Kender De følelsen? Man skal ind i et rum fyldt med mennesker, man ikke kender. Et møde, en reception, en konference eller et klasselokale. Det behøver ikke engang at være en selv, der skal tale. Men af en eller anden grund kan man ikke få sig selv til at træde ind i lokalet eller åbne døren. Man må flygte ud på det nærmeste toilet og tage dybe indåndinger, eller ned på gaden. Eller gå på café i et kvarters tid for at overtale sig selv til at træde ind i gruppen.
Hvis det lyder bekendt, er der en pæn sandsynlighed for, at De enten tilhører den betydelige gruppe – omkring 30-40 procent af menneskeheden – der er erklæret introverte. Eller at De i hvert fald har introverte træk, hvilket endnu flere af os har. Selv de allermest udadvendte og stortalende typer (overtegnede strækker våben og indrømmer, at hun nok hører hjemme her) kan have perioder, hvor man hellere e-mailer end ringer eller møder op i større forsamlinger. Selv den mest ekstroverte kommunikator kan blive træt af larmen fra strømmen af meninger om alt og alle.
Til kamp for de indadvendte
Til alle disse mennesker kom erhvervsadvokaten Susan Cains kampskrift, Quiet. The Power of Introverts in a World That Can’t Stop Talking som manna fra himlen i januar i år. Cains bog er et forsvar for de introverte – hun er selv en af dem – og bygger på en kombination af empiri (feltarbejde) og videnskabelige undersøgelser inden for neurologi og psykologi.
Bogen gik sin sejrsgang i månederne efter udgivelsen og ligger fortsat på de amerikanske bestsellerlister. Ud over at være et flammende forsvar for indadvendte menneskers ofte oversete kvaliteter er den samtidig et frontalangreb på en af det aktuelle arbejdsmarkeds mest fastcementerede krav til både medarbejdere og ledere: At man skal være åben, social og udadvendt. Samt være en ørn til at kommunikere. Det er i hvert fald et klart ’no go’ til en jobsamtale, hvis man fortæller, at man helst vil være alene eller ikke er god til at få et budskab igennem i større forsamlinger. Langt det bedste er, hvis man kan fungere i grupper og er overbevisende og charmerende. På lange stræk er mange arbejdspladser i dag som scener i et reality show, hvor det gælder om at føre sig frem som en verdensmand på højrøstet maner for at blive kåret som vinderen.
Vedholdende og reflekterende
Men dette stereotype ideal er både forsimplet og misforstået. Og de fleste arbejdspladser går glip af både talenter og indsigter, fremfører Cain, der i parentes bemærket selvfølgelig også har skruet lidt op for de sort-hvide karakteristikker for at få sin egen pointe frem.
Men altså: De mennesker, som hellere vil lytte til andre end selv at føre ordet, og de medarbejdere, som fungerer bedre på tomandshånd end i større grupper (de samme typer, i øvrigt, som til enhver tid vil foretrække en fredelig gåtur i naturen eller en god film i TV end en vild bytur eller en fest) repræsenterer nemlig intet mindre end en uforløst innovativ ressource, som alle arbejdspladser kan få glæde af.
Hvis altså blot virksomheden ville blive bedre til at se deres potentiale og udnytte deres styrker. Som f.eks. er en større evne til refleksion og vedholdenhed, større følsomhed og empati samt loyalitet.
Cain bemærker også, at de så udbredte, åbne kontorlandskaber ofte leder til en dårligere koncentrationsevne hos de ansatte, en lavere produktivitet samt en større udskiftning af personalet end på arbejdspladser, der levner plads til individuelle kontorer.
Nej tak til performancekulturen
Med bogen går Susan Cain også i kødet på den hellige gral i det 21. århundreds narcissistiske tidsalder: Troen på at man kan netværke sig til alt, hvis bare man er nok om sig. Lige fra de fede stillinger og forfremmelser over de bedste gymnasier til ens bedårende guldklumper til landgåsen fra bondekonen juleaften eller en hurtig hofteoperation udenom ventelisten. De mennesker, som ikke bemestrer teknikken eller bare ikke kan eller vil være med på trenden, de kedelige, gammeldags typer, som tror det er nok bare at passe sit arbejde og levere resultater i stedet for at knevre løs om dem alle steder, ja de er i dag en form for andenrangs borgere, som ikke bliver taget alvorligt, men set ned på.
Cain er dog opmærksom på, at sociale medier som Facebook og Twitter i sig besidder to modstridende funktioner. De opfordrer nok til en konstant selvspejling og promovering, men på den anden side er der mange eksempler på, at mennesker, der netop lider af en vis social fobi og for eksempel har svært ved at komme ud af deres hjem og møde andre mennesker, kan benytte et socialt medie som Facebook til at bryde ensomheden og ’møde’ andre mennesker på de introvertes egne præmisser i et tempo, som passer dem.
