Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Kunsten og den homofobiske hærgen

Der er dramatik til det sidste, spænding og farver i lidenskaber af krop og sjæl, appel til synsoplevelser i læsningen, som var det en film man så – og et frihedsbudskab med hornlyd. E.M. Forster i roman og biografi
Kultur
19. oktober 2012
Maurice. Forster var homoseksuel og måtte ligesom romanpersonen Maurice dølge sin lyst, da enhver sådan praksis var strafbar. Her et foto fra filmatiseringen af ’Maurice’ (1987) instrueret af James Ivory, med James Wilby (th.) som Maurice, Rupert Graves (tv.) som Alec og, Hugh Grant som Clive.

Maurice. Forster var homoseksuel og måtte ligesom romanpersonen Maurice dølge sin lyst, da enhver sådan praksis var strafbar. Her et foto fra filmatiseringen af ’Maurice’ (1987) instrueret af James Ivory, med James Wilby (th.) som Maurice, Rupert Graves (tv.) som Alec og, Hugh Grant som Clive.

Mary Evan

Under en klasseudflugt til stranden har skolelæreren den plan at undervise den tiårige Maurice i kønslivets mysterier. Med sin spadserestok tegner han streger og figurer i sandet som illustration. Da de vandrer videre langs »det farveløse hav«, ser han bagude et selskab, deriblandt en dame, nærme sig stedet og farer svedende af skræk tilbage for helt at viske tegningerne ud. Maurice beroliger ham: »Tidevandet har allerede dækket dem.«

Flere gange undervejs i E.M. Forsters efterladte roman Maurice, skrevet 1914, men først udgivet 1971, året efter hans død, hentydes der til denne erotisk ladede scene. Den anskueliggør fortrængningens mekanisme, der lammede enhver form for tanker om seksuel frihed og tabuiserede erotikken i victorianismens England. Forster var homoseksuel og måtte ligesom romanpersonen Maurice dølge sin lyst, da enhver sådan praksis var strafbar, hvad Oscar Wildes meget omtalte skæbne var det skræmmende eksempel på. Imidlertid rummer den alvorsfulde roman et overskud af humor og mange reelt groteske optrin som solid satire over engelsk væsen, hvor lidenskab kun er få hjerner forundt, hedder det. Og Maurice selv besad britens manglende evne til at fatte mangfoldighed, thi »England har altid været uvillig til at acceptere den menneskelige natur.«

Sådan falder med jævne mellemrum bitre domme helt frem til slutningen, hvor den ellers så borgerligt bundne Maurice frigør sig i et realiseret forhold til Alec, en ung fyr fra underklassen. I et nærmest utopisk tonefald, nu forladt af humoren, hedder det: »De måtte leve uden for klassesamfundet, uden slægtninge og penge. De måtte arbejde og holde sammen, til døden skilte dem. Men England tilhørte dem,« Forude vinker Sherwoodskoven og det frie liv. Erotik og naturoplevelse hører sammen i Forsters forfatterskab, som man kan opleve det i nye, gode danske oversættelser i disse år med hovedværkerne Howards End, Vejen til Indien, De gode græd og Værelse med udsigt.

I alle hans romaner forekommer et mylder af selskabelighed og familieliv som ramme om mere hemmelige og intime oplevelser hos diverse hovedpersoner. I Maurice bæres det overordnede forløb af tre skikkelser: denne Maurice og hans liv i forhold til studiekammeraten Clive gennem tre års kærligt, men platonisk kammeratskab, og derefter til den nævnte Alec, som er skytte og vagtmand på den adelige Clives gods. Dette fører til et dramatisk og intimt samliv med et lykkeligt resultat. Alt er fortalt af en alvidende fortæller, som ubesværet og i grundige ræsonnementer gør rede for, hvad der rører sig i hver enkelt figur og de folk, de møder. Grundige psykologiske analyser kulminerer i medrivende scener af dialog i stedet for forklaringer, med klange af både under- og overspil, forventninger og skuffelser, kulde og varme.

