Det er snart midnat på Birgittagården, et behandlingshjem for adfærdsvanskelige teenagepiger, men imod sædvane har den ansvarshavende sygeplejerske endnu ikke taget sin sovemedicin. Det bliver selvfølgelig hendes død, for vi er i krimiland, nærmere betegnet i svenske Lars Keplers univers. Ildvidnet er den tredje bog i serien om kriminalkommissær Joona Linna skrevet af Alexandra Coelho Ahndoril og Alexander Ahndoril bag pseudonymet, som ifølge forfatterparret er en hyldest til Stieg Larsson.
Hypen omkring pseudonymet medførte overdreven opmærksomhed omkring Ahndoril-parrets Hypnotisøren, et velskrevet, men ujævnt miks af roman og voldsdrama, der snart kommer som film. Men siden finskfødte Joona Linna i den første bog opklarede mysteriet bag parterede lig i Stockholmsområdet, har de skønlitterære forfattere fundet frem til kernen i Keplers identitet som krimiforfatter.
Han er ikke nogen ambitiøs fortæller rent kunstnerisk set, så velskrevne filosofiske livsovervejelser a la krimipoeten Håkan Nesser, bør man ikke forvente sig. Ligesom man spejder forgæves efter Stieg Larssons fandenivoldske samfundskritik i Keplers ellers følsomt indignerede forsvar for velfærdsstatens tabere. Til gengæld leverer Ildvidnet næsten helstøbt kulørt spænding, så det er svært at holde sig fra bogen.
En kryptisk kommissær
Keplers styrke er plotstrukturen og evnen til stramt at fastholde spændingen med konstante cliffhangers uden at forsømme karaktertegningen. Den anden bog i serien, Paganinikontrakten, der holdt sit greb i læseren med et forfølgelsesplot: en lejemorder på jagt efter et ungt par med kendskab til illegale våbenhandler med Sudans diktator.
Når Ildvidnet er den hidtil bedste bog om kryptiske Joona Linna, skyldes det især, at kommissærens egen historie her foldes ud, og vi får den kuldegysende forklaring på, at han tolv år tidligere mistede hustruen Summa og datteren Lumi.
At netop detektivens dygtighed som opklarer er den indirekte årsag til tabet af hans familie, giver mening til plottet i Ildvidnet, hvor den stædige finne tilkæmper sig adgang til en mordefterforskning, han er udelukket fra af disciplinære årsager.
Alligevel sendes Linna af sted som observatør ved et dobbeltmord på Birgittagården, hvor en pige er dræbt med en sten i stedets isolationsrum, og sygeplejersken ligger med åbent kranium i udhuset. Om natten er den nye pige Vicky forsvundet, og da en fireårig dreng kort efter kidnappes i en bil på landevejen for næsen af sin mor, der er stået ud for at tisse, går jagten ind på den mordmistænkte teenager.
De næste 500 sider tilbagelægger man med noget, der føles som tilbageholdt åndedræt, takket være forfatternes evne til at sætte scener og beskrive stemninger, så uhyggen risler dejligt ned af ryggen. Ildvidnet vinder desværre ikke ved, at forfatterne jævnligt opsummerer plottet, som om der netop havde været en reklameblok, og det forstyrrer læsningen, at kapitlerne er brudt ned til minimal størrelse for at optimere cliffhanger-effekten. Trods alt har Ahndoril-parret gjort sig umage med at studere krimiens anatomi, og det hører desværre til undtagelserne på et bogmarked, der oversvømmes af sjusket plotmageri og klichéfyldte karakterer. Resultatet er en gedigen pageturner.