Den sociale kontrol
Ikke desto mindre sammenligner Cain de uglesete, indadvendte typer med hjemmegående, undertrykte kvinder i 1950’ernes USA. Og ved hjælp af denne smarte analogi får hun også samtidig sagt en del om det potentiale, som de introverte besidder.
Bogen har mange eksempler herpå. En af dem er idealet om at komme frem til resultater i en gruppe. Det hyldes i skolen, ved møder og selv i de mest individualistiske miljøer som i store virksomheders direktioner. Gruppearbejde ses som et processuelt ideal for nytænkning og kreativitet, men i virkeligheden er det omvendt, mener Cain.
Gruppetænkning kan hæmme menneskers kreativitet og dermed frie idéudvikling – og således blokere for innovation – fordi alle grupper til en vis grad er værdistyrede og således ligger under for mere eller mindre implicitte normer, der i sidste ende medfører en social kontrol. Vi mennesker er sociale dyr, og de fleste af os – introverte som ekstroverte – har det bedst med at blive accepteret og ikke falde helt ved siden af på for eksempel en arbejdsplads, en uddannelsesinstitution eller i en social sammenhæng som i en forening eller et socialt netværk. Det kan gøre ondt at være udenfor.
Den stille revolution
Cain vil gerne – en anelse selvmodsigende, når nu de mennesker, hun vil have fat i, netop trives bedst alene eller i små grupper – have fat i alle de stille mennesker og have dem til at gøre oprør sammen. »Join the quiet revolution,« hedder det på hendes hjemmeside, hvor hun har fremlagt noget så ekstrovert som et egentligt manifest for den græsrodsbevægelse, hvis mål det er at fremme samfundets anerkendelse af de introverte personlighedstyper og give dem en stemme i nutidens speedsnakkende og skrålende reality show.
Det skoenneste eksempel paa dette er vel opfindelsen af duralaluminium - hvor Alfred Wilm blev saa rasende over at han ikke kunne faa sin legering til at virke - at han tog paa en lang skovtur i weekenden - kom tilbage og opdagede at metallet var haerdet som oensket.
Som IT-konsulent paa projekter der typisk varer 3-6 intense maaneder paa timebetaling, kan det nogen gange vaere irriterende, at man kun bliver honoreret for tiden ved tasterne og paa kontoret, naar de bedste ideer ofte kommer naar man lader det hele ligge en stund. I gaar paa vej hjem fra bageren, slog det mig pludselig hvordan en stor beregning kunne komme til at koere paa en time i stedet for fem. Derefter er det jo bare at goere det.
Det hænder heldigvis jævnligt, at velovervejede forfattere vinder frem på de amerikanske bestsellerlister. Amerikanerne har jo om nogen ligget under for manegement-kulturen, men fostrer også modspillere til deres egne overdrivelser.
Denne aktuelle problematik er vist ligeså gammel som menneskets kultur. Det taoistiske verdensbillede betegner den udadvendte og den indadvendte kraft som henholdsvis YANG (Himlen) og YIN (Jorden). Tilsvarende modsætninger findes i de arketypiske begreber i det astrologiske verdensbillede, som ud fra en fælles oprindelse blev indarbejdet i de fleste indo-europæiske og semitiske kulturer så langt tilbage i tiden, at videnskaben endnu ikke kan gøre sig begreb derom.
Den vestlige kultur er udpræget udadrettet og tenderer så stærkt mod dette princip, at selv, når det indadvendte princip søges fremmet, vil bestræbelsen ofte operere på det udadvendte princips præmisser. Kvindernes ligestilling ender således med at handle om, at udadvendte kvinder skal frem i ledende stillinger.
Det indadvendte princip er af natur ikke selvpromoverende, men selvopofrende. Modernismen tenderer til at benægte, at sådanne træk overhovedet findes eller er ønskværdige i en verden, hvor individuel konkurrence opfattes som drivkraften. Der er således ingen forståelse for det indadvendte princip, som beskytter og nærer livet.
Når det udadvendte princip drives for vidt, ender det i hovmod. Der anføres herom i I CHING: "Hvis man vil stige så højt op,at man mister følingen med de øvrige mennesker, bliver man isoleret, og det fører sædvanligvis til uheld. Der advares her mod en titanisk opadstræben som overstiger kræfterne. Et styrt til dybet ville blive resultatet."
Det ville løse mange problemer, hvis vores hovmodige kultur kunne genopfinde den dybe tallerken. Trods interessante overvejelser på bestsellerlisterne tyder meget dog på, at vi fortsætter med "business as usual".
Soeren Tolsgaard
Tak for denne fine udlaegning af YANG of YIN - det er foerste gang nogensinde jeg har orket at laese noget i den boldgade til ende - uheldigvis.