Kærlighed er flere ting

Vi følger Maurice gennem skolegang i folke- og ulidelig kostskole, til Cambridges universitetsmiljø, hvor den smukke, men egentlig træge og ganske snobbede ungersvend finder ind i venskabet med denne Clive Durham, en nærmest klassisk indføring i engelske undervisningsmiljøer. Deres diskussioner om religion, kulturhistorie og poesi viser parternes vekslende polaritet og vækker Maurices småborgerlige sjæl til forståelse af egne følelser og chok over Clives kærlighedserklæring. Men først sent fatter han under sine ophold i det land-adelige miljø, hvor han snart blev accepteret, at kærlighed er flere ting, og at Clive drages mod kvinder og en skønne dag gifter sig standsmæssigt. Maurice selv bliver samfundsborger og forretningsmand uden for intellektuelle kredse, omklamret af sine søstre og den umættelige moderskikkelse, der ikke slipper ham før sin død sent i livet.

Efter mødet med den unge Alec Scudder og den uafviselige drift konfronteres han med sin egen og andres bornerthed og søger forskrækket helbredelse for sin formodede lovløse sygdom hos både læge og hypnotisør. Han er også uvis på Alec’s reelle hensigter efter deres natlige, romantiske samvær, voldsomt oplevet med alle kampklare sanser. Der er derfor dramatik til det sidste, spænding og farver i lidenskaber af krop og sjæl, appel til synsoplevelser i læsningen, som var det en film man så – og et frihedsbudskab med hornlyd.

Og skulle man ikke have fattet det, forsynede Forster i 1960 sit manuskript med en slutreplik, en efterskrift, der forklarer baggrunden af egne oplevelser og sit forhold til de tre fiktive personer, han skabte. Hvad homoseksualitet angår, konstaterer han tørt, at der var sket en udvikling i den offentlige mening gennem de mellemliggende år »fra ignorering og rædsel til kendskab og foragt«. En vej videre til forståelse fik han ikke øje på. Nu er der hengået endnu et par menneskealdre, og romanen lander i Danmark som en potentiel stærk oplevelse i en ny udviklingsfase af den offentlige mening. I hvert fald som et intenst kunstværk. Tidevandet har ikke slettet alle forestillinger om kønslivets foruroligende mysterier.

Endnu en udsigt

Skulle man yderligere være i tvivl om forfatterens involvering i emnet, er muligheden for vished til stede i den samtidigt udsendte biografi om E.M. Forster, som samme forlag har besørget med Udsigt uden værelse af Anne Mette Bruun, forfatter også til biografien Orlandos døtre om søstrene Virginia Woolf og Vanessa Bell. Det er en meget solid og ligefremt formet beskrivelse af Forsters levned med det stadige konfliktstof, baseret på den omfattende forskning, som loyalt registreres i noteapparatet. Værk-omtalerne består af korte referater, mens vægten er lagt på alle familiære, venskabelige, kollegiale, selskabelige og øvrige menneskelige forhold, uddannelse og professionelt forfatterliv, studier og rejser. Tilfredsstillende for den, der vil læse hans bøger i det lys. Og der er masser af lys, så meget, at man risikerer at sammenblande de to bøger i erindringen eller læse Maurice, som var den fiktive person en laverestående genganger. Eller en anskueliggørelse af, hvordan en digter som i lighed med så mange andre håndterer sine personlige erfaringer og forvandler dem til nyt liv i kunst. Hvorom alting er finder man her Forsters liv som et stykke kulturhistorie, indfarvet som han var i ukendte og kendte cirkler og miljøer, kvindelig familiedominans og moderbinding, Cambridge, dannelsesrejse til Grækenland, den litterære verden med Bloomsbury-kredsen som centrum, de indiske rejser, om hvordan han slap af med sin uskyld og dem, der blev involveret deri – endda med en københavnsk afstikker – hans debatterende journalistik, hemmelige, sexede novelleskrivning, hans berømmelse og store indflydelse. Men læs den udmærkede biografi efter romanen for ikke at forstyrres af sammenligningens urolige ånd. Hver for sig besætter de en med en anden frugtbar uro.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her