjort af medierne, men også brugt som konkurrenceelement i omklædningsrummet, hvor spillerne uvægerligt konkurrerer om at have løbet flest meter eller afleveret mest succesrigt ind på den sidste tredjedel af banen, både for at sikre sig praleretten og for at gøre sig til hos træneren, der bruger tallene som pejlemærke for fremtidige dispositioner, ligesom agenterne bruger dem i deres salgsmateriale. Det er ren soccernomics.

15 milligram Mirtazapine

Midt i malstrømmen sidder vores ven og nærmer sig pensionsalderen. Skattesmæk og dårlige investeringer har kostet ham det meste af opsparingen. Som dreng spillede han fodbold hver dag og tog bolden med i seng om aftenen. Hans eneste drøm var at blive professionel, så han kunne sparke sig ud af det sociale boligbyggeri, hvor han voksede op. Nu er karrieren ved at være forbi. Takket være kognitiv terapi og en daglig dosis på 15 milligram Mirtazapine og 20 milligram Citalopram holder han tungsindet på afstand. Han tænker på den tyske landsholdsmålmand Robert Enke og den tidligere walisiske stjernespiller Gary Speed, der begge tog livet af sig selv inden for det seneste par år.

Fodbold gør ikke længere noget godt for ham, men han svært ved at vælge det fra.

»I et års tid har jeg drukket tæt og spist alt for meget i et ynkeligt forsøg på at udvikle en vom, så de ikke længere udtager mig til holdet. Det sidste, jeg har lyst til, er at spille fodbold igen. Jeg vil ikke tilbage. Tving mig ikke tilbage.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Brian Pietersen

sport burde være sjovt for alle parter, men så skal pengene ud af sporten igen.

jeg hylder hermed OL... og håber den prof sport aldrig kommer derind.......

ellers må man lave noget andet....