Læsetid: 5 min.

Kirkegårdene hænger oppe i himlen

Vidne. Elie Wiesels tre selvbiografiske romaner om den menneskelige fornedrelse er vigtige bidrag til vidnesbyrdlitteraturen
Buchenwald. Fanger i Buchenwald koncentrationslejr. På anden række fra bunden (nummer syv fra venstre) ligger Elie Wiesel.

Buchenwald. Fanger i Buchenwald koncentrationslejr. På anden række fra bunden (nummer syv fra venstre) ligger Elie Wiesel.

19. oktober 2012

Jeg indrømmer, at jeg var fordomsfuld. Jeg vidste godt, at Elie Wiesel har været i Auschwitz og Buchenwald og derfor var et stærkt vidne til de forbrydelser som nazisterne påførte jøderne. Og jeg vidste, at han siden har været en politisk aktivist og engageret i kampen mod intolerance og uretfærdighed forskellige steder i verden, og at den indsats i 1986 indbragte ham Nobels fredspris. At han også er en stor forfatter, der ikke bare dokumenterede uhyrlighederne, men bar unikt litterært vidnesbyrd om Holocaust videre til kommende generationer, har jeg faktisk tvivlet på. Men jeg tog fejl. Alvorligt fejl. At dømme ud fra de tre selvbiografiske romaner, Natten, Daggry og Dagen, som Rosinante nu har samlet i én udgivelse, er Elie Wiesels vidnesbyrd noget helt særligt.

Eliezer (’Elie’) Wiesel, der er født i 1928 i et ortodokst jødisk samfund i Sighet, en lille by i Transsylvanien i det nuværende Rumænien, dengang del af Ungarn, blev i maj 1944 i en alder af 15 år deporteret til Auschwitz sammen med sin familie. Hans mor og yngre søster blev sendt direkte til krematoriet, mens Wiesel og hans far klarede selektionen og blev sendt på slavearbejde. I vinteren 1944 blev han og faren sendt videre til Buchenwald på den berygtede dødsmarch, hvor kun 6.000 af 29.000 overlevede. Faren døde kort efter ankomsten til Buchenwald, mens den unge Eliezer nåede at opleve befrielsen.

Dødsmarchen

Hans oplevelser fra helvede er beskrevet i romanen Natten. Den anden roman i trilogien, Daggry, skildrer en ung mand, Elizha, der har overlevet kz og nu deltager i kampen for et selvstændigt Israel og bliver udvalgt til at skyde en britisk officer, som jøderne holder som gidsel. Et offer bliver dermed selv til bøddel. Og den tredje roman, Dagen, er beretningen om en yngre mand i New York, der kommer alvorligt til skade ved en ulykke og under helbredelsen hjemsøges af sine grusomme minder fra tiden i kz-lejr. Altså alle tre romaner er dele af Elie Wiesels egen historie.

Jeg føler mig velbevandret i holocaustlitteraturen og kender skildringerne af rædslerne fra de bedste som Primo Levi, Jorge Semprun, Tadeusz Borowski og Imre Kertész, så Wiesel burde egentlig ikke komme bag på mig. Men der findes helt uforglemmelige scener i hans bøger. Jeg græder i Natten over, at den 15-årige Eliezer skal spadsere lige forbi et hul med kæmpemæssige flammer, hvor en lastbil vipper læs af med spædbørn og over udsigt til et nyt hul lidt længere fremme, til større, til voksne. Og ikke mindst græder jeg over, at den purunge dreng, der får stjålet sin barndom og efter dødsmarchen fra Auschwitz til Buchenwald tvinges til at blive som en far for sin egen far, der til sidst fuldstændig kollapser.

Og jeg græder i Dagen over historien om den unge jødiske pige Sarah, der kun overlevede lejrene, fordi som det hedder i bogen alle mænd elsker 12-årige piger med gyldent hår, ikke mindst de tyske SS-officerer, og som efter overlevelsen i Paris nu ikke kan andet end at tilbyde sine seksuelle ydelser til tilfældige.

Elie Wiesels bøger er hård kost. Han skriver på en lammende følelse af ensomhed og illusionsløshed, der hele tiden bringer ham i frivillig nærhed af døden og dødslængslen. I den tredje roman Dagen, lyder det således:

»Hvor er det en tåbelig tidsalder, vi lever i! Der er vendt op og ned på alt. Kirkegårdene hænger deroppe på himlen i stedet for at være gravet ned i den klamme jord. Vi ligger med vores nøgne kroppe mod hinanden i sengen og tænker på de sorte skyer, på de svævende kirkegårde, på dødens og skæbnens spottende latter ... Alt er forsvundet derop. Og hvilken tomhed hernede! Dér borte er det virkelige liv. Her er der intet.«

Et eller andet sted har Elie Wiesel bevaret sin ortodokse barnetro, men et genkommende tema i hans bøger er raseriet mod Gud over at have svigtet menneskene. Den vrede skriver han på, og det er stærke sager. I bøgerne søger han renhed og konsekvens; enhver form for medmenneskelighed og kærlighed findes kun som en nådig løgn over for den anden eller i et glimt på trods.

Wiesels engagement

Den står i skarp kontrast til Wiesels engagement og handling i det virkelige liv. Wiesel har været aktiv i kampen mod apartheid, formidlet hjælp til den sultende befolkning i Kampuchea, været aktiv i Aung San Suu Kyis kamp for Myanmars frihed, virket til fordel for de bosniske muslimer og grundlagt USA’s Holocaust Memorial Council. Men i bøgerne er der ikke meget håb for fremtiden. Man fristes til at sige, at mens Wiesel handler i det virkelige liv, så fastholder han i bøgerne at tænke konsekvent over livets fundamentale spørgsmål. Her når han langt i beskrivelsen af den menneskelige fornedrelse. Lidelser får det usleste og fejeste frem i et menneske. Det gælder lige fra den første deportation, hvor de unge i godsvognene allerede efter få dages transport kaster alle hæmninger og foran de øvrige giver sig deres instinkter i vold og dyrker sex, samtidig med at folk foretter deres nødtørft, bliver vanvittige eller dør. Og det gælder i større skala, når udsultede mennesker bliver som dyr og brutalt stjæler fra deres nærmeste eller slår ihjel for en krumme.

Her er Wiesel rå og direkte, og det virker så stærkt, fordi han skriver enkelt og nøgternt.

Pludselig, midt i udvejsløsheden, kan Wiesel i den tredje roman Dagen beskrive et af de stærkeste kærlighedsmøder, jeg har læst. Den unge Eliezer møder i Paris i Sarah-Bernhardt -Teatret kvinden Kathleen. De har »aldrig truffet hinanden, men kender godt hinanden«, som det hedder. Kathleen er der egentlig med en anden mand, men uden at tale et ord sammen, forlader Eliezer og Kathleen selskabet og går gennem natten. Intuitivt og ordløst forstår de hinanden. Eliezer har indkapslet sine grusomme erindringer i sig selv. Hun prikker hul på dem ved at tvinge ham til at fortælle sin historie, og hver gang han stopper beretningen, siger hun bare »Blev ved! Mere! Bliv ved!« Sådan som en kvinde siger til sin elsker på vej til ekstasen. Og han tømmer sig for hende:

»Jeg blottede mig helt. Mine mest nedrige tanker og lyster, min mest afskyelige troløshed, mine mest uklare løgne, alt flåede jeg ud af mine indvolde og lagde det for hende, som en uren offergave, for at hun skulle se det og mærke stanken fra det.«

Al Eliezers opsparede vrede kommer efterfølgende til udløsning i deres første og meget voldsomme elskov. Her fødes et lille håb, Eliezer finder midt i den fuldstændige ensomhed et andet menneske, der forstår ham. Delvist i hvert fald. Også det er til at græde over.

Herbert Pundiks forord til udgivelsen er en lille selvstændig gave. Ingen er som ham berettiget til at gøre sig klog på Elie Wiesel og sætte hans bøger i en større sammenhæng. Og i tilgift får man Pundiks overvejelser over, hvorfor de danske jøder fik særbehandling af tyskerne og i så udstrakt omfang overlevede Holocaust.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Judit Szoleczky

Fakta boksen er forkert: "hvor omkring 10.000 jøder blev myrdet og omkring 80.000 jøder blev deporteret fra Ungarn til Auschwitz."

Fra sommeren 1944 blev omkring 440.000 ungarske jøder deporteret, primært til Auschwitz-Birkenau. Heraf døde over 320,000. Der var drefor langt flere end 80.000, som blev deporteret

Kilde: US Holocaust Memorial Museum, http://www.ushmm.org/wlc/en/article.php?ModuleId=10005